ANMELDELSE: Cinderella And The Beanstalk, Theatre 503 ✭✭✭✭

Askepot og Bønnestagen

Theatre 503

5. december 2014

Pantomime er en ganske særlig sæsonbetonet fryd. På sin helt egen måde er pantomimen for England, hvad Thanksgiving er for Amerika: en overhypet, overvældende og altomsluttende fejring, der involverer enten familie eller venner (eller begge dele), men som i sin kerne har varme, humor og glæden ved at dele et grin og fælles minder. Begge kan indeholde kalkuner.

Når nedtællingen til jul begynder, opfører teatre over hele Storbritannien deres årlige pantomime. De fleste involverer en stjerne af en art, måske flere, en velkendt handling, men med moderne twists, original (men ofte forglemmelig) musik og prangende kulisser og kostumer. Man går aldrig forgæves efter en komiker i kjole, en køn fyr i tights eller satin (eller begge dele), en skurk man elsker at hade, og en sød pige eller tyve. De allerbedste har skarpe manuskripter, der appellerer til både det bjergtagne barn og den livstrætte forælder, og som er krydret med masser af dobbelttydigheder, traditionel publikumsdeltagelse (det klassiske 'Han er bag dig!'-halløj) og dygtige komikere, der forstår genren til fulde.

For intet dræber en pantomime hurtigere end en selvglad amatør eller skuespillere, der føler sig for gode til genren. Det er én ting at se en tv- eller filmstjerne stå ansigt til ansigt med publikum og gøre fjolle; det er noget helt andet at se en virkelig veludført pantomime. Indimellem kan de store stjerner faktisk levere varen: Ian McKellens Widow Twankey eller Joan Collins' Queen Rat (komplet med et korps af veltrænede mænd, der dansede i lændeklæder af iturevne skraldeposer) popper straks op i hukommelsen. Men det må siges, at den slags succes – i hvert fald nu om dage – hører til sjældenhederne.

De to ting, en pantomime virkelig har brug for for at lykkes, er hjerte og vid. Ingen mængde penge brugt på kulisser, kostumer eller glitrende effekter kan kompensere for manglen på begge dele. I øjeblikket spiller Tom Attenboroughs opsætning af Sleeping Trees' "tre-mands familie-pantomime" Askepot og Bønnestagen på Theatre 503 – en forestilling, der ubesværet og uomtvisteligt beviser netop dette point.

Den emmer af hjerte og vid, drives frem af en grænseløs energi fra de tre opfindsomme skuespillere, der har skabt stykket, og er velsignet med en overraskende og klog fortælling. Den væver sig vej gennem elementer fra stort set alle populære børnerim og eventyr (fra både Brødrene Grimm og Disney) og er oprigtigt hylende morsom, engagerende og livsbekræftende.

Askepot og Bønnestagen leverer præcis, hvad titlen lover – et mash-up af to berømte og elskede fortællinger. Prøvelserne for Askepot, hendes to grimme søstre, den enfoldige, men flotte Prince Charming og glasskoen bliver flettet sammen med historien om Hans (Jack), hans ko, de magiske bønner, de gyldne æg i himlen og bønnestagen, der fører ham op til kæmpens hule. Tilføj en god fe, en skurkagtig Rumleskaft, en fortabt Rødhætte, en grådig ulv, en snedig ånd fra Aladdins lampe og et dusin andre karakterer, og dette kludetæppe af historier vækkes til sprudlende live.

Der er mange overraskelser undervejs, og det er en del af appellen på tværs af generationer. Bedsteforældre og børnebørn får lige meget opmærksomhed; der er slagfærdig humor og engagerende interaktion, som rammer alle plet. Der er remser, man skal lære og råbe ud, sange man skal skråle med på og danse man skal gøre med på – deltagelse er ikke valgfri! Og vær beredt på det uventede: Et engageret barn, der råber for at stoppe showet, eller en nervøs mormor, der tager kegler med uventede kysse-løjer på scenen.

