ANMELDELSE: Foxfinder, Ambassadors Theatre ✭✭

Julian Eaves anmelder Iwan Rheon i Dawn Kings skuespil Foxfinder på Ambassadors Theatre.

Iwan Rheon og Paul Nicholls i Foxfinder. Foto: Pamela Raith Foxfinder

Ambassadors Theatre,

13. september 2018

To stjerner

Book Foxfinder-billetter

Det er altid fascinerende at se, hvilke teaterstykker der bliver satset på i promoveringen. Denne genopsætning af en lille gyser-fremtidsfabel for fire personer er et interessant eksempel.

For det første har den fået en utrolig flot opsætning af den dygtige Rachel O'Riordan. I Gary McGanns mesterligt enkle og smukke scenografi får vi en smagsprøve på hans vision for opera i en nærmest surrealistisk blanding af træbondegård og skov. En form for selve verdenstræet rejser sig majestætisk fra midten af stuegulvet, mens en enkel trappe på den ene side stiger op med symbolsk mystik. På den anden side strømmer Paul Andersons fortryllende lysindfald gennem kølige vinduer og bader castet i et varmt skær. McGann klæder dem i nutidigt tøj, eller måske fra de seneste årtier, men deres verden viser få andre tegn på modernitet. Ingen mobiler. Der er ikke engang en fastnettelefon. Hvis folk vil tale sammen, må de troppe op og banke på døren – også den hemmelige politi-agtige gæst, som titlen refererer til.

I denne fantasiverden er ræve en rædselsvækkende, dyrisk plage, der forsøger at trække Albion tilbage i et frygteligt kaos. Kun regeringens moralske retskaffenhed og dens omrejsende rævefindere står i vejen for den nationale undergang. Indtil videre er det ret engagerende. Stykket begynder faktisk meget lig Sam Shepards enormt stærke 'The God of Hell', som blev vist i en forrygende opsætning på Donmar i 2005 – længe før Dawn King lancerede sin version af samme setup på Finborough i 2011. Og jo længere jeg sad og så dette drama, desto mere lignede det Shepards tidligere stykke. Med én væsentlig undtagelse: kvaliteten af teksten er slet ikke på samme niveau.

Det er naturligvis ikke King's skyld – få dramatikere er så dygtige som Sam Shepard. Hun gør sit bedste. Med de gode intentioner uden på tøjet navigerer hun klart gennem sin enkle historie og skitserer bidder af dystopisk ubehag, der lurer lige uden for døren. Hendes kvartet af to mænd og to kvinder manøvrerer nervøst omkring hinanden, hele tiden holdt oppe af en overflade af Pinter-agtig enkelhed. Men hvor Pinter kan skildre almindelige mennesker og få dig til at ryste af skræk over de mørke kræfter, der påvirker dem, giver King ikke helt sig selv chancen. Historien kommer i gang flere gange, men hun formår ikke at føre idéerne med fra én scene til den næste: scenerne blænder ned, musikken spiller (takket være komponist og lyddesigner Simon Slater), og så prøver vi at få det hele i gang igen i en ny scene. Jeg kan ikke lade være med at føle, at hendes talent ville komme bedre til sin ret, hvis det fik lov til at bygge op og eskalere med færre afbrydelser. Det ville være muligt at omstrukturere de to akter til sammenhængende forløb; det ville koncentrere effekten og skabe et langt stærkere spil.

Som det er nu, står skuespillerne tilbage med den nærmest uoverstigelige opgave at smede lænker mellem de tynde dele af fortællingen. De er alle kendte ansigter fra tv, hvilket nok skal hjælpe med at nå et bredere publikum, men er det nok til at holde sammen på det hele? Parret, vi starter med, Heida Reeds Judith og Paul Nicholls' Samuel Covey, navigerer behændigt gennem deres klichéfyldte roller og gør, hvad de kan for at være ægte og gribende. Deres gæst, G.O.T.-stjernen Ramsay Bolton – her som rævefinderen William Bloor, spillet af Iwan Rheon – er begravet i sort tøj, indtil han smider det (alt for kortvarigt, vil nogle mene) for at piske sin veltrænede krop med en nipisk. Desværre har hans stemme ikke samme fleksibilitet eller skønhed, og man bliver hurtigt træt af den monotone klang. Der er dog endda en lille scene med simuleret (og fuldt påklædt) tvangsex. (Indtil da havde jeg overvejet, om manuskriptets barnagtighed var målrettet et 'Young Adult'-publikum. Men nej, det tror jeg alligevel ikke, det er... eller hvad?) Den indblandende nabo, Bryony Hannahs Sarah Box, forsøger at bringe lidt action ind i det mekaniske og forudsigelige plot. De gør virkelig deres bedste. Men oddsene er imod dem. Manuskriptet bliver aldrig mere levende, end det er her. Hvis der skal uddeles priser, går min til Nicholls for hans utrættelige og intense portræt af den papirstynde karakter, han er blevet tildelt.

Lige meget. Man kan altid gå hjem og læse 'The God of Hell' igen og igen, mens man reflekterer over, hvad det kræver at være en virkelig god dramatiker. Og hvem ved, måske får producenten Bill Kenwright en dag lyst til at sende DET stykke på turné!

BILLETTER TIL FOXFINDER