ANMELDELSE: Picasso, Playground Theatre ✭✭

Ensemblet i Picasso. Foto: Scott Rylander Picasso

The Playground Theatre,

7. november 2017

2 stjerner

Bestil billetter

Åbningen af et nyt teater er altid en festdag, og vi byder alle ankomsten af dette fine nye tiltag velkommen i det ellers mærkede Latimer Road-område. Teatret er indrettet i en tidligere busterminal, der er blevet stilfuldt og elegant ombygget med en café, der også fungerer som bar.  Et stjernespækket publikum var mødt op for at fejre premiereaftenen i de nye rammer med et helt nyt stykke om en af alle tiders største kunstnere – og tilfældigvis en personlig favorit – Pablo Picasso.

Klara Zieglerova har skabt en stemningsfuld cirkel af løs jord (eller er det sand?), som skuespillerne kan vandre og vælte sig rundt i; en vaskeægte 'legeplads'.  Davy Cunningham belyser scenen med enkelhed, og der er videoprojektioner af Matthew Ferguson, som viser castet i filmklip samt andre optagelser og billeder.  Resten af handlingen udspiller sig i den cirkulære sandarena med teatrets medkunstneriske leder, Peter Tate, i titelrollen, flankeret af Adele Oni, Claire Bowman og Alejandra Costa som tre af hans mange kvinder.  På skærmen ser vi desuden Milena Vukotiv, Margot Sikabonyi og Sandra Collodel som yderligere tre.

Manuskriptet af Terry D'Alfonso var måske færdigt ved hendes død, men muligvis ikke.  Jeg hælder til det sidste, da værket føles som en udbygget skitse uden den livskraft eller energi, man forventer af rigtigt teater.  Teksten fremstår mere som en idé til et stykke end som selve dramaets kød og blod.  Måske som følge heraf virker Michael Hunts omhyggelige, men ret statiske instruktion til at henlede opmærksomheden på netop dette aspekt: karaktererne placeres i positioner for at levere ofte lange og gentagne taler om mere eller mindre abstrakte emner, hvilket måske (eller måske ikke) er et forsøg på at fremmane en af kunstnerens mange stilarter.

Det er dog især Peter Tates hovedrollepræstation, en indstuderet øvelse i monotoni, som er mest forvirrende og udmattende.  Han ændrer knap nok sin diktion i løbet af de beskedne 70 minutter, stykket varer, hvilket får den korte tid til at føles som en evighed.  Jeg er ret overbevist om, at dette er et helt bevidst valg; han er en alt for dygtig skuespiller til at være havnet i den tilgang ved et uheld.  Ikke desto mindre er effekten, at publikum mases ned til overgivelse, ligesom en toreador gør med en tyr i ringen (et af de flere åbenlyse og fortærskede billeder i manuskriptet).

Over for hans monolitiske tilgang til karakteriseringen står de jævnlige klager og klynk fra hans kurrende disciple – de overfladiske, farveløse kvinder, som tilsyneladende ikke har bedre at tage sig til end at ødsle deres liv væk på en værdiløs egoman.  De udgør et smerteligt kor af misbilligelse. Præcis hvorfor nogen af dem overhovedet så noget i den anden, forbliver en total gåde helt frem til den bitre ende.

Hvis du tror, at dette er noget for dig, så tag endelig afsted.  Men du bør nok overveje det en ekstra gang.

Spiller indtil 25. november

PICASSO BILLETTER