Det bedste ved Askepot og Bønnestagen er de krav, den stiller til publikums fantasi; det her er ikke en passiv oplevelse. Det giver bonus at være opmærksom; hvis man går med på præmissen, følger med i de mange twists og lader sin fantasi levere de effekter, som det lille budget ikke tillader, er man stort set garanteret en helt igennem pragtfuld aften i teatret.

Sleeping Trees er et bemærkelsesværdigt samarbejde mellem tre begavede komikere: James Dunnell-Smith, Joshua George Smith og John Woodburn. Hver især er de den ægte vare. De har alle evnen til at spille en markant karakter blot ved at ændre stemmen, kropsholdningen eller med et snedigt blik. De ved præcis, hvordan man leverer en replik for maksimal komisk effekt, eller hvornår man skal lade den falde henkastet. De kan alle blive i karakteren og samtidig bryde den fjerde væg; de kan formidle entusiastisk frustration og samtidig være fuldstændig fængslende i det øjeblik, de skaber.

George Smith er absolut fremragende. Hans tørre, 'camp' Fairy Godmother er perfekt; hans tur som den onde dukke-Rumleskaft er rendyrket fryd (hvilken fantastisk sang!). Som koen er han åndeløst morsom, og hans overraskelsesmoment får hele salen til at knække sammen af grin. Karakter efter karakter, øjeblik efter øjeblik, perfekt præsenteret og realiseret. Det er sandt talent. Måske bedst eksemplificeret ved hans rædselsslagne, næsten tavse, men uforglemmelige Rødhætte.

Woodburn er en herligt enkel prins, samtidig med at han med stor fingerfærdighed leverer de to meget forskellige, frastødende stedsøstre til Askepot. Scenerne mellem alle hans tre karakterer er intet mindre end pragtfulde. Han tilfører sin præstation en åben og ærlig integritet, som får det hele til at skinne. Hans duet med Dunnell-Smiths Askepot er vidunderligt morsom.

Jeg var mest vild med Dunnel-Smiths udgave af den snedige ånd, men næsten lige så uimodståelig var hans portrættering af Rumleskafts tre håndlangere, der krydser klinger med prinsen. Hans optræden er gennemsyret af en manisk fysik og en intensitet, der fungerer perfekt til set-uppet – især åbningen af anden akt, som er en så brillant satirisk parodi, som man overhovedet kan finde i en pantomime.

Mark Newnham leverer fremragende musikalsk akkompagnement og lydeffekter, men bidrager også i høj grad til aftenens komiske tone – han mestrer deadpan-stilen med stor finesse. Og i anden akt har han sin egen overraskelse, som er hele ventetiden værd.

Alt her fungerer og skaber en hæsblæsende atmosfære. Kostumerne er lige så fjollede og stemningsfulde, som de skal være, og det samme gælder kulisser og rekvisitter. Hatten af for Simon A. Wells. Attenborough sørger for, at tempoet aldrig daler, og at publikum konstant er tryllebundet. Når først man fanger pointen om, at det uventede kan ske, bliver publikum grebet af en elektrisk følelse af, at alt er muligt.

Polly Bennetts koreografi og Ali Hunters lyssætning bidrager til glæden. Keith Wallis' kampscener byder på god, gammeldags underholdning.

Jeg er ikke sikker på, hvorfor trioen kalder sig Sleeping Trees – ingen i kompagniet sover på noget tidspunkt her. Der er fuld fart på, med stor effekt. Kvalitetsunderholdning bygget på stærke idéer og et formidabelt ensemblespil i topklasse.

Hvis du kun skal se én pantomime denne sæson, så lad det være denne. Og tag din mormor og dit yngste barn med. Og se 'Alene Hjemme' som forberedelse. Jeg vil ikke røbe hvorfor – du bliver nødt til at se Askepot og Bønnestagen for at finde ud af det.

Dit indre barn vil takke dig.

Bestilling på 020 7978 7040 eller på Theatre 503's hjemmeside.