KOMMER SNART: January The Musical Revue

Marc Pickering, Julie Atherton og Hannah Grover i January The Musical Revue JANUARY: The Musical Revue

The Crazy Coqs

24. januar 2017

Det var en fornøjelse at gense dette charmerende og årstidsbestemte værk-under-udvikling i sidste uge. Forestillingen fik sin debut sidste år på Canal Cafe Theatre med et andet cast, hvor den gjorde et forrygende førstehåndsindtryk. Showet passede perfekt ind i den spontane, nærmest improvisatoriske atmosfære hos News Revue og vakte stor opsigt. Dengang udtalte ophavsmændene, at det var deres hensigt at videreudvikle og finpudse materialet, og dette – nu med en glamourøs placering i West End – er resultatet af et års yderligere arbejde. Forestillingen er skrevet for tre medvirkende og byder på omkring et dusin sange – samt et par korte sketches – løst forbundet af det fælles tema, at de alle udspiller sig i årets første måned. Det er en begavet idé, som får et vittigt og til tider rørende udtryk i Patrick Stockbridges sange. Manuskriptet, i det omfang det findes, er skrevet af producent Alexander Parker. Showet varer omkring en time og er en herlig tilføjelse til det nye program på spillestedet under kunstnerisk leder James Albrechts kyndige ledelse. En genganger fra premieren i Little Venice er kapelmester Tim Gilvin (som vi var heldige også at få lov at høre lidt mere fra end blot musikken...). Med David Rice på bas og Fred Claridge på trommer var bandet fremragende.

Størstedelen af opmærksomheden samlede sig dog uundgåeligt om de personligheder, vi var kommet for at se. Det nye cast bestående af West End-stjernerne Julie Atherton, Hannah Grover og Marc Pickering var tydeligvis et stort trækplaster, og salen var fyldt til randen for at høre, hvad de kunne få ud af denne morsomme præmis. Og i de overdådige rammer på spillestedet – det tidligere billardrum i et af de mest storslåede hoteller fra tiden omkring første verdenskrig – kunne man ikke have ønsket sig en mere velspillende trio. Især den tredje sang, 'Postcard Paradise', sad lige i skabet og samlede karakterer, attituder og den luksuriøse stemning i et enormt effektivt fokus. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan valget af spillested kan påvirke materialets gennemslagskraft. Faktisk kunne vi på dette tidspunkt sagtens være blevet hængende ved de portrætterede karakterer og lært dem bedre at kende: og det er måske noget, forfatterne bør overveje – med så mange forskellige idéer, der kæmper om opmærksomheden i denne fascinerende samling, kan det være svært at bevare det skarpe fokus.

Blandt sketchene var den mest vellykkede nok HR-afdelingens 'julefrokost-retssag': et kafkask mareridt, der med drømmende overskud spidder hverdagens smålige paranoide træk i erhvervslivet. Da der er tale om et værk under udvikling, og gode råd er velkomne, kunne man med fordel styrke den tematiske enhed for at løfte værket yderligere – måske ved at holde sig til én central idé med en endnu strammere disciplin. Den begavede 'Plastic Dreams' fungerer som en fin modvægt til 'Postcard Paradise', og de to numre rammer showet ind på en måde, som den noget mere generiske 'The First Month of the Year' vel egentlig ikke formår.

Der er mange andre lyspunkter: 'Little Drink' kunne være skrevet direkte til Julie Atherton, mens 'Workforce Wanker' er en genialt konstrueret trio, hvor denne fine gruppes komiske talent for alvor foldes ud. 'Cell Block Diet Tango' er en virkelig skarp joke, præcis som 'Couch Potato' og 'Pursuit Of A Screw'. Stockbridges sange er uden undtagelse velproportionerede, smukt strukturerede, præcist skrevet og ligger godt til stemmen. Det bliver spændende at se, hvad næste skridt bliver for denne forestilling, uanset hvor og i hvilken form den dukker op igen.