Roald Dahl på de skrå brædder: Fra bog til scene

Sam Mendes og det kreative team bag Charlie and The Chocolate Factory. Foto: Helen Maybanks

Roald Dahls fortællinger er for mange af os synonyme med barndommen. Skulle du mod forventning have brug for en påmindelse, så giv din yndlings-Dahl-bog (uanset om det er år eller årtier siden, du sidst læste den) et nyt blik. Dyk ned i hans makabre fantasi igen, genoplev hans transformatieve historiefortælling, og husk på, hvorfor det måske netop var disse bøger, der vakte din første glæde ved litteraturen. Hans usandsynlige hovedpersoner gav os troen på vores egen individualitet – de opmuntrede os til at være anderledes, lærte os at være kvikke og overbeviste os om, at enhver drøm, uanset hvor fjern eller latterlig, en dag kan gå i opfyldelse. Var det ikke netop de første bøger, vi læste helt selv – og udelukkende for fornøjelsens skyld?

I dag er Dahls historier blevet populære emner for bearbejdelse blandt kunstnere i alle genrer – ikke i et forsøg på at forbedre dem, men for at dele og kapitalisere på dem. Og således bliver Dahls karakterer, på godt og ondt, jævnligt løftet ud af deres trykte format og deres trygge plads på boghylden for at gennemgå en transformation. Det er ikke overraskende, når man tænker på Dahls opfindsomhed, og at historierne allerede var vakt til live på siderne af Quentin Blakes enkle blyantsskitser, som aldrig dikterede, men blot ledsagede den lagdelte fortælling. Der har været adskillige filmudgaver (senest Tim Burtons version af Charlie and the Chocolate Factory fra 2005). Disse har delt vandene; de har begejstret nogle og gjort andre rasende – især de Dahl-purister, for hvem bøgerne repræsenterer selve grundstenen i deres passion for litteratur. Og så er der teaterudgaverne. Med store musical-brands som Ghost, The Bodyguard og Shrek, der for nylig har nydt stor succes (mere end de titler, man ikke genkender med det samme), bør det ikke komme som nogen overraskelse, at Dahl for nylig er dukket op i West End. Trods de tårnhøje forventninger har succesen været næsten uundgåelig.

Dennis Kelly, Craige Els og Tim Minchin. Over en bred kam har de, der har bearbejdet værkerne, haft tendens til at gå udenom historiernes 'mørkere' elementer af frygt for de brutale og blodige straffe (som Dahl tidligere er blevet kritiseret for). Men hvis man kan betro nogen en uvurderlig britisk skat som Matilda, så lad det være Royal Shakespeare Company. I modsætning til DeVito-filmen fra 1996, som lægger vægt på Matildas telekinetiske kræfter og derved mister blikket for historiens desperation og sorg, så forbliver RSC, Tim Minchin og Dennis Kellys version af Matilda (fritaget for Hollywoods kommercielle krav) tro mod originalen fra 1988. Dahl blev kaldt verdens bedste historiefortæller, og denne inkarnation viger ikke tilbage for hans historier; den svælger i dem.

Og Matildas situation er ikke ligefrem misundelsesværdig:

Intet barn bør vokse op i troen på, at de er andet end fantastiske, men det er virkeligheden for den oversete og ekstraordinære Matilda. Heldigvis opdager Matilda dog, at hun kan gøre noget ved sin uheldige situation og skabe problemer for de afskyelige voksne i sit liv ved at være – som Minchin så fængende formulerer det – "a little bit naughty." I Dahls original beskriver den venlige og imponerede bibliotekar, Mrs Phelps, ordenes altomfavnende kraft for Matilda: "Læn dig tilbage og lad ordene skylle hen over dig som musik." Og det er præcis effekten af denne overdådige forestilling, der lokker sit publikum ind i siderne, ordene og de enkelte bogstaver.

I den nye musicalform har forfatterne fundet plads til en dyb psykologisk udforskning af karaktererne. Minchin bruger hver sang, orkestreret af Christopher Nightingale, som en mulighed for at uddybe karakterernes bevæggrunde – hvad enten det er den brutale Miss Trunchbull, spillet med bævrende vildskab i drag, eller Matilda selv, der her gøres levende af fem meget små og enormt talentfulde piger. Den rene opfindsomhed i Matilda er tydelig allerede fra den legesyge åbningssekvens; orkestret efterligner et skoleorkester, hvilket fra starten gør det klart, at den historie, vi skal til at dykke ned i, fortælles gennem børnenes øjne, ikke de voksnes. Ligesom bogen formår Matilda ikke blot at behage og underholde; den bjergtager og inspirerer. Selvom vovemodet eller det 'uartige' måske kostede Minchin og Kelly prisen for Bedste Musical ved Tony-uddelingen i New York i 2013, modtog Matilda rekordstore 7 priser ved Olivier-uddelingen i London i 2012 og er fortsat utrolig populær hos både anmeldere og publikum i alle aldre.

Scott Wittman og Marc Shaiman, som har sat musik til Charlie and the Chocolate Factory. Kort efter ankom den stakkels Charlie Bucket, hans forældre og hans fire sengeliggende bedsteforældre. Selvom Dahl afskyede voksne, der forkæler eller overvurderer deres børn, gør han netop dette i Charlie and the Chocolate Factory ved at lade den dårligt stillede Charlie ende med at få alt, hvad hans både sultne mave og hjerte begærede – og denne opsætning leverer varen på samme vis ved at give sit publikum alt, hvad de kunne ønske sig. Men i stedet for blot at ride med på Matilda-bølgen (sammenligninger mellem de to er alligevel sjældent hjælpsomme), har Sam Mendes valgt en anden tilgang til bearbejdelsen ved at skabe et overdådigt spektakel på Londons Drury Lane, som også har huset familiehittene Shrek og Oliver. Marc Shaiman, Scott Wittman og David Greig lader det moderne barn i det 21. århundrede mæske sig i alt det lækre og dystre med deres 2013-udgave af chokoladefabrikken (designet af Mark Thompson). Violet Beauregarde er nu en modbydelig, tyggegummityggende børnekendis, og Mike Teavee er en computerspil-besat breakdancer. Selv Charlie er mere fremfusende, end man måske husker ham, og den velplacerede (omend letforgængelige) musik komplementerer moderniseringen perfekt. Charlie and the Chocolate Factory er en fest for øjet, om end måske ikke for fantasien, og bringer Dahls chokoladekreation til live gennem overdådig scenekunst, magi, animation og teknologiske fremskridt. Faktisk er billetten værd at købe alene for at opleve Oompa-Loompaerne.

Matilda og Charlie er karakterer, som vi – både som børn og voksne – på en eller anden måde kan relatere til; deres svære kår er så realistiske som nogen andres. Deres historier indgyder i deres forskellige former håb og bliver ved med at inspirere en generation af selvstændige, intelligente og nysgerrige drømmere. Disse 'scrumdiddlyumptious' musicals yder Dahls højtelskede livsværk retfærdighed og leverer begge langt mere end blot det kommercielle brand-navn, men de bør stadig kun ses som underholdning, der ledsager læsningen af bøgerne.

"Jeg føler det, som om jeg er der selv og ser det hele ske." "Det vil en god forfatter altid få dig til at føle," sagde Mrs Phelps. (Matilda, 1988). Intet er stærkere end et barns fantasi, og jeg ville personligt aldrig bytte min glæde ved bøgerne for noget som helst... ikke engang en guldbillet. BESTIL BILLETTER TIL MATILDA

Artikel skrevet af Emily Hardy