ANMELDELSE: Unexpected Joy, Southwark Playhouse ✭✭✭✭

Sophie Adnitt anmelder Unexpected Joy, en ny musical af Bill Russell og Janet Hood, som lige nu spiller på Southwark Playhouse.

Holdet bag Unexpected Joy. Foto: Pamela Raith Unexpected Joy Southwark Playhouse

Fire stjerner

Bestil billetter nu Unexpected Joy udspiller sig i Provincetown, på Cape Cod, og følger en uge i tre generationers kvindeliv. Rachel, hustru til en meget konservativ TV-prædikant, har taget datteren Tamara med for at besøge bedstemoderen (eller 'glam-ma'), den gamle popstjerne fra babyboomer-generationen, Joy. Som den ene halvdel af duoen Joy and Jump (Rachels afdøde far) var Joy en stor sangstjerne, og hun planlægger nu en mindekoncert et år efter Jumps død. Rachel har længe set skævt til sin mors flippede livsstil med joints, feministiske protester og – værst af alt – det faktum, at hun aldrig blev gift med faren. Men under dette besøg har Joy en hemmelighed at dele med sin snerpede datter og rebelske barnebarn. Hun skal endelig giftes. Med en kvinde.

Janet Fullerlove (Joy), Kelly Sweeney (Tamara), Jodie Jacobs (Rachel) i Unexpected Joy. Foto: Pamela Raith

Bill Russells manuskript holder sig på den lette side af tingene, trods potentialet for melodrama. Stykkets fire karakterer er alle nuancerede, elskelige og irriterende på skift. På trods af Rachels antagonistiske holdninger bliver hun befriende nok aldrig fremstillet som en rendyrket skurk, og modsat fremstår Joy aldrig som en alvidende helgen. Selvom castet er lille, føles det aldrig som om, man mangler nogen; verdenen uden for scenens rammer antydes tilstrækkeligt. Selv bandet, anført af Gareth Bretherton, er inddraget i handlingen som Joys musikere, der hilser Tamara og Rachel med cool, tavse nik. Det er desuden utroligt morsomt. De kejtede tavsheder mellem de fejdende familiemedlemmer strækkes til det yderste, og publikum knækker sammen af grin det meste af aftenen. Et par velplacerede moderne referencer gør forestillingen helt aktuel, og overordnet set er manuskriptet varmt og ligetil.

Melanie Marshall (Lou) og Janet Fullerlove (Joy) i Unexpected Joy. Foto: Pamela Raith

Verity Johnsons enkle scenografi lader handlingen glide ubesværet gennem tid og sted, mens et par boheme-detaljer antyder den retro-stil, der præger Joys hjem. Enkelheden giver samtidig plads til, at skuespilpræstationerne kan stjæle rampelyset – og hold da op, hvor de leverer.

Melanie Marshall er en komisk genistreg i rollen som Joys aktivistiske, feministiske forlovede Lou. Hun får leveret nogle tå krummende morsomme replikker – og er velsignet med en fantastisk, fyldig sangstemme. Hendes fortolkning af She’s Got a Mind of Her Own er en forrygende introduktion til karakteren: selvsikker og herligt selvbevidst. Jodie Jacobs er et andet højdepunkt, som endda får os til at føle med den strenge Rachel midt i sine kraftfulde, imponerende vokaler. I sin professionelle debut er Kelly Sweeney et mere end værdigt modspil i rollen som datteren Tamara. Som Joy er Janet Fullerlove hylende morsom, fanget mellem to stole, mens hun skødesløst ruller en joint midt i en sang og vakler tømmermændsramt ind til prøve efter en katastrofal aften.

Janet Fullerlove som Joy i Unexpected Joy. Foto: Pamela Raith Sangene er lidt af en blandet landhandel; titelnummeret, der først præsenteres som en duet og siden som en finale-reprise, er vidunderligt iørefaldende. Joy og Jump-numrene fanger tidsånden fra tresserne perfekt og udstiller de medvirkendes stemmepragt flot. Den spirende sangskriver Tamaras egen Like a Good Girl er en tidlig komisk perle, der fryder sig over sin egen dristighed. Men når tingene bliver mere indadvendte, og karaktererne synger deres tanker, bliver de simple rim og den basale sangstruktur desværre mere tydelige. Numrene 'i koncerten' fungerer simpelthen langt bedre. Desuden er der presset lige lovlig mange sange ind på de 100 minutter, forestillingen varer. Overordnet set er det dog et varmt og vittigt stykke, der udforsker generationsdynamikker uden den unødvendige angst, man ofte ser. Det faktum, at det er så kvindecentreret, er en stor del af charmen – det er en herlig forandring at se mødre og døtres historier indtage scenen i stedet for fædre og sønners. Ved finalen er trådene ikke helt redt ud, men det sker på en lovende og håbefuld måde. Trods sine små mangler er Unexpected Joy et stærkt nyt bud inden for musicalgenren, som med lidt finpudsning kan gå hen og blive en lille perle.

BILLETTER TIL UNEXPECTED JOY