ANMELDELSE: Lovett + Todd, King's Head ✭✭

Daniel Collard og Louise Torres-Ryan i Lovett + Todd. Foto: Another Soup Lovett + Todd

The King’s Head

16. juli 2015

2 stjerner

Sweeney Todd er en af mine absolutte yndlingsmusicaler; den opsætning af Tooting Arts Club, som jeg så tidligere på året, er stadig en af mine største teateroplevelser nogensinde. Det var derfor med en blanding af forventningsglæde og en vis skepsis, at jeg ankom til King’s Head for at se Another Soups 'alternative blik' på Sondheims klassiker.

Lovett + Todd fortæller historien om den udspekulerede tærtebager bag kannibalplanen og præsenterer en mindre kendt side af hovedrollen. Forestillingen starter med fru Lovetts mors død (fru fru Lovett?) og følger udviklingen af hendes mørke plan, efter hun har mødt en vis dæmonisk barber. Så er spørgsmålet: Kan Lovett + Todd gøre det for Sweeney, som Wicked gjorde for troldmanden fra Oz?

Kort sagt: nej. Der er meget godt at sige om stykket – det er kreativt og indimellem eftertænksomt, og det forsøger oprigtigt at skabe sin egen identitet. Men det mangler originalens charme og subtilitet, som fungerede så stærkt, netop fordi meget af rædslen var uudtalt og antydet. Lovett + Todd går direkte til makronerne, hvilket desværre gør det lidt ensformigt – de to titelkarakterer må have diskuteret det moralske forsvarlige i at lave tærtefyld af folk mindst tolv gange. Humoren var ofte klodset og indforstået, nærmere et voldsomt 'headbutt' end et diskret nik – som f.eks. "mine hænder ryster så meget, at jeg kunne komme til at skære halsen over på en mand"… og lignende ordspil.

Partituret af Jo Turner har sine gode øjeblikke, selvom det – bortset fra et medrivende finalenummer – savner den snigende følelse af frygt og ubehag i stykkets mørke passager. Sweeneys barbersalon blev introduceret med en barbershop-kvartet; et inspireret indslag og uden tvivl aftenens musikalske højdepunkt. Desværre var det et af de få lyspunkter, da mange af teksterne i ensemblenumrene gik tabt – et af de store numre var visuelt forrygende, men en kombination af dårlig lyd og larmende handling på scenen gjorde det næsten umuligt at høre, hvad der blev sunget.

Der var dog flere stærke skuespilpræstationer. Louise Torres-Ryan var både karismatisk og rablende vanvittig som Mrs Lovett, mens Daniel Collards Sweeney Todd var passende splittet og nuanceret. Kemien mellem de to var god, selvom det virker lidt ude af trit med Todd-figuren, at han er så nem at manipulere, som tilfældet er i denne genfortælling. Resten af holdet måtte kæmpe med karakterer, der var tyndere end en gennemblødt tærtedej, men slap generelt hæderligt fra det – omend Eddie Manns meget overartikulerede fortællerstemme føltes en anelse forceret.

Det føltes mere som et hold af skuespillere end fuldblods musicalperformere – der var en håndfuld missede toner (især de høje toner i de første par sange), og de fleste i castet manglede den vokale tyngde til at bære deres solopartier. To af sangene blev desuden introduceret med replikken 'Lad os tage en lille sang', hvilket næppe er kendetegnet for et sømløst musikalsk værk. Det var dog forfriskende at se flere af de medvirkende spille på deres egne instrumenter, herunder både guitar, trommer og harmonika.

Aftenens stærkeste kort var iscenesættelsen, der bød på masser af kreativitet. Publikum blev budt velkommen med vittig dialog fra skuespillerne, der allerede var i karakter, mens vi fandt vores pladser, og flere uheldige tilskuere blev hevet op på scenen. Det var konsekvent underholdende, selvom det gav mig flashbacks til det tilbagevendende mareridt, hvor jeg pludselig står midt i Les Misérables uden at have fået manuskriptet…

Selvom Rhian Morris’ scenografi var funktionel, blev den noget overskygget af det, der lignede en gigantisk bunke menneskelig afføring direkte i mit synsfelt bagest på scenen. Jeg formoder, det var et nødvendigt onde på grund af aftenens tidligere forestilling af Noonday Demons (som tilsyneladende indeholder et tårn af fækalier), men hvor mange andre stykker lader dig overvære klimaks foran en stor lort? Ikke Musiefælden, det er helt sikkert…

Lovett + Todd er et tappert forsøg på at puste nyt liv i fortællingen om Sweeney Todd. Desværre føles det som en spildt mulighed – opfindsom iscenesættelse kan ikke skjule de markante mangler i plot og manuskript.

Lovett + Todd spiller på King's Head Theatre frem til 1. august 2015