ANMELDELSE: The Color Purple som stream fra Curve Leicester ✭✭✭✭✭

Ray Rackham anmelder den online musicalopsætning af The Color Purple at Home, præsenteret af Curve Leicester.

Ensemblet i The Color Purple at Home. Foto: Pamela Raith

The Color Purple at Home

Streamet online

Curve Leicester

5 stjerner

Bestil billet

En række lodrette projektører tårner sig op over en samlet gruppe vidner, der i umiddelbar og frydefuld harmoni blotlægger en fortid, som verden havde håbet at glemme, i Marsha Norman, Brenda Russell, Allee Willis & Stephen Brays fænomenale og højaktuelle musical, The Color Purple. Det er søndag morgen, og det ensemble, der bebor denne verden, lader os vide, hvor og hvorfor vi er her. Vi ved, at denne historie tilhører Celie (T’Shan Williams i en majestætisk og bjergtagende præstation). Vi ved, at ensemblet kyndigt vil føre os gennem de år og tragedier, der rammer et samfund, som er marginaliseret, brutaliseret og ofte uden håb. Vi ved, at værket ikke blot vil udstille den sortes kamp uden tøven eller undskyldning, men også fejre den sorte eksistens med glæde og overskud. Mest relevant er det dog, hvordan vi, som begivenhederne udfolder sig, subtilt bliver mindet om, hvor vigtig denne historie fortsat er.

T'Shan Williams (Celie), Ako Mitchell (Mister) og Danielle Fiamanya (Nettie). Foto: Pamela Raith.

Efter deres storslåede juleopsætning af Sunset Boulevard – en musical, der fremstod fornyet og revolutioneret til denne nye verden af teater-streaming – er det forbløffende at konstatere, at Curve med The Color Purple har formået det umulige: de har overgået sig selv. Skarp cinematografi indfanger den næsten mærkbare dis, man ellers kun forventer at se i et levende teater, mens lystårnene (Ben Cracknells intuitive lysdesign) indrammer et intenst spilleareal. Ved at lade ensemblet blive stående lige uden for drejescenen, men stadig trodsigt tæt på kameraet, repræsenterer de nærmest en forlængelse af os, publikum.

Danielle Fiamanya som Nettie. Foto: Pamela Raith

Tom Marshalls lyddesign, der omfavner de pulserende ekkoer af fårekyllinger, fuglesang og børnelatter, giver stykket en hjemsøgende autenticitet, der igen forener teatrets og filmens virkemidler. Der gøres intet forsøg på at skjule live-streamingens mekanik; vi ser kamerafolk side om side med skuespillerne, der stråler i Alex Lowdes sepiatonede kostumer, som etablerer tid og sted med strejf af farve for at fremhæve karaktererne. Projektioner og overlays bruges ikke til at skjule alt det praktiske bag en teaterproduktion, men snarere til at fremhæve dets eksistens. Denne version af The Color Purple er en kreativ og teknisk triumf. En kombination af klasse, sandhed og ærlighed fra hver eneste afdeling. Tinuke Craig cementerer sin position som en af de førende instruktører inden for denne type teater med en streamet musical, der vitterligt aldrig bliver overgået.

T'Shan Williams (Celie) og Carly Mercedes Dyer (Shug). Foto: Pamela Raith

Succesen for The Color Purple afhænger i høj grad af castets talenter, og i denne produktion er ensemblet over en bred kam fabelagtigt gode. Fra Carly Mercedes Dyers imponerende stærke og menneskelige portræt af Shug Avery til Karen Mavundukures desperate, modstandsdygtige og ubehageligt rå Sofia, sætter musicalen klart sit fokus på kvindekraft; og på den måde forbliver den tro mod Alice Walkers roman. Danielle Fiamanyas transcendente Nettie udforsker den sorte eksistens uden for Sydstaternes klaustrofobiske rammer, og i starten af anden akt fører hun ensemblet an i det forrygende nummer Africa. Der skal dog også lyde en ros til Ako Mitchells Mister, hvis transformation løfter ham fra en Willy Loman-agtig pastiche til en fuldt realiseret del af dette musikalske tæppe, hvilket tilføjer et smukt lag til stykket, især fra hans tour de force i anden akt, Mister Song, og frem. Men forestillingen tilhører Williams, hvis uforlignelige Celie er perfekt skabt, sårbar og sunget; hver sidebemærkning rettet mod os gennem linsen er en medrivende påmindelse om hendes scenetække, og hver tone synges med smerten fra en kvinde, der er dømt af det samfund, hun er fanget i, men som er fast besluttet på ikke at lade sig knække. Der gøres altid meget ud af sangen I’m Here, så det er en særlig fornøjelse at se Williams gøre den til sin helt egen.

Ensemblet i The Color Purple at Home. Foto: Pamela Raith

Stykket rammer med en voldsom følelsesmæssig kraft som følge af alt det, der er sket med teatret, verden og vores lokalsamfund, siden vi sidst så det. Celies rejse udstilles med en forstærket smerte, mens vi udforsker temaer som fællesskab, frygt, resignation og isolation post-2020. I sin kerne trækker Craigs produktion på traditionerne fra Sydstaternes slaveri i al dets onde misogyni og brutale racisme. Den håndterer dygtigt det Amerika, som verden hellere vil gemme væk i besværlig folklore, mens den trodsigt holder et spejl op for dets smertelige arv i dag, i morgen og indtil vi alle for alvor begynder at lytte. Med så stærkt et partitur (Alex Parker er på sit absolutte højdepunkt som kapelmester), er det svært ikke at lytte – og endnu sværere ikke at tænke sig grundigt om. Mens 2021 fortsætter med at byde på en overflod af online-indhold, er det let at tabe kunstens evne til at transformere perspektiver og anspore til handling af syne. Når dette kompagni synger om håbet, der sætter os fri, så gør dig selv den tjeneste at se med. Det er vigtigt.