EDINBURGH-INTERVIEW: Sam Curtis Lindsay

Blandt de LGBTQ-produktioner, man kan opleve på Edinburgh Festival Fringe, står instruktør Sam Curtis Lindsay i spidsen for to af de mest opsigtsvækkende forestillinger, Burgerz og Scottee: Class. Paul T. Davies mødte Sam til en snak om begge shows, manden bag, og hvordan man overlever Fringe-kaosset!

Sam Curtis Lindsay PTD: Først og fremmest, hvad kan publikum forvente af Burgerz og Scottee: Class? SAM: Burgerz er en forestilling om trans-chikane og overlevelse. Det er et meget morsomt og rørende opråb, der spørger publikum, hvad det egentlig vil sige at være en allieret. Travis steger en burger helt fra bunden på scenen, så man risikerer at gå derfra med en svag duft af bøf i tøjet.

Class handler om at vokse op i et socialt boligbyggeri og navigere i krydsfeltet mellem skam og stolthed. Det handler om, hvordan vi fremstiller fattigdom på scenen, og hvorfor vi gør det. Det føles lidt som et stand-up show, der fører os et helt uventet sted hen.

PTD: På overfladen virker Burgerz og Class som vidt forskellige værker, men der er sikkert ligheder i både temaer og karakterer. Kan du fortælle lidt om, hvad der drog dig mod begge stykker, og hvilke forbindelser du ser mellem dem? SCL: Begge stykker stiller de store spørgsmål til publikum, men gør det på vidt forskellige måder. Ligheden er, at de begge undersøger, hvordan vi føler empati og skaber forbindelse til hinanden, og hvordan det kan drive os til at handle.

Scottee og Travis er kunstnere, der har finpudset deres talent i de her queer-klubber, hvor de har taget kampen op med et beruset publikum og vundet dem over. De er begge fantastiske historiefortællere, og jeg fandt den narrative rejse i hvert stykke særligt fængslende. Jeg elsker at arbejde med kunstnere, der instinktivt ved, hvordan man tager et rum og fortæller en god historie – det gør forestillingerne meget levende, risikofyldte og sjove at skabe.

PTD: Det lyder som den bedste måde at finde sin egen stemme på! Kan du lide at instruere monologer? Solostemmen byder jo på nogle helt unikke udfordringer. SCL: Sjovt nok har jeg aldrig tænkt på dem som monologer. Jeg forestiller mig vist altid, at publikum er en del af den verden, vi skaber. I Burgerz er Travis den navngivne performer, men reelt er det et stykke for tre personer – det er bare de to andre roller, der bliver "besat" på selve aftenen af frivillige blandt publikum. I Class er publikum i den grad inkluderet, så jeg har betragtet det som et ensemble-stykke. Udfordringen i begge shows er at bevare samtalen med publikum – i det øjeblik, jeg føler mig belært eller talt til frem for talt med, så står jeg af. PTD: Er der noget i din egen baggrund, der førte dig til disse stykker? SCL: Begge stykker udforsker kompleksiteten i at føle sig som "den anden", og hvordan vi gemmer os bag forskellige identiteter for at overleve. Som queer-barn i skolen lærte jeg at navigere udenom de andre drenges vrede og lyster ved enten at bruge humor eller bare stirre tomt frem for mig. Jeg var ikke klar over, at jeg var arbejderklasse, før jeg startede på teaterskolen, og en af mine bofæller tilbød mig hummus. Jeg anede ikke, hvad det var. Pludselig virkede folk lidt fremmede for mig. Jeg blev bevidst om, hvordan verden nogle gange ser mig, og hvordan jeg kunne forme mig selv for at passe ind. Begge stykker har hjulpet mig med at grave dybere og føle mig mere stolt. PTD: Det minder meget om min egen opvækst! Til sidst, hvad er dine tre bedste råd til at overleve Edinburgh Fringe?

Nu taler jeg udelukkende som publikum her...

Prøv at komme tidligt op og ud af døren – forestillingen klokken 10.30 er ofte der, hvor du finder dagens gode energi.

Tag mindst én tur på dansegulvet på CC BLOOMS.

Og husk bare at hygge jer, kære venner!

PTD: Jeg støtter alle tre! Tusind tak, Sam!

Burgerz spiller på The Traverse Theatre

Scottee: Class spiller på Assembly Roxy

Besøg vores Edinburgh Fringe Page