ANMELDERNES FAVORITTER 2016: Paul T Davies

Vi bad vores anmeldere om at kigge tilbage på 2016 og nominere deres absolutte teaterhøjdepunkter fra året der gik.

Paul T Davies svarede følgende:

1. Kenny Morgan

Et velskrevet, naturalistisk og smukt spillet stykke er mit valg som årets bedste nye drama i 2016. Kenny Morgan var dramatikeren Terence Rattigans virkelige elsker, som tog sit eget liv ved at gribe til gasovnen, efter hans liv gik i opløsning efter bruddet med Rattigan. Det inspirerede Rattigan til at skrive 'The Deep Blue Sea', som åbner med heltinden Hester Collyers selvmordsforsøg. Mike Poultons stykke er på mange måder det værk, Rattigan aldrig selv kunne have skrevet. Omdrejningspunktet var Paul Keatings kraftfulde og rørende præstation som Kenny Morgan – for mig årets mandlige skuespilpræstation. Hele ensemblet var dog fantastisk, scenografien perfekt, og manuskriptet emmede af afdæmpet, tragisk værdighed. Jeg håber stadig, at forestillingen får en tur i West End.

2. En skærsommernatsdrøm (Shakespeare’s Globe)

Emma Rice, en af de dygtigste instruktører i Storbritannien, tog sin opfindsomhed fra Kneehigh med til The Globe og fik Shakespeares klassiker til at føles som et helt nyt stykke. Med et cast sammensat uden hensyn til hverken etnicitet, køn, seksualitet eller alder, var produktionen en fryd fra start til slut. Håndværkerne var spillet af Globes eget publikumspersonale (med den herlige detalje, at Bottom var sikkerhedsansvarlig), Puck var bevæbnet med vandpistoler, mens Helena blev til Helenus, hvilket kastede et helt nyt lys over de ellers ofte lidt trættende elskovsforviklinger. Det var grænseoverskridende og banebrydende, og jeg blev dybt berørt over at høre skoleklasserne i publikum heppe under kysset mellem to af samme køn. Teatrets bestyrelse havde dog tilsyneladende aldrig set en Emma Rice-produktion før, for de har nu vist hende døren. Sørg for at fange alt, hvad hun laver på The Globe i hendes anden og sidste sæson i 2017, og lad de voksende billetsalgstal tale for sig selv. Hun bliver utrolig svær at efterfølge.

Foto: Mark Douet 3. Iphigenia in Splott (National Theatre)

Med rødder i Sherman Theatre i Cardiff og gæstespil på National Theatre under sin turné, var dette en tour-de-force af en solopræstation fra Sophie Melville – årets bedste kvindelige skuespilpræstation. Effie er den slags ung kvinde, man ville gå over på det andet fortov for at undgå: hård, fuld og aggressiv. Men hendes liv tager en drejning, da hun møder en såret soldat på en natklub. Indtil videre lyder det som en klassisk fortælling, men den tragedie, der udfolder sig, bliver til et vredt kampråb mod nedskæringer i sundhedsvæsenet og austerity-politik. Dramatikeren Gary Owen gør i de sidste øjeblikke denne kvinde til en revolutionær. Det er perfekt teater: intelligent, gribende og dybt aktuelt. Til sommer co-producerer Owen og Sherman Theatre stykket 'Killology' på The Royal Court. Jeg har en på fornemmelsen, at det bliver en af de forestillinger, man bare ikke må gå glip af.

Jacqui Dubois, Denise Gough og Sally George i People, Places and Things. Foto: Johan Persson 4. People, Places and Things (West End)

Da jeg slet ikke kan skille dem ad, må dette enten være en delt tredjeplads eller en ekstra nominering! Jeg kom lidt sent til festen, men fik set Duncan McMillans mesterværk under spilleperioden i West End. Historien om en misbrugsramt skuespillerinde og hendes vej gennem afvænning legede konstant med grænserne mellem virkelighed og teater – og så rummede den DEN præstation fra Denise Gough. Hun forlod aldrig scenen, var fuldstændig bjergtagende, og ingen andre kunne have vundet den Olivier-pris. Ensembletoget fulgte hende hele vejen, og det var en uforglemmelig aften i teatret.