ANMELDELSE: The Cardinal, Southwark Playhouse ✭✭✭

Stephen Boxer og Natalie Simpson i The Cardinal. The Cardinal

Southwark Playhouse,

Fredag 28. april 2017

3 Stjerner

Bestil nu

I de seneste år, præget af en slags 'fin-de-royaume'-stemning, har vi set en fornyet publikumsinteresse for de dystre, blodige, kyniske og pessimistiske dramaer fra det jakobæiske og karolinske England. Nutidens teatergængere flokkes om værker af Webster, Ford og deres lige, og de labber de nådesløse portrætter af amoralister i destruktive og egoistiske forhold i sig. Hvad det siger om samtiden, må man selv vurdere. Men hvis man frygtede, at teatrene snart ville løbe tør for den slags makaber kost, kan man tage det helt roligt – der er masser at tage af endnu.

Her, på det altid foretagsomme og dramatiske væksthus på Newington Causeway, støder vi på endnu et navn til listen over de berømte hævn-tragedikere: James Shirley. Hans stykke 'The Cardinal' har fået en flot opsætning i Southwark Playhouses intime 'Little'-sal. Stykket var noget nær det sidste suk for denne lurvede genre; det udkom i 1641 og balancerer på kanten af den vulkan, der skulle gå i udbrud året efter med den engelske borgerkrig. Ikke nok med det, så anes forfatterens egne krypto-katolske sympatier tvetydigt overalt i dette øjebliksbillede af de machiavelliske rænkespil hos en romersk-katolsk magthaver i Spanien.

Rosie Wyatt, Natalie Simpson og Sophia Carr-Gomm i The Cardinal

Instruktør Justin Audibert har samlet et stærkt hold på 11 skuespillere til at fylde det lille scenerum, og han har kun valgt de bedste – navne fra RSC, National Theatre og andre fornemme scener. Og de er virkelig en fornøjelse. Stephen Boxer i titelrollen morer sig tydeligt i rollen som en af Guds mere tvivlsomme hofmænd. Natalie Simpson spiller den både svimle og vampede 'femme fatale'-enke, hertuginde Rosaura. Hendes valg i trekantsdramaet om en ny ægtemand står mellem den romantisk dødsdømte Alvarez (Marcus Griffiths) og hans dominerende, Bosola-agtige morder Columbo (Jay Sieghal). Timothy Speyer fungerer upåklageligt som Antonio, der prøver at holde styr på hertugindens kaotiske husholdning, og Ashley Cook leverer en fin præstation som en drømmende og virkelighedsfjern konge af Navarra (enhver lighed med den daværende britiske monark er uden tvivl helt bevidst og spidsfindig).

Dette er en fascinerende periode i britisk kulturhistorie. Teatret stod på tærsklen til at blive et organ for samfundsdebats og kritik. Det er ikke mærkeligt, at Cromwell lukkede det ned så snart han kom til magten (selvom han, som andre magtfulde lyseslukkere, naturligvis fortsatte med at nyde private forestillinger for sin egen fornøjelses skyld). Men da han og hans system faldt, genåbnede teatrene, og alle sluser blev åbnet for en revolution i ytringsfrihed, man aldrig havde set før. Dette stykke placerer os i netop det spændingsfelt, hvor forfattere som Shirley (her mod slutningen af sin karriere) forsøgte at bryde med de stive konventioner. Hans stramt komponerede plot og fokus på den centrale handling sender tråde frem mod Restaurationens intensitet. Han fravælger de store taler og det episke teaters poetiske svinkeærinder til fordel for mere nære, private og enkle interaktioner.

Marcus Griffiths og Natalie Simpson i The Cardinal

Ikke desto mindre er sproget præget af datidens vane med at 'låne' fra andre kilder. Replikker og hele passager er løftet direkte fra andre dramaer. Man ser for eksempel et par, der planlægger et mord, pludselig tale med ord lånt fra Beatrice og Benedick fra 'Stor ståhej for ingenting'. Det fungerer, men det kan lyde mærkeligt i dag, hvis man kender referencerne. Meget vil dog gå hen over hovedet på den gennemsnitlige teatergænger, og så er det egentlig ikke et problem.

Den travle scene giver ikke megen plads til pynt, så Anna Reid holder scenografien enkel – et enkelt røgelseskar, et enkelt trin, en grå væg og store grå fliser – mens Peter Harrison lyssætter det uden dikkedarer. Kostumerne er flotte, og Max Pappenheims lyddesign får os klogt til at føle os i et enormt kirkerum, før han trækker lyden helt tæt ind til den intime produktion. Bret Younts kampsekvenser er fremragende, især den imponerende fægtning i anden akt.

James Shirley er måske ikke en af de største dramatikere i britisk historie, men han er langt fra den dårligste, og dette er formentlig hans bedste værk. Det præsenteres for os på et tidspunkt med national usikkerhed, der på mange måder minder om den tid, det blev skrevet i. Og med sin særprægede metafor om verdslig og åndelig magt har det stadig noget interessant at sige os. De sidste replikker vil i hvert fald sikre, at man forlader teatret overbevist om netop det.

Foto: Mitzi de Margary

BESTIL BILLETTER TIL THE CARDINAL PÅ SOUTHWARK PLAYHOUSE HER