ANMELDELSE: Musicalen Fiver, Crazy Coqs ved Brasserie Zedel ✭✭✭✭

Fiver

Crazy Coqs på Brasserie Zedel

26. november 2017

Fire stjerner

Mere information

Crazy Coqs' fortsatte indsats for at promovere ny musical-dramatik fortsætter med dette aldeles lækre partitur af de nye talenter Alex James Ellison og Tom Lees, som står bag både manuskript, musik og sangtekster. Begge er unge, men allerede erfarne skabere af nye værker, og dette spændende samarbejde har meget at byde på. Titlens fempundsseddel – en 'fiver' – er den røde tråd (eller MacGuffin), der forbinder et dusin pengeskift, mens den vandrer fra person til person i nutidens London, lidt i stil med de intime møder i 'La Ronde'. Ja, en flad femmer har måske ikke helt samme dramatiske slagkraft som f.eks. syfilis, og vi ville sandsynligvis være mere investerede, hvis der var lidt mere på spil, men det fungerer fint som motor for fortællingen. De musikalske perler, vi møder undervejs, er en ren fornøjelse og rigeligt til at fylde forestillingens godt og vel 60 minutter.

I denne korte spilleperiode blev forestillingen skudt i gang af det karismatiske stjerneskud Joe Kerry, hvis smittende, fodvippende fremførelse af 'Change is bringing me down' (manuskriptet er fyldt med finurlige ordspil om mønter og småpenge) gav en fantastisk start, bakket op af velsmurt kor fra de tre øvrige medvirkende. Han spillede selv guitar, mens Lees sad ved klaveret og ledede et stærkt ensemble med violin, cello og trommer i en række flotte arrangementer. Jordan Murphy, der både fungerede som instruktør og producent, gjorde et fremragende stykke arbejde med at udnytte lokalet, så publikum kom helt tæt på begivenhederne. Det bliver yderst interessant at se, hvad han får ud af de yderligere tre minimusicals, der er skemalagt samme sted i det kommende år.

Efter åbningsnummeret tog Jodie Steele og Daniel Buckley over ved baren: Steele kæmpede med de tætte tekstlinjer i 'I'm Disconnected' – som var svære at trænge igennem med i lokalets noget ekkofyldte akustik – før Buckley fik det noget lettere med den livlige blues 'Let today be the day'. Her viste han sin smukke, lette tenor til perfektion, hjulpet godt på vej af lydanlægget; der blev nemlig brugt forstærkning i denne produktion.

En rørende tone af patos blev slået an i det næste nummer, 'Every Year', hvor et mere seriøst lag i handlingen kom i fokus med blomster på en kær vens grav. Stemningen varede dog ikke længe og blev hurtigt afløst af Steeles superflotte 'At the end of the day' og Sabrina Aloeches 'Freedom', hvor sidstnævnte fik en eminent chance for at fremvise sin pragtfulde, fyldige mezzostemme. Som kontrast hertil var de folk-inspirerede vignetter i 'This guy' stor underholdning, og herefter kunne man for alvor nyde titelnummerets Lily Allen-agtige ordstrøm, leveret af Steele, der tydeligvis nød at være på mere sikker grund. Efter endnu et tempofyldt tekststykke fulgte den romantiske 'I want to hear it from you', der var både svulstig og delikat på samme tid, før vi bevægede os mod finalen med den mesterlige scene 'I'm over you'. Til sidst fik Kerry lov til at runde af, og så var det – for denne gang – slut.

Men jeg tror ikke, det varer længe før vi ser den igen. Dette er et meget robust partitur, som med et stærkere manuskript sagtens kunne få et liv hos et endnu større publikum. Sangskrivningens elegance og vid fortjener en mere fængslende teaterstruktur, og det kunne måske være en fordel for makkerparret at invitere en tredje person ind som manuskriptforfatter til netop det formål. Som det står nu, kan de fantastiske sange dog sagtens nydes i sig selv.

Tilmeld dig vores NYHEDSBREV for at holde dig opdateret om de bedste forestillinger nær dig.