ANMELDELSE: The Rhythm Of Life, St James Theatre ✭✭✭

Rhythm of Life

St James’ Theatre

11. juli 2015

3 stjerner

Cy Coleman indrømmer selv, at han aldrig nævnes i samme åndedrag som koryfæer inden for musicalteater som Sondheim og Lloyd Webber. Selv hans mest populære sange som "Big Spender" og "Rhythm of Life" har fået deres eget liv og bliver sjældent sat i forbindelse med deres oprindelige musicalrødder.

Blev Coleman overset i sin samtid? Heldigvis for os præsenterer St James’ Theatre en revy med Cy Colemans største hits, så vi selv kan vurdere det. Han beskrives som ’mesteren af de iørefaldende show-numre’, og forestillingen byder på sange fra musicals som Sweet Charity, Little Me og City Of Angels, samt en håndfuld mindre kendte numre, der aldrig før er blevet opført i London.

Et cast på fire bragte den Tony-vindende Colemans kreationer til live med en blanding af ensemble-numre (som den forrygende The Rhythm of Life, der afsluttede showet) samt solopræstationer. West End-veteranen Marti Webb førte an, og selvom hun virkede en smule ved siden af sig selv den første halve time, kom hun stærkt igen med en sprudlende og kraftfuld udgave af Nobody Does it Like Me fra Seesaw. Det stod tydeligt, at Webb var aftenens hovednavn; hun fik sin helt egen introduktion på scenen og blev modtaget med stor ærbødighed af publikum.

Hun blev dog overskygget af Cedric Neal, et relativt nyt ansigt, som næsten er hele billetprisen værd alene. Neal har en drømmeagtig stemme – fløjlsblød og smidig, men samtidig i stand til utrolig vokalakrobatik. Det var en energisk præstation, og publikum elskede det; da det blev tid til de afsluttende buk, fik han en fantastisk modtagelse. Hans to soloer i anden akt, The Best Is Yet to Come og Use What You Got (The Life), var blandt aftenens absolutte højdepunkter – Neal er uden tvivl et navn, man skal holde øje med.

Debbie Kurup var dybt sjælfuld og fik hver en dråbe af sydende sensualitet ud af sin solofremførelse af Big Spender. Hun udnyttede også det komiske potentiale i The Oldest Profession fra Colemans The Life, et hjertesuk fra en træt og uinspireret prostitueret. John Barr var ligeså driftsikker, som hans omfattende CV lover, og han kom for alvor til sin ret i en morsom udgave af Never Met a Man I Didn’t Like fra Will Rogers Follies.

Coleman har tydeligvis leveret store hits, og sangene fra Sweet Charity fremstår stadig som hans stærkeste værker. Der var dog et par svipsere imellem, såsom The Colours of My Life fra Barnum – et virkelig jævnt nummer, der slet ikke burde have været på listen i går. Et andet nummer, Where Am I Going?, blev i sin tid skåret ud af Sweet Charity, og efter gårsdagens opførelse forstår man egentlig godt hvorfor.

Selvom bindeleddet mellem sangene er afgørende i en revy, sugede brugen af en forudindspillet speak energien ud af rummet. Skuespillerne måtte sidde som bugtalerdukker, mens en stemme fra oven leverede en noget slesk fortælling. Vi lærte ikke for alvor noget om Coleman eller hans karriereudvikling; skarpere overgange kunne have givet aftenen lidt mere tematisk kant.

Coleman arbejdede i en æra, hvor Broadway fast lå på Top 10-listerne. Selvom ikke alle numrene i Rhythm Of Life fortjente deres plads, sad man tilbage med følelsen af, at han var en utroligt talentfuld komponist med evnen til at skabe hits, der holder. Takket være et dygtigt og alsidigt cast vil selv en ”big spender” ikke gå skuffet derfra.