ANMELDELSE: Pete 'N' Keely, Tristan Bates Theatre ✭✭✭✭

Katie Kerr og David Bardsley i Pete 'N' Keely Pete 'N' Keely

Tristan Bates Theatre

Torsdag d. 4. maj 2017

4 stjerner

Bestil nu

Tre hurraråb for den dristige, strålende og modige forestilling, der nu brager ind på scenen i det hyggelige og intime Tristan Bates Theatre. Det er – så vidt jeg forstår – takket være instruktør Matthew Goulds ihærdige indsats, at vi har fået fornøjelsen af dette to-mands show.  For sytten lange år siden bjergtog det Off-Broadway-publikummet i en desværre alt for kort periode på lidt over 100 forestillinger, og nu gæster det denne lille teaterperle i Covent Garden på et kortere besøg.  Hvis du er til geniale revyer forklædt som musicals, må du ikke lade denne gå din næse forbi.  Du vil blive tryllebundet.

Først og fremmest.  Emily Bestow rammer plet med scenografien; et fantastisk farverigt, men alligevel enkelt og rummeligt design, der placerer os direkte i de glittede farve-tv-specials’ verden. Her skal de to titelfigurer til at iscenesætte en yderst offentlig genforening efter deres skilsmisse.  Mitchell Reeve belyser det med dybde og intensitet, og Sam Glossops lyddesign lægger ud med autentisk 60'er-reklamesnak, før det giver perfekt afbalanceret plads til bandet under ledelse af James Cleeve (tangenter), med Richard Burden på percussion og Doug Grannell på bas. Det er et fremragende hold, der spiller Patrick S. Bradys arrangementer med præcision og kærlighed.  Brady har også skrevet det nye musikalske materiale og stået for kor-arrangementerne, hvilket jeg vender tilbage til lige om lidt.

Katie Kerr og David Bardsley i Pete 'N' Keely

Efter en kort intro møder vi aftenens 'stjerner': en Pete Bartel iført en frygtindgydende paryk, et ordentligt overskæg og flæseskjorte (tænk Robert Goulet møder Liberace), og den imponerende Keely Stevens (hun virker til at være trådt direkte ud af 'Hairspray' via 'Valley of the Dolls').  De to tager os derefter med på en forrygende rejse gennem virtuose numre, der udforsker deres tidlige karrierer, deres møde, kurmageri og ægteskab, deres skilsmisse, de efterfølgende (og mindre heldige) solokarrierer, og – endelig – den ultimative forsoning på scenen og skærmen.  Undervejs bærer de to hele fortællingen på deres skuldre, kun afbrudt af korte stemmer fra højttalerne og en tiltrængt pause.  Udover at være et pragteksempel på, hvordan man skaber fuldblods underholdning med bare to skuespillere, er det også en kæmpe udfordring, der stiller store krav til de medvirkendes færdigheder og kunstneriske formåen.

Vores skuespillere er David Bardsley, som for nylig leverede en solid præstation som Bruce Ismay i genopsætningen af 'Titanic' på Charing Cross Theatre, og Katie Kerr, som jeg sidst så gøre det rigtig godt i 'Sunset Boulevard' på ENO.  For dem begge repræsenterer dette et massivt spring opad i sværhedsgrad.  De skal igennem 19 musiknumre med meget lidt dialog imellem; visse af disse numre, såsom de nye 'The Cross Country Tour' og 'Tony and Cleo', er forrygende showstoppere, der i sig selv er hele billetprisen værd.  Derudover skal de fortolke en god håndfuld klassikere fra 'The Great American Songbook', som publikum kender fra de allerstørste stjerner – nogle gange leveret seriøst, men lige så ofte for humorens skyld.

Katie Kerr i Pete 'N' Keely

Der er også masser at grine af.  Man kan nyde det på egne præmisser, men jo mere man kender til showbiz, jo sjovere bliver parodierne på selvfede kendisser.  På mange måder er humoren så sofistikeret og kvik, at den leder tankerne hen på 60'ernes skarpe revyer, ikke mindst dem med britiske navne som Millicent Martin, David Kernan og Julia McKenzie.  Det er store navne, og på en måde skriger dette lette materiale efter professionelle sværvægtere for at komme helt til sin ret.  Man kan ikke lade være med at spekulere på, hvad skuespillere som Julie Atherton og Simon Lipkin kunne have fået ud af rollerne, hvor timingen skal sidde lige i skabet for at få vittighederne hjem.  Men det er selvfølgelig ren spekulation.  Her har vi et talentfuldt par, der giver alt, hvad de har – og det er ikke så lidt.

Der er også rørende øjeblikke i anden akt – ikke så meget, at det bliver kvalmt, men lige nok til at variere tonen på en delikat bittersød måde.  Kerr bærer det meste af dette og viser et bredere register, end Bardsley får lov til. Det står ret klart, hvor forfatter James Hindmans sympatier ligger i denne kønskamp, og James Waldrops tekster til Bradys musik understøtter dette synspunkt.  Vi er nødt til at være på hendes side.  Og det er vi.  Og det er dejligt at opdage, at man midt i alt det komiske kaos faktisk tager dem – og især hende – alvorligt, og føler med dem.

Undervejs er der mange glimrende scener.  Der er også tidspunkter, hvor fraseringen og intonationen er lidt usikker, men det bliver forhåbentlig løst efter et par forestillinger mere og lidt fintuning af teknikken.  Hvad angår deres stemmer sammen, er det måske endnu ikke det ideelle mix; Bardsleys og Kerrs vokale temperamenter virker meget forskellige.  De gør deres bedste for at harmonere, men de har indimellem deres hyre med at finde den rette klang og balance.

Hvis man er ude efter en behagelig og underholdende aften i teatret, kan man dog godt se gennem fingre med de små skønhedsfejl.  Man kunne vælge at se det som en illustration af, at de er gledet fra hinanden (selvom det ikke ligefrem hjælper på deres legendariske status som 'sangstjerner og hjertebørn' eller forbereder os på deres genforening).  Men pyt med det.  Det er god underholdning, og hvis man bare fokuserer på alt det gode, får man en fantastisk aften.

Spiller frem til 20. maj 2017

KØB BILLETTER TIL PETE 'N' KEELY