Anmeldelse: The Rivals – Theatre Royal Haymarket ✭✭✭

Martin Schurman anmelder Peter Halls elegante opsætning af The Rivals, men efterlyser mere gnist og lidenskab, end denne produktion kan mønstre.

Peter Bowles og Penelope Keith genforenes som det evigt småskændende par i The Rivals. Der er meget at glæde sig over i Peter Halls yndefulde iscenesættelse af The Rivals. Simon Higletts scenografi er klassisk enkel og vækker minder om både Baths forfinede arkitektur og de øvre klassers indelukkede dagligstuer. Belysningen er smuk, og kostumerne er overdådige. Men fra det øjeblik tæppet går, sidder man med en følelse af, at Peter Hall instruerer en opera snarere end et teaterstykke.

Man savner en smule sexappeal eller en snert af fare. Denne genopsætning er traditionel og nydelig, ja, men den mangler ild. Under overfladen er der meget lidt, der forstyrrer den fornemme luft i det 18. århundredes Bath. Robyn Addison kæmper som Lydia Languish med teksten og tyr til en monoton fremførelse for at udtrykke sin livslede. Tam Williams i rollen som hendes bejler strækker sit vokale register i den modsatte retning og svinger voldsomt op og ned i toneleje. De fremstår i mærkværdig kontrast til den fremragende Ian Conningham som tjeneren Fag, den herligt sardoniske Tony Gardner som Faulkland, Carlyss Peers mere naturlige spil som pigen, samt Annabel Schoely som Lydias veninde og fortrolige, Julia. Selv Kieron Self og Gerard Murphy som Bob Acres og Sir Lucius O’Trigger – begge bredt tegnede komiske roller – malker deres karakterer for alt, hvad de er værd, men bevarer en naturlig diktion.

The Rivals er en ordrig komedie; meget af første akt går med eksposition, og der er forsvindende lidt handling i anden akt til at fastholde publikums interesse, udover at beundre de flotte kostumer. Heldigvis handler stykket mindre om selve handlingen og mere om castingen af Sir Anthony Absolute og Mrs. Malaprop. På dette punkt brillerer produktionen i den grad. Med Peter Bowles og Penelope Keith i rollerne er kemien ligefrem smittende, mens de nænsomt flirter sig igennem forestillingen. Der er dog snarere tale om det milde kammeratskab mellem to gamle venner end om seksuel spænding. Bowles vandrer om på scenen med sin stok og lakoniske stil – halvt pantomimeskurk, halvt lysten onkel – mens Keith fravælger den gængse overspillede stil og tilfører rollen en rørende menneskelighed.

I sidste ende formår selv disse to koryfæer ikke at puste liv i stykket. Der er nogle vidunderlige scener, og det hele bobler ganske fint afsted, men det når aldrig kogepunktet. Det er elegant, ja, men det er alt for sikkert.

Spiller indtil den 26. februar Mere info