ANMELDELSE: Where Do Little Birds Go?, Vault Festival ✭✭✭✭

Where Do Little Birds Go?

Vault Festival

6. februar 2015

4 stjerner

"Mit navn er Lucy Fuller. Jeg er 24 år gammel og bor i Whitechapel. Da jeg var 18, blev jeg kidnappet af Kray-tvillingerne og låst inde i en lejlighed sammen med en morder på flugt." Sådan lyder teksten på plakaten og i teaseren til Camilla Whitehills nye stykke Where Do Little Birds Go?. Titlen er hentet fra sangen sunget af Barbara Windsor i Lionel Barts første musical Fings Ain't Wot They Used T'Be!

Lucy Fuller starter forestillingen som en uskyldig 17-årig, fuld af ungdommeligt mod og den uovervindelige tro på livet, som kun de unge ejer. Men det varer ikke længe, før hendes rejse ned i Londons natteliv og Kray-brødrenes mørke verden knuser hendes mod og efterlader hende mærket for livet.

Where Do Little Birds Go? er et enakter-stykke, der varer knap 65 minutter. Det er en stor opgave for en ung skuespillerinde at bære, og Jessica Butcher gør det beundringsværdigt. Lucy er en livsglad sjæl, der altid synger, og Whitehill har forsøgt at integrere dette musikalske element i stykket. Det lykkes med svingende held, men overordnet set styrker det Lucys karakter frem for at svække den. Hendes kommentar om, at Nancys sang i barerne i Oliver! er en total misforståelse af virkeligheden, er ramt plet og vækker stor begejstring hos publikum.

Whitehill og Butcher væver et mangefacetteret tæppe af livet i London i slutningen af 60'erne for dem, der levede af nattelivet og balancerede på kanten af det kriminelle miljø. Lucys tid i fangenskab hos Kray-brødrene står i skarp kontrast til resten af hendes historie. Scenerne, der skildrer de seksuelle overgreb og elendigheden under hendes indespærring, er ret rystende, om end en smule kluntet iscenesat.

Som man kan forestille sig, ender det ikke godt for alle, og Lucy bliver for altid forandret af oplevelsen. Den ungdommelige glød slukkes i hendes øjne, og en mere resigneret og livstræt Lucy træder frem.

Selvom instruktør Sarah Meadows har bragt historien til live med stor indlevelse, mangler der stadig lidt dybde og et hurtigere tempo i visse passager for at holde flowet i gang. Justin Nardellas scenografi skaber et rum, der fungerer som alt fra en bar i East End til en natklub i Mayfair og en snusket lejlighed. Det er funktionelt og virker efter hensigten, men store mellemrum mellem podierne betyder, at Butcher ofte må tage lange skridt fra det ene til det andet i stedet for at bevæge sig med den elegance, man ellers ville forvente.

Det var desværre uheldigt ved den forestilling, jeg overværede, at en ukrediteret lydtekniker næsten ødelagde flere nøglescener – især stykkets slutning – ved at lade underlægningsmusikken overdøve Butchers replikker.

Men ser man bort fra disse småting, er Where Do Little Birds Go? en fantastisk time i teatret. Det er lige dele morsomt og gribende. Stykket turnerer nu til Salford, Brighton, Belfast, Bedford og Derby og er bestemt et besøg værd. For alle med hang til fortællinger om Londons underverden i tresserne er dette en forestilling, man ikke må gå glip af.