TILBAGEBLIK: Emily Langham

I denne uges Throwback Thursday har Sarah Day talt med Emily Langham om Hello Dolly!, Les Misérables og hendes nye karrierevej som Pilates-instruktør.

Emily Langham. Foto: Michael Wharton Hvad var din allerførste forestilling som barn, og hvad fik dig ind i teatrets verden?

Gennem hele min skoletid var jeg med i dramaklubben, og vi lavede tit koncerter og stykker i skolens festsal. Men den afgørende oplevelse var, da jeg overværede en sitzprobe på Les Misérables. Jeg spurgte, hvor gammel man skulle være for at spille Lille Cosette, og fik at vide: "Omtrent din alder". Jeg blev derefter inviteret til audition og var heldig nok til at få rollen. Jeg var fuldstændig solgt og vidste med det samme, at det var det, jeg ville.

Stort tillykke med din medvirken i West End-opsætningen af 'Hello, Dolly!'. Fortæl os om din audition og hvad du glæder dig mest til. Tusind tak. Jeg glæder mig helt vildt til det sker... hvornår det end bliver. Det siger sig selv, at jeg ser frem til, at teatret vender tilbage, men mest af alt glæder jeg mig til at arbejde med det kreative team – Dominic Cooke, Bill Deamer og Nick Skilbeck. Jeg var så heldig at arbejde med det samme hold på National Theatre-opsætningen af Follies. Jeg var dybt imponeret over dem under den produktion. Jeg tror, mit arbejde på Follies gav mig et rigtig godt udgangspunkt til castingen på Hello Dolly!

Som Lille Cosette i Les Mis i West End 2004 Hvorfor er teater vigtigt for dig?

Teater er en form for eskapisme, både for os skuespillere og for publikum. Ved at fortælle historier på scenen transporterer vi publikum til en anden verden. Vi opfordrer folk til at føle; til at smile, grine og græde.

Hvad er din proces, når du skal finde ind i en karakter til en forestilling?

Jeg stiller mig selv (karakteren) en masse spørgsmål for at finde ud af, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra. Denne baggrundshistorie fortæller mig, hvad der er sket indtil nu i mit livs fortælling. Det er alt, hvad jeg behøver at vide, for resten vil give sig selv, hvis jeg bare er til stede i nuet, lytter og reagerer derefter.

Hvordan har du holdt kreativiteten ved lige under nedlukningen?

Nedlukningen har været svær, men jeg har fulgt danse- og sangtimer på Zoom med masser af fantastiske lærere. Jeg øver mig meget i at synge og prøver at optage mig selv, så jeg kan lytte til det bagefter og forbedre mig. Jeg elsker også at læse, så det har jeg gjort meget. Jeg var også heldig at være med i en webinar-serie kaldet The Theatre Channel. Vi holdt til på The Theatre Cafe, og det var virkelig godt til at holde mig aktiv som performer.

Som Gertie Cummings i Oklahoma på Chichester Festival Theatre i 2019. Foto: Johan Persson Du har også dine egne Pilates-hold. Fortæl os om, hvordan du kom i gang med Pilates, og hvor vores læsere kan være med! Jeg begyndte at dyrke Pilates, da jeg var meget yngre, og har gjort det sideløbende med min dansetræning lige siden. For et par år siden besluttede jeg mig for at tage en instruktøruddannelse i Mat Pilates. Det har altid været en form for meditation for mig, fordi det kræver stor fokus. Da nedlukningen ramte sidste år, rullede jeg straks min pilatesmåtte ud for at bevare forstanden, og en ven spurgte, om jeg ville undervise online. Mit første Zoom-hold havde 90 deltagere! Herefter besluttede jeg mig for at videreuddanne mig inden for Pilates-udstyr. Mine hold kører stadig for fuldt tryk – jeg elsker det. Man kan booke timer på min hjemmeside www.emilylanghampilates.com eller finde mig på Instagram @EmilyLanghamPilates – ja, det var så en skamløs reklame! Fortæl os om et af dine bedste eller sjoveste minder fra scenen?

Et af mine bedste minder må være da jeg optrådte i Royal Albert Hall sammen med Tracie Bennett til Olivier Awards-uddelingen. Jeg husker, hvordan jeg stod i mit Swarovski-besatte hovedpynt og den smukkeste, skræddersyede kjole, mens jeg så Tracie Bennett levere en mesterlig præstation af ‘I’m Still Here’ og tænkte: Det er præcis det her, drømme er gjort af!

Et af mine sjoveste minder stammer fra mit første job, ‘Mack and Mabel’ på Chichester Festival Theatre. Under Keystone Cops-nummeret var vi klædt ud som politibetjente, og en af de andre drenge sprang over hovedet på mig og slog min hat af. Det endte med, at jeg jagtede hatten rundt på scenen, mens jeg kun var iført en parykhætte.

Hvilke tre ting kan man altid finde i din garderobe? F.eks. lykkebringere, ting der hjælper dig på scenen, blå M&M's...

Jeg har ikke rigtig nogen lykkebringere, men der er altid snacks, en pilatesmåtte og en notesbog.

Hvis dit liv var en forestilling, hvad skulle den så hedde, og hvorfor?

'Kenny & Me' – jeg har en Cavachon-hvalp, som jeg er fuldstændig besat af. Han hedder Kenny efter min morfar Ken, og han leverer ærlig talt noget af den bedste underholdning, jeg nogensinde har set. Vi fungerer nærmest som et dobbeltnummer, for jeg har fundet frem til præcis hvilken stemme han har, så vi fører samtaler sammen. Det minder lidt om et bugtaler-nummer.

Hvilket råd vil du give til alle de nye dimittender?

Tag dig god tid. Der er ikke noget, der skal overpiles. Døre vil åbne sig, og hvis du går gennem dem, venter der eventyr på den anden side. Vær passioneret omkring dit arbejde, uanset hvor stort eller lille det er, og bliv aldrig færdig med at lære. Åh, og støt dine kolleger. Det er virkelig vigtigt.