ANMELDELSE: Once We Lived Here, Kings Head Theatre ✭✭✭✭

Once We Lived Here. Foto: Roy Tan Once We Lived There

King’s Head Theatre

24. april 2014

4 stjerner

Jeg brød en af teatrets uskrevne regler (gå aldrig ind i salen, når forestillingen er begyndt; det er respektløst over for både kunstnerne og publikum) sidste torsdag takket være London Overground, som ellers plejer at køre effektivt, men som her var usædvanligt ramt af forsinkelser. Men tak skæbne for det, for ellers var jeg gået glip af London-premieren på Dean Bryant og Matthew Franks musical Once We Lived Here på King's Head Theatre.

Og det ville have været en tragedie, for dette er et vigtigt og ganske bemærkelsesværdigt stykke musikteater – et værk, der fortjener opbakning, og som bør ses.

Hvis det var skrevet i Storbritannien, er jeg overbevist om, at en institution som National Theatre ville have taget det til sig, plejet det og støttet det. Års workshops og ressourcer fra et velfunderet teaterhus ville have sikret en tryg og kreativ modningsproces efterfulgt af en fuldblods produktion med alt, hvad der dertil hører. Men Australien har intet modstykke til National Theatre, og den politiske vilje til for alvor at støtte landets egne dramatikere er stort set ikke-eksisterende.

Once We Lived Here er på alle måder et stærkere værk end The Light Princess, men sidstnævnte har fået en modningsperiode og en glamourøs debut, som førstnævnte kun kan drømme om – og som det burde have haft.

Manuskriptet pulserer med en direkte facon og en følsomhed, der er gennemført australsk. Karaktererne er tegnet med stor dygtighed, og fortællingen har lige så mange sving og overraskelser som en bæk på landet. Varmen er også konstant nærværende – både den temperatur, karaktererne lever under på farmen, og de ulmende temperamenter, der slår gnister på grund af fortidens synder, misforståelser, skam og pligt.

Konceptet er enkelt nok. En farm i det landlige Australien. En datter er flygtet til storbyen; en søn er taget på 'walkabout'. Den ældste datter blev på farmen for at leve det liv, hun tror, hendes afdøde far ønskede for hende. Moderen ligger for døden med kræft, så børnene vender tilbage – og gamle spændinger blomstrer op på en ubehagelig, smertefuld, men utroligt realistisk måde. Tilsæt en joker i form af en tidligere medhjælper på farmen, og så er lunten tændt.

Bryants tekst er præcis, ærlig og fuld af både smerte og håb. Han leger elegant med en lineær tidslinje, så vi møder familien på forskellige tidspunkter i deres liv på farmen. Lag for lag afsløres det, hvad der skiller familien ad, men også hvad der binder dem sammen.

Franks musik er for det meste forførende, til tider formidabel og aldrig kedelig. Den er også gennemsyret af en følelse af Australien, og de bedste øjeblikke er virkelig noget særligt: Ordinary Day, Guitar Lesson, Only You, We Like It That Way, The Leaves In Summer. Hver og en er en lille perle.

Bryant har også instrueret denne opsætning. Jeg har dog en mistanke om, at forestillingen i virkeligheden har brug for en instruktør uden personlig tilknytning til værket. Som med så meget andet teater er forestillingen her faktisk større end summen af sine enkelte dele, og et frisk blik ville hjælpe med at fremdrage de skjulte nuancer i både karaktererne og historien.

De bedste præstationer er fremragende.

Shaun Rennie er herlig som Burke, den omrejsende daglejer, hvis tilbagekomst til den gamle Macpherson-farm får konsekvenser for hele familien. Vital, rå og med en indre ro er Rennie indbegrebet af den afslappede australske 'bushman', der er på god fod med alle, klar til at tage fat og altid på udkig efter en mulighed – uanset om det gælder landmandens kone eller en jobmulighed. Med et skæg, der vidnede om lange perioder i isolation og eftertænksomhed, var hans præstation afslappet men kompleks, og Rennie sang ubesværet godt.

Som Lecy, datteren der flygtede fra farmen til byens glimmer og overfladiskhed, er Belinda Wollaston vidunderlig, skarp og sårbar på én gang. Hun håndterer den lidt fjollede komik godt, men er også yderst effektiv i de indviklede scener med familiestridigheder. Faktisk er det Wollaston, der mest overbevisende får publikum til at tro på, at familien Macpherson er en rigtig familie – hun binder mor, bror og søster sammen i en generøs præstation fuld af glød og fine detaljer. Hun synger desuden med masser af energi og varme, og hendes afsluttende reflektion i scenen "When we were little, we had so much fun here" er dybtfølt og rammende.

Melle Stewart kastede sig entusiastisk ind i rollen som storesøsteren Amy – en herre-pige og en 'mini-udgave' af farmand, der altid står i skyggen af sin afdøde far. Hun var bedst i sine scener med Rennie (Amy og Burke har en fortid sammen), som var direkte, fulde af charme og smerteligt ærlige. Hendes ordvekslinger med Wollastons Lecy var også præcise; en perfekt skildring af det særlige bånd mellem søstre – man finder sig ikke i hvad som helst, men hvert ord vejes på en guldvægt af søskendekærlighed. Stewart har en fantastisk stemme, der passede perfekt til musikken og skabte nogle af aftenens smukkeste musikalske øjeblikke.

Det er en svær opgave at ramme en autentisk australsk accent, og endnu sværere når resten af holdet er australiere, men Lestyn Arwel klarede det bedre end de fleste (selvom han oftere lød som en bror fra New Zealand end fra Australien). Arwel har en naturlig charme på scenen, som mærkeligt nok virkede lidt mod hensigten i forhold til den rugende, mutte og helt fortabte karakter, Shaun. Hvor søstrene stod knivskarpt, var Shaun mere diffus og undvigende som karakter. Det virkede mere som et valg i skuespil eller instruktion end som noget i selve teksten, hvilket var lidt sært, for som aftenen skred frem, viste Shaun sig at være en kompleks figur, ligeså præcist skrevet som sine søstre.

Claire, familiens overhoved, er en af de solbrændte, jordbundne og utrættelige kvinder, som det australske vildnis er bygget af – ustoppelig, tør, klog, varmhjertet og ukuelig. Den type kvinde, der ikke lader en lille detalje som uhelbredelig kræft stå i vejen for en arbejdsdag eller at tage sig af andre. Simone Craddock gjorde det fornuftigt i rollen, men hun manglede at skrue op for den rå, bramfrie og jyske-agtige (i overført betydning) stolthed, der ligger i denne intense kvinde. Claire indeholder flere facetter, end Craddock fik frem her.

Alex Beetschen og det lille ensemble spillede musikken med energi og stil. Generelt var sangen af meget høj standard og fik alle partiturets kvaliteter frem.

Scenen er lille, men Christopher Hones scenografi gjorde et godt stykke arbejde med at vække de forskellige steder på farmen til live.

Det er en fornøjelse at opleve kreative australske stemmer i London, både på og bag scenen. Denne forestilling fortjener en stor opsætning med ordentlig finansiering og markedsføring. Det er en skam, at dens korte spilleperiode nu er slut.