ANMELDELSE: I Wish My Life Were Like A Musical, Crazy Coqs ✭✭✭

Julian Eaves anmelder I Wish My Life Were Like A Musical, en kabaret af Alexander S Bermange på Crazy Coqs.

Holdet bag I Wish My Life Were Like A Musical. I Wish My Life Were Like A Musical Crazy Coqs 11. april 2018 3 stjerner Det siges ofte, at komedie er sværere end tragedie, og få genrer inden for komedien er mere krævende end 'komiske sange'. Alexander S Bermange er en mester i denne svære disciplin og har gennem årene opbygget en loyal og entusiastisk fanskare med sine parodier og indslag i populære chatshows på Radio 4 og lignende. Han har udgivet en fremragende dobbelt-CD med nogle af de bedste britiske komikere (fra Christopher Biggins til Miriam Margolyes), har flere gange fyldt Matcham Theatre på Hippodrome, og nu indtager han det intime lokale ved Piccadilly med et to-ugers engagement, der for alvor cementerer hans talent. Oliver Savile Dette er virkelig nogle af de mest vidunderligt skrevne og spændende sange. Få i dag – i hvert fald her til lands – mestrer rimets finesser som Bermange; og der er en stor fornøjelse forbundet med at høre disse fantastiske 'eskapader' af ordspil og kringlede tekster. Ingen forstår form bedre end han, eller hvordan man disponerer en sang og placerer dens klimaks for størst effekt. Det er en mesterklasse i, hvordan man skriver til komiske performere. Diana Vickers Udover at have Alex selv ved klaveret – hvor han udover at være en ekstremt fintfølende akkompagnatør også får lov at synge et par numre med sin karakteristiske bidende, ironiske stemme – får vi en pragtfuld kvartet af West End-stjerner, der leverer sublime præstationer i over et dusin numre. Og man kunne næppe ønske sig et bedre hold: Suzie Mathers, Oliver Savile, Liam Tamne og Diana Vickers giver den hele armen, og der er en sprudlende showbiz-kemi imellem dem. Instruktør Paul Foster er hentet ind for at forme materialet, og han leger især med åbnings- og slutnumrene og udnytter rummets fulde potentiale kreativt. De fleste numre leveres dog direkte mod publikum som klassiske solonumre. Og generelt er det sådan, de er skrevet. Desuden har man valgt at give aftenen et tema om skuffede kunstneriske ambitioner. Hvor der i tidligere shows var et bredt emnevalg, er kompasset her mere snævert. Det giver visse udfordringer i forhold til at bevare en følelse af variation. Liam Tamne De fleste af de karakterer, der portrætteres, er fiaskoer på den ene eller anden måde. Nu er det ganske vist, at vi herhjemme elsker at holde med underhunden; men når disse underhunde primært er ofre for deres egne selvbedrag, begynder man at længes efter noget andet. Det får vi så sandelig i det eneste eksempel på en vinder: det rædselsvækkende ego i glansnummeret 'The Diva's In The House'. Det er en fænomenal oplevelse i hænderne på en dygtig kunstner som Suzie Mathers, og hun lægger fortjent salen ned med sin imponerende fremvisning af stilarter, tonerækkevidde og perfekt komisk timing. Men der er ingen grund til, at Liam Tamnes heroiske tenor, Oliver Saviles varme bariton eller Diana Vickers’ klare mezzo ikke kunne stråle ligeså klart, hvis de fik materiale, der var tilstrækkeligt markant og engagerende. For selvom de enkelte sange er utrolig velskrevne, minder emnerne meget om hinanden. De bliver, ligesom Mathers i andre numre, bedt om at pløje en stadigt smallere fure. Vi forstår naturligvis, at det er forfatterens hensigt at udforske netop dette miljø, men han skriver så stærkt, at han siger meget med lidt materiale. Han er en begavet forfatter, og vi ville gerne høre ham kaste sig over andre ting fremfor at gentage den samme pointe mere end højst nødvendigt. Suzie Mathers

Måske kunne et andet medlem af det kreative team få lov at se på dette fantastiske oeuvre med friske øjne for at fremvise det lige så brillant som 'Diva', eller for at introducere en bredere palet af stemninger. Imens fungerer Jerome van den Berghe som med-arrangør, og det virker til, at han primært står bag de flot skrevne ensemblenumre. De er meget 'West End', meget polerede og gør det i sidste ende svært at tro på, at sangerne virkelig er de mislykkede eksistenser, de skal forestille at være. Ovenikøbet ser de alle knaldgodt ud. Al ære til dem for det! Men selvom f.eks. Tamne disker op med nogle fascinerende accenter, kan intet udfylde kløften mellem de ubetydelige karakterer, han skal forestille, og den lysende stjerne han tydeligvis er. Han har, ligesom Savile, spillet Raoul i 'Phantom', og man forstår nemt hvorfor. De er begge forrygende. Men her, i dette format, overbeviser de ikke helt som folk, der aldrig er slået igennem. Man skulle tro, at Vickers med hendes store skuespillererfaring nemt kunne give liv til en rolle, der afspejlede hendes karakterer. I stedet er den dialog, de har fået mellem sangene (sommetider så ny at den står på kort), præget af intetsigende overgange, der hverken støtter forestillingens tema eller lader os komme ind under huden på de personer, de skal forestille.

Nå ja, sådan er det med udfordringerne i denne svære revygenre. Forestillingen taler mest til intellektet, selvom der er øjeblikke, hvor hjertet også er med. Jeg er sikker på, at Bermange vil fortsætte med at finpudse sin teknik, og en dag vil det hele gå op i en højere enhed. Han er en strålende forfatter og er ved at skabe sig en solid position på den britiske underholdningsscene. Det går kun én vej, og det er opad. Tag ind og se showet for at opleve næste skridt på rejsen. Der er mange storslåede øjeblikke undervejs, og hvem ved – måske sker der løbende justeringer af balancen i løbet af spilleperioden.

I Wish My Life Were Like A Musical spiller fra den 9.-15. og 17. april 2018.

BESTIL BILLETTER TIL I WISH MY LIFE WERE LIKE A MUSICAL NU

Læs andre ANMELDELSER fra BritishTheatre.com