ANMELDELSE: Blondel, Union Theatre ✭✭✭✭

Connor Arnold spiller Blondel. Foto: Scott Rylander Blondel

Union Theatre

23. juni 2017

4 stjerner

Bestil nu

En gennemført charmerende og sjov oplevelse i musical-genren venter alle, der følger i den vandrende skjalds fodspor. Den nuværende, opdaterede genopsætning af 2006-manuskriptet skyldes det fremragende arbejde hos Union Theatre. Teaterchef Sasha Regan står bag sin første produktion i de nye lokaler, og hun mestrer både rummet, fortællingen og partituret i tæt samarbejde med sin faste koreograf, Chris Whittaker, der leverer det elegante benarbejde i forestillingens iscenesættelse. Med Ryan Dawson Laights karakteristiske rå scenedesign, der pryder et bagtæppe af et Europa, som tilsyneladende har fået hjertet og indvoldene revet ud (hvor symbolsk!), er handlingen kyndigt belyst af brancheveteranen Iain Dennis, mens de akustiske arrangementer og den musikalske ledelse varetages af eksperten Simon Holt. Forestillingen er let på tå og fri for ligegyldig sentimentalitet, og den leverer muntre komiske greb til de utallige musiknumre. Som en feel-good forestilling til sommerens begyndelse rammer den plet!

Neil Moors som Richard Løvehjerte og ensemblet i Blondel. Foto: Scott Rylander Første halvleg fortæller historien om, hvordan det 12. århundredes sangskriver af samme navn (en flot præstation af nykommeren Connor Arnold, der dog her virker overraskende vokal-svag og dramatisk afdæmpet – jeg har set ham have en langt mere imponerende gennemslagskraft andre steder) bliver 'opdaget' og forfremmet til det fornemste job ved hoffet hos Richard Løvehjerte. Kongen, med sin afhængighed af korstog, bliver her spillet som en blanding af hipster og Ironman af den heroisk-stemmede Neil Moors – en storslået scenetilstedeværelse, kendt fra de 'rene herre-forestillinger' af Gilbert & Sullivan, som har været Union Theatres speciale på det seneste. Kvinderne, der holder vores helt kørende, er moren (en energisk Katie Meller) og den stærke feministiske kæreste Fiona (en stilsikker Jessie May, der gør det helt klart, at det er ham, der har brug for hende, og ikke omvendt – en forfriskende nyhed i musicalverdenen). Blondel er, som så mange andre musikere, udelukkende interesseret i sin musik og ønsker kun topjobbet på grund af sin obsessive kunstneriske selvtillid. Det giver drivkraften til hans episke rejse gennem kontinentet i anden halvleg for at finde den forsvundne Richard – hvis hovmod og dårlige temperament har landet ham i fængsel hos en af forestillingens mange, mange campede figurer: Hertugen af Østrig (Jay Worthy, der også gør det godt som første akts komiske modspiller, Saladin).

Connor Arnold som Blondel og Michael Burgen som snigmorderen i Blondel. Foto: Scott Rylander

Hans ambitioner bliver dog modarbejdet af værkets førende komiske antagonist, 'Snigmorderen' (en fænomenal komisk kreation af Michael Burgen, hvis klovnerier alene er billetprisen værd) og den voldsomt campede Alan Cumming-lignende Prince John med Freddie Mercury-stemme (en herlig inkarnation af James Thackeray), der får et fantastisk showstopper-nummer i anden akts 'I Just Can't Wait To Be King'. Disse to karakterer antyder kraftigt, at forestillingen kunne stå endnu stærkere, hvis den turde give endnu mere slip og give plads til de store grin. Samtidig antyder titlen på DET nummer måske, at showet skamløst efterligner andre værker; til en vis grad gør det det, men husk på, at det blev skrevet et helt årti før 'Løvernes Konge', og det er præcis lige så i stand til at definere musical-troper som at afprøve andres. Jeg tror snarere, at her er et tilfælde, hvor andre måske er blevet 'inspireret' af dette værk.

Blondels munke - David Fearn, Ryan Hall, Oliver Marshall, Calum Melville. Foto: Scott Rylander

Ikke desto mindre ligger en betydelig del af charmen i Stephen Olivers musikalske palet, og den efterfølgende bearbejdning af Mathew Pritchard, i hvordan den klogt og vittigt benytter lydbilleder fra hele det musikalske landskab – fra 'Kings' Singers'-stilen i munkekorets gregorianske sang (David Fearn, Ryan Hall, Oliver Marshall og Calum Neville) til et strejf af 80'er-pop. Olivers musik gør sjældent krav på at kunne stå helt alene uden for teatret, hvorimod Pritchards 'Aim For The Heart' velfortjent fungerer som forestillingens udgangsmusik; det er bestemt en melodi, der hænger ved. Alt i alt er det charmerende skrevet materiale, og selvom karaktererne måske ikke når meget længere end todimensionelle tegneseriefigurer, sørger det for en yderst behagelig oplevelse.

Lige så strålende er de ofte ekstremt opfindsomme og elegante tekster af Tim Rice, der overrasker med uventet delikate detaljer, som menneskeliggør selv de mest lystige øjeblikke. Manuskriptet, oprindeligt af Rice og Tom Williams, har fået endnu en overhaling, og selvom det måske stadig ikke løser alle de tekniske udfordringer, det stiller sig selv, præsenterer det os ikke desto mindre for en ny vision af verdenen efter 'Pippin' og før 'Spamalot', hvor middelalderen kan udnyttes til fulde for sange, dans og morsomme sketches. Co-producent Donald Rice (søn af tekstforfatteren og medforfatteren) er begejstret for det arbejde, der er lagt i forestillingen hos Old Union Arches, og hvem ved, om showet nu finder nyt liv til at rejse endnu længere.

Spiller indtil 15. juli 2017

KØB BILLETTER TIL BLONDEL