ANMELDELSE: Blonde, RADA Festival ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder den nye musical Blonde af Adam Howell og Paul Hurt, præsenteret som en del af RADA Festival.

Blonde.

RADA Festival.

6. juli 2018

4 stjerner

Marilyn Monroe er en udødelig legende og et ikon, hvis image sælger endnu mere end Elvis Presley. Hvor mange kender egentlig hendes historie, eller har overhovedet set hendes film? Da hun primært er kendt gennem billeder, internetklip og memes, er der en risiko for, at hendes egentlige livshistorie falmer. Derfor er Blonde, en ny musical skabt af makkerparret Adam Howell (musik og tekst) og Paul Hurt (manuskript), yderst velkommen. Ved denne nedbarberede workshop-præsentation på RADA fik vi mere end blot en fornemmelse af partituret og forestillingen; publikum blev blæst bagover.

Ført an af et enormt talentfuldt cast var der fremragende præstationer i et ensemble, der formidlede musicalens ånd og den tristhed, der lå bag Monroes image. Manuskriptet giver lige meget plads og opmærksomhed til Norma Jeane og Marilyn Monroe, hvor overgangene på snedig vis understreger de unge drømmes melankoli og virkeligheden ved at være fanget af berømmelse og et glansbillede. Som Norma Jeane var Ellie Clayton intet mindre end enestående – begejstret over de muligheder, hun griber, og sørgmodig over de konsekvenser, det har for hendes ægteskab og liv. Hun matches af Kate Robson-Stuarts forførende Marilyn Monroe, der leverer præcis nok af stjernens essens til at undgå en stereotyp gengivelse; både manuskript og musik formår at gøre Marilyn menneskelig. Titelsangen "Blonde" er en smuk duet mellem Norma Jeane og Marilyn, fyldt med håb, ambitioner og et strejf af fortrydelse. Brigid Shine leverer en pragtpræstation som Paula Strasberg – en komisk nydelse – og ensemblets fortolkning af Actors Studio Alma Mater er et vidunderligt nummer proppet med jokes, som teaterfolk vil elske!

Det er en særdeles stærk forestilling for kvinder, men manuskriptet udvælger nøglepunkter fra Marilyns liv for at understrege mændenes dominans omkring hende. Fortalt gennem fotografen George Giffords linse (en glimrende Joe Etherington), bliver magten personificeret af den afskyelige filmmogul Daryl Zanuck (fremragende Tom Hopcroft), hvis attitude vækker genklang hos den nuværende #metoo-bevægelse. Cara Nolans stramme instruktion holder fokus, og musikken stråler overalt – dette er en forestilling med masser af potentiale. Monroe var unik, idet hun var lige så elsket af kvinder og LGBTQ+-personer som af heteroseksuelle mænd. Måske kunne en videreudvikling af forestillingen inkludere fansene, da den effekt, hun havde på publikum i biografmørket, mangler i øjeblikket.

Monroes ægteskaber og berømmelsens pres på dem er godt skildret, med Scott Middleton som en fin Arthur Miller, der lader intellektet kæmpe mod de følelsesmæssige impulser – en performer med stort talent og potentiale.

Hvis du ikke allerede kender Howell og Hurt, så bør du gøre det; deres musical-adaption af Angela’s Ashes tog Irland med storm sidste år, og den må snart stå for tur til en britisk premiere. Blonde vidner om, at det kun er et spørgsmål om tid, før deres arbejde bliver bredt kendt.

LÆS MERE OM RADA