ANMELDELSE: Boys In The Buff, Stockwell Playhouse ✭✭✭

Boys In The Buff

Stockwell Playhouse (tidligere LOST Theatre)

13. juli 2017

3 stjerner

Bestil nu Der er lagt masser af imponerende kreativt talent i dette projekt, og man må bare lade sig imponere over den tårnhøje kvalitet, der er kælet for her. Tekst og musik er af Chris Burgess, suppleret med ekstra sange af Cathy Shostak, BB Cooper og Sarah Travis, mens instruktion og koreografi er lagt i hænderne på Sam Rayner med assistance fra Robbie O’Reilly. Den musikalske ledelse og orkestrering står Joe Louis Robinson for (selvom han tilsyneladende kun var med til premiereaftenen via forudindspillede bånd). Richard Lamberts lyssætning er ofte henrivende, og denne produktion markerer faktisk åbningen af årets LAMBCO Fringe Festival, som nu spiller på det nyomdøbte Stockwell Playhouse (tidligere LOST Theatre). Scenografien er minimal med kun få rekvisitter og enkle kostumer.

Selve musikken lyder dog imponerende: Burgess har læst grundigt på sin 'Great American Songbook', og han præsenterer os for et partitur bestående af næsten 20 numre i løbet af knap 70 minutter på scenen. Hvert nummer lyder vitterligt som noget, der hører hjemme på den anden side af Atlanten, måske i en smart lille Off-Off-Broadway-revy i Greenwich Village. Faktisk ville det ikke undre mig, hvis det er præcis derfra, de stammer. Den store mængde sange efterlader ikke meget plads til andet, end at de medvirkende synger og danser sig igennem forestillingen, hvilket de gør ganske kapabelt. Drengene det drejer sig om er: William Frazers intense og en anelse 'chavvy' Dan; Adam O’Sheas veltrænede og toptunede Max (han er også forestillingens 'dance captain', og man forstår hvorfor, når man ser ham bevæge sig gennem Rayner og O’Reillys krævende koreografi); Shaun Riddick som den noget mere kluntede Richard; og Julian Quijano, der er kilden til herlig pinlighed som Phil. De ville alle være forestillingens stjerner, hvis ikke det var for en ret morsom faktor...

Den egentlige hovedrolle indehaves nemlig af den uindtagelige og bossy Diana, spillet af Natalie Harman – en diva in spe. Heri ligger den egentlige morsomme krølle på denne showbiz-affære: det hele handler om hende. Hun er først på scenen og først i vores tanker – og på sin vis er det en nåde. Hun er det 'yang', der holder styr på alt det testosteronfyldte 'ying'. Hvorfor hun helt præcist skal være der, er nok et spørgsmål, man ikke skal bore for meget i; dette er letbenet underholdning, der ikke tåler alt for dyb granskning. Der er masser af jokes og masser af energiske dansetrin, og al denne hektiske aktivitet afleder som regel opmærksomheden fra spørgsmålet om, hvad meningen med det hele egentlig er. Ensembleres stemmerne rækker generelt til numrenes krav – selvom der er øjeblikke med usikker intonation, og visse linjer virker til at ligge lige på kanten af deres rækkevidde. Men pyt med det. Disse små usikkerheder varer aldrig længe, før næste hurtige bemærkning kommer flyvende og...

Hvem sidder der og fniser? Nå, du har set showet. Du er med på den endeløse strøm af lumre hentydninger i manuskriptet (og sangteksterne). Du har gennemskuet undertonen af den britiske blufærdighed kombineret med en besat interesse for andre menneskers nøgenhed, der gennemsyrer denne bevidst tarvelige lille revy – en revy, der næsten virker til at konkurrere i vulgæritet med det snuskede omklædningsrum for de afdankede strippere i 'Gypsy'? Jeg forstår. Okay. Jamen i så fald vil du måske undre dig over, hvordan dette show ville føles, hvis det fik lidt mere dybde. Som det står nu, er det, hvad det er: det er god underholdning, så længe man ikke stiller for store krav til det.

Spiller indtil 29. juli 2017

BILLETTER TIL BOYS IN THE BUFF