ANMELDELSE: The Most Happy Fella, New York City Center ✭✭✭✭✭

The Most Happy Fella
Encores! På New York City Centre
6. april 2014
5 Stjerner

Hvis du kan huske, hvordan det føltes første gang du så solen stå op, så dit barns første smil, betragtede Michelangelos David-statue, blev ramt af den helt store kærlighed eller forstod et digt af Shakespeare, så kender du følelsen af absolut, rendyrket lykke og uendelig glæde. Den følelse – det næsten uforsvarligt rene og berusende adrenalinsus af ekstase – blev i aften delt af de hundreder af mennesker, der fyldte New York City Centre til den sidste forestilling af Encores! opsætningen af Frank Loessers ekstraordinære musical, The Most Happy Fella.

Forestillingen var instrueret og koreograferet af Casey Nicholaw, med musikalsk ledelse af Rob Berman, og var en koncert-udgave (tilrettelagt af den utrættelige Bill Rosenfield) af musicalen fra 1956. Tiden vil vise det, men det er meget muligt, at denne koncert-opsætning vil transformere værkets status i offentlighedens øjne på samme måde, som Lincoln Centres opsætning af Sondheims Follies i 1985 i sin tid revitaliserede det værk.

For uden nogen form for tvivl rangerer denne aften blandt de fem bedste live-opførelser af musicals, jeg nogensinde har set. Det var uden overdrivelse mirakuløst.

Det er svært at pege på en eneste detalje her, der kunne have været gjort bedre.

Der er tre hovedårsager til denne succes.

For det første er castingen upåklagelig. Hvert eneste medlem af det store ensemble var det helt rette valg til deres respektive roller. Alle sang, dansede og spillede med en lethed og teknisk overlegenhed, der var beundringsværdig.

For det andet var alle involverede dedikerede til værket og instruktørens vision. Alle præstationer var ærlige, troværdige og i tæt samspil med hinanden. Der var ingen selvhøjtidelige "stjerner", selvom her blev leveret præstationer, man aldrig glemmer. Det var en helstøbt holdindsats og ensemblespil af højeste karat.

For det tredje blev sangene fremført i den helt rette klassiske stil. I stedet for den moderne tendens med 'white sound', overdrevent 'belt' eller kunstige knæk i stemmen, sang hver eneste medarbejder med en korrekt skolet stemme, fuldt engagement, legato, rubato og masser af overskud.

Resultatet var fuldstændig medrivende, hylende morsomt og rørende i lige mål; en sand triumf for musical-genren.

Historien handler om Tony, en genert italiener, der forelsker sig i en servitrice, han ikke tør tale med. Han skriver et kærestebrev på menukortet og efterlader en ametyst-slipseparat i drikkepenge. Han kalder servitricen for Rosabella, og de begynder at skrive sammen. Hun sender ham et billede af sig selv, men da han er bange for, at hun ikke vil besøge ham på grund af hans alder og udseende, sender han et billede af sin flotte formand i stedet. Da hun ankommer, føler hun sig naturligvis bedraget. Hun vil rejse igen, men Tony kommer ud for en bilulykke og bliver alvorligt kvæstet. I frygt for at han skal dø, insisterer han på, at hun gifter sig med ham. Det, der følger, danner rammen om anden akt.

Det er en meget menneskelig og universel fortælling om kærlighed og misforståelser. Det geniale ved Loessers værk er, at det næsten er gennemkomponeret, og musikken bruges aktivt til at skabe, indramme og drive karakterernes rejse fremad. Sangene er ikke bare vigtige, fordi de er gode melodier, men fordi de er essentielle for plottet og karaktertegningen.

Forestillingens mest kendte sang, 'Standing On The Corner', er ikke blot god på grund af sin melodi, men på grund af den historie den fortæller, og det indblik den giver i de fire mænd – især Jay Armstrong Johnsons enfoldige, men herlige Herman. Dette gør sig gældende for alle sange i showet; intet er blot pynt. Hver sang tilfører farve, glans, dybde og form til karaktererne og situationen.

Der er mange forrygende ensemblenumre, nogle morsomme og andre smertelig smukke. 'Big D' er et af de bedste shownumre i musicalhistorien, og her fik det hele armen. 'Song of a Summer Night' stoppede forestillingen på en helt anden måde – med stemningsfulde, fantastiske harmonier fra ensemblet, der smukt understøttede Kevin Vortmanns fine tenor i rollen som lægen.

Cheyenne Jackson har aldrig været bedre. Som den rodløse Joe bragte han både sit klassiske filmstjerne-udseende og sin stærke baryton i spil. Det er en kraftfuld og selvbevidst præstation fyldt med indsigt og energi. Hans duet med Rosabella, 'Don't Cry', var en utrolig smuk og rørende afslutning på første akt.

Laura Benanti og Shuler Hensler var den personificerede perfektion som Tony og Rosabella. Deres store duet, 'My Heart Is So Full Of You', er Loessers smukkeste kærlighedssang, og de overgik sig selv i deres fremførelse. 'Happy To Make Your Acquaintance' viste deres spirende kærlighed på et andet stadie og var både komisk og livsbekræftende.

Resten af det centrale cast var ligeså imponerende, herunder Heidi Bickenstaff (som Cleo, Rosabellas bedste veninde) og hendes godmodige, men lidt tungnemme kæreste, Herman. Deres scener sammen var elektriske og hylende morsomme: 'I Made A Fist' er en af de sjoveste karakterdrevne sange i musical-historien.

Jessica Molaskey var fænomenal som Tonys bittre søster, og den komiske trio bestående af Zachary James, Bradley Dean og Brian Cali stod for herlig underholdning i 'Abbondanza' og 'Benvenuta', der emmede af uimodståelig charme.

Danserne leverede en atletisk og dynamisk præstation. Nicholaw forstår virkelig at koreografere, og holdet gjorde det fremragende, især i det store nummer 'Big D'. Det var maskulint, fortryllende og gav gåsehud. Det gjaldt også de små detaljer: koreografien i 'Standing On The Corner' fortalte alt, hvad man behøvede at vide om de fire mænd.

Med perfekt casting, instruktion og udførelse vil denne opsætning gå over i historien. Den er nu den nye målestok for koncertopførelser af de store musicals.

Ren og skær perfektion inden for musikteater.