ANMELDELSE: Forever Plaid, St James Studio ✭✭✭✭

Forever Plaid

St James Theatre Studio

8. april 2016

4 stjerner

Bestil billetter til Forever Plaid nu

Forever Plaid er et kærligt blik tilbage på de vokalgrupper med tætte harmonier, der var så populære i 1950'erne. Det er en fjollet, men helt igennem vidunderlig tidsrejse – dog med et lille twist. Gruppen The Plaids, der alle er skolekammerater, er faktisk døde. De blev dræbt af en bus fuld af katolske skolepiger på vej til deres første store spillejob, men nu er de vendt tilbage for én enkelt aften.

Det lyder fuldstændig gørtler, det ved jeg godt – og hvis der nogensinde har været en tynd undskyldning for en forestilling, så er det her den. Men det, der får Forever Plaid til at fungere, er præstationerne fra The Plaids selv og den enorme omhu og detaljerigdom, der er lagt i de musikalske numre.

The Plaids spilles af Jon Lee (Jinx), Keith Jack (Sparky), Matthew Quinn (Smudge) og Luke Striffler (Frankie). Disse fyre ville passe perfekt ind i et afsnit af Glee. De har hver deres særheder og er en mærkværdig karismatisk flok, men når de synger – så er det rent guddommeligt. Det er fire helt almindelige fyre med helt almindelige jobs, men når de træder hen til mikrofonerne og bliver til The Plaids, opstår magien. Det er folk, der synger af ren og skær kærlighed til musikken, og alt hvad de synger, er gennemsyret af den glæde.

Med en sætliste, der tæller klassikere som Three Coins In The Fountain, Moments To Remember, Cry, Sixteen Tons, Catch A Falling Star, Heart and Soul og Love Is A Many Splendoured Thing, er dette en tidslomme med nogle af periodens største sange. Det er ikke så meget en jukebox-musical som en tematiseret revy; Forever Plaid er et kærligt tilbageblik. Den driller godmodigt denne gruppe nørder, men efterlader aldrig publikum i tvivl om deres betragtelige talent.

Selv den musikalske leder er tænkt ind i handlingen, da Anthony Gabriele er hyret til at spille Bob, den lidt selvhøjtidelige og selvsikre fagforeningspianist, som følger med spillestedet den aften, hvor The Plaids vender tilbage. Gabriele leverer et fejlfrit og fyldigt akkompagnement til de stramme vokalarrangementer. I løbet af showet taler The Plaids om 'the blend' – deres klanglige sammensmeltning – og som forestillingen skrider frem, forstår man præcis, hvad de mener. De musikalske færdigheder på scenen, både vokalt og instrumentalt, er imponerende.

Instruktør Grant Murphy sørger for, at overgangene i Forever Plaid aldrig bliver kedelige. Ved at udnytte ensemblets mange talenter giver Murphy forestillingen en flydende bevægelse, som ofte mangler i revyer af denne type.

Efter spilleperioden i London drager Forever Plaid videre til Radlett Centre og Theatre Royal i Bury St Edmunds, men lige nu har Studio-scenen på St James' Theatre fundet en forestilling, der passer perfekt til dette vidunderligt intime rum.

Forever Plaid vil for nogle være en to timer lang tur ned ad mindernes allé, mens det for andre vil være en introduktion til en musikgenre drevet af rent vokaltalent. Forestillingen understreger endnu en gang behovet for mindre spillesteder, der kan huse langvarige produktioner i Off-Broadway-stil. Jeg er ikke i tvivl om, at dette show kan holde længe. Jeg skal i hvert fald tilbage og opleve The Plaids igen!

FOREVER PLAID SPILLER FREM TIL 24. APRIL 2016