Bekendelser fra en (kæmpende) skuespillerinde – Del 1

Tæppet går / Hvem er jeg?

Jeg ser det komme på lang afstand… ’Hvad laver du så?’

’Jeg er... skuespiller.’

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid hadet at indrømme over for fremmede, at jeg er skuespiller. Sandsynligvis fordi jeg det meste af tiden faktisk ikke spiller skuespil. Jeg formoder, at det at indrømme, at man er skuespiller uden det helt essentielle job, over for folk der ikke forstår fagets op- og nedture, skaber en vis forvirring hos dem. For slet ikke at tale om den dybe pinlighed hos mig selv. Forældres middagsselskaber, familiebryllupper – faktisk ethvert socialt arrangement uden for branchen – lægger op til en trættende række af spørgsmål om min tilsyneladende fremmede profession. Jeg tager mig selv i at svare på de samme spørgsmål, lade som om jeg har den samme begejstring for min karrierevej og mønstre den samme forundring over skuespillets pragt. Og dog er de spørgsmål, jeg stiller mig selv, meget anderledes end dem, folk går og tænker på. De vil måske vide, om jeg har berømte venner, eller om jeg har været med i Casualty eller Barnaby, men mine egne består normalt af mindst ét, eller snarere en kombination, af følgende:

* Hvordan i alverden endte jeg med ikke at have kontrol over min egen skæbne?

* Hvordan endte jeg med at tjene en dagløn – men det meste af tiden i et helt andet fag end det, jeg er uddannet til?

* Hvordan endte jeg med at have hundrede forskellige deltidsjob, som overhovedet ikke giver mig nogen form for tilfredsstillelse?

* Hvornår besluttede jeg mig for at gøre mit liv så besværligt som muligt?

* Hvornår valgte jeg rutsjebanen frem for karrusellen?

* Hvordan endte jeg med at sidde her ved mit skrivebord og prøve at arkivere min dag i et skab, der er ved at sprænges af elendige auditions?

* Ét simpelt spørgsmål til at opsummere alle de andre: Hvordan endte jeg her?

Jeg har altid forsøgt at være en succes. Jeg har altid forsøgt at nå toppen, kæmpet for toppen og lagt alt for meget pres på mig selv for at nå derop. Men da jeg var midt i min studietid, forestillede jeg mig aldrig, at jeg ville ende i en karriere præget af kamp, skuffelse og frustration. Det gjorde jeg ikke, for man ved det ikke, før man ankommer og banker entusiastisk på den dør, bag hvilken alle ens ambitioner ligger. Der er ingen, der fortæller dig, at døren ikke bare er svær at åbne, men at rummet på den anden side – når man endelig er kommet igennem – ikke bare er overfyldt. Det er bogstaveligt talt ved at sprænges af konkurrenter.

Fra denne uendeligt trættende profession, mens jeg trækker mig selv gennem utallige auditions, er der spørgsmål og evalueringer, der aldrig stopper.

* Hvordan klarede jeg det?

* Kommer jeg til recall?

* Får jeg rollen?

* Hvad tænkte de?

* Var jeg god nok?

* Skulle jeg have valgt en anden sang?

Ud af alle disse spørgsmål er der ét, der skiller sig ud:

* Hvorfor føles det som om, at den eneste måde, jeg nogensinde vil opnå det, jeg virkelig vil i denne branche, er ved at snige mig ind gennem brandudgangen, som nogen har ladet stå åben ved en fejl? Med andre ord: Hvorfor føler jeg mig ikke værdig til at gå ind gennem succesens store hovedport?

Hvem er jeg?

Du er måske gået forbi mig som 22-årig, da jeg blev færdig på teaterskolen, fuld af håb og forventning, spændt på fremtidens muligheder. Som 23-årig har du måske set mig hive efter frisk luft, da jeg forlod Pineapple Dance Studios, mens jeg undrede mig over, hvorfor min teknik ikke var blevet bedre efter ugevis af undervisning. I den modne alder af 24 år gik du muligvis forbi mig på vej til en audition med min mappe, en flaske vand og en mave fuld af nerver.

Du har meget vel talt med mig som 25-årig, hvis du var ved at bestille teaterbilletter. Jeg brugte mere tid på mit deltidsjob end på skuespil og spekulerede på, om jeg nogensinde ville dufte til den søde duft af succes igen. Og som 26-årig kunne jeg, hvis du havde spurgt, have fortalt dig om den uendelige kamp mellem min fornuft og mit hjerte, mens jeg overvejede, hvad mit næste skridt i denne verden burde være.

Jeg kom ret sent i gang med skuespillet. Ballet som treårig, jazz-dans som femårig, sangundervisning som syvårig, konkurrencer som otteårig, priser som tiårig... Det var ikke mig. Jeg var fjorten, da jeg blev bidt af en gal skuespiller, efter at have vundet en rolle i skolens opsætning af Den Lille Pige med Svovlstikkerne. Jeg gik kun til audition, fordi min veninde Lucie ikke ville afsted alene. Jeg rejste mig op og sang sammen med de andre håbefulde og tænkte ikke nærmere over det... før mit navn dukkede op på skolens opslagstavle til en recall. Så lærte jeg det manuskript, som om mit liv afhang af det, og da jeg fik rollen, gav jeg den virkelig alt, hvad jeg havde. Morgenen efter den første forestilling, stadig høj på oplevelsen fra aftenen før, svævede jeg ned ad skolegangen, da Miss Barker trådte ud fra lærerværelset. Hun stoppede mig og sagde: ’Tillykke med i går, Jo. Du har virkelig scenenærvær. Godt gået.’ Det var store ord. Miss Barker var leder af musikafdelingen og en af de mest respekterede lærere på skolen. Mit liv blev aldrig det samme. Pludselig ville jeg have den følelse med mig altid. Følelsen af anerkendelse, af at have opnået noget og af tilfredsstillelse.

Hvis bare Miss Barker vidste, hvilken betydning den ene sætning har haft for mit liv.

Jeg ved ikke, hvad jeg gør med mit liv. Jeg ved bare, at jeg elsker at optræde. Og jeg er god til det. Jeg ved, jeg skal være tålmodig, men hvorfor sker det ikke for mig? - Amy ’Hvad er du med i for tiden?’ Det faktiske svar:

Jeg er faktisk ikke på kontrakt lige nu, men jeg har gang i et par ting. Jeg arbejder på en koncert, og jeg er nået til finalen til et stort job, så kryds fingre. Jeg får besked i næste uge.

Det ærlige svar:

Ingenting. Jeg har ikke været til en audition i ugevis. Mit liv er sat på pause. Min karriere står stille.

KØB ET EKSEMPLAR AF CONFESSIONS OF A (STRUGGLING) ACTRESS VIA AMAZON.CO.UK