ANMELDELSE: Musicalen Big, Dominion Theatre London ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Big the musical, som nu spiller på Dominion Theatre i London.

Ensemblet i Big. Foto: Alastair Muir Big the musical Dominion Theatre, London.

17. september 2019

4 stjerner

Bestil billetter

Baseret på filmen Big med Tom Hanks – og med det ikoniske klip af "tangents-dansen" – lander musicalen nu på Dominion for en begrænset periode. Med manuskript af John Weidman, musik af David Shire og sangtekster af Richard Maltby Jr., fortælles historien om den 12-årige Josh Baskin, der ved en markedsbod ønsker at blive "stor". Næste morgen vågner han op i en voksen krop. Det fører til et job i en legetøjsvirksomhed og en forelskelse (om end mest platonisk) i Susan Lawrence, før hverdagens pres får ham til at ønske sig tilbage til barndommen. Det er en tynd historie, og musicalen taber tempo undervejs, men den bæres sikkert igennem af et entusiastisk og elskværdigt cast, der gør meget for at vække forestillingen til live.

Jay McGuiness og Matthew Kelly i Big. Foto: Alastair Muir

Der har for nylig været en del debat om castingen af vloggeren og Strictly-finalisten Joe Sugg i Waitress på grund af manglende erfaring med musicalteater. Jeg siger: Døm ud fra præstationen, og her er der ingen grund til bekymring over castingen af Strictly Come Dancing-vinderen fra 2015, Jay McGuiness, i hovedrollen som den voksne Josh Baskin. Han er uddannet inden for musicalteater, har mange års erfaring fra gruppen The Wanted, og han er en ren fornøjelse at følge. Det er tydeligt, hvorfor han vandt Strictly; han arbejder hårdt, bevæger sig forrygende og besidder masser af charme og sympati – han er perfekt til rollen, og publikum forguder ham. Med-stjernen fra Strictly, Kimberley Walsh, er mindst lige så god som Susans udkårne; hun leverer sine sange med power og finder flot hvile i rollen, efterhånden som Susan giver slip på de voksnes ambitioner. Matthew Kelly gør det godt som legetøjsdirektøren George MacMillan, og Jobe Hart stjal næsten billedet på premiereaftenen som Joshs ven Billy – hylende morsom og selvsikker. Kvindetegningerne er desværre reduceret til kaffebryggere og mødre, hvilket betyder, at den vidunderlige Wendi Peters er noget underbrugt som Mrs. Baskin. Det er en skam, for hendes ballade i anden akt, "Stop Time", er et absolut højdepunkt.

Jay McGuiness og Kimberley Walsh i Big. Foto: Alastair Muir

Forestillingens problem er, at musikken generelt er lidt anonym, og det kan være svært at kende de enkelte sange fra hinanden. Dansen på det store keyboard finder sted ret tidligt, og "Chopsticks" er nærmest den eneste melodi, der hænger ved, når tæppet falder. Selvom stykket udspiller sig i slutningen af 80'erne, lyder musikken ældre, og meget af koreografien minder om Hollywood-musicalernes guldalder. Materialet bliver spredt tyndt i anden akt, hvor en middagsselskab-scene føles næsten formålsløs; den kunne fjernes uden at påvirke historiens struktur det mindste.

Wendi Peters i Big. Foto: Alastair Muir

Det opvejes dog af ensemblet, som lægger liv og sjæl i hvert nummer. "Cross The Line" og "Coffee Black" er medrivende numre, og McGuiness og Walsh får virkelig mulighed for at vise deres evner inden for selskabsdans. Det er måske ikke en forestilling, der revolutionerer teaterverdenen, men den har masser af charme og sjov. Jeg smilede hele vejen igennem, og i et par uger fremover vil den sprede et kærkomment, familievenligt lys over et ellers lidt mat West End.

KØB BILLETTER TIL BIG THE MUSICAL HER