ANMELDELSE: Lyrics and Lyricists, Theresa L Kaufmann Concert Hall ✭✭✭

V-H: Kate Baldwin, Jason Danieley, Liz Callaway, Jeremy Jordan, James Clow, Heidi Blickenstaff. Foto: Courtesy 92Y Lyrics and Lyricists

Theresa L Kaufmann Concert Hall

92nd Street Y (Off Broadway)

12. januar 2015

3 stjerner

Sikke en fantastisk idé til en koncert: seks performere, en fortæller og et mindre orkester, der kaster lys over resultatet af det frugtbare samarbejde mellem Hal Prince og Stephen Sondheim. Et samarbejde, der for alvor begyndte med Company og endte i tragedien med den katastrofalt modtagne premiereproduktion af Merrily We Roll Along. Og det var en særdeles fremragende idé at bruge David Loud – der selv var med i den oprindelige produktion af Merrily i 1981 – som fortæller.

Loud fungerer også som kunstnerisk leder af denne koncert, der er en del af den 45. udgave af ”Lyrics & Lyricists”-serien – en af de mest prominente koncertrækker for den amerikanske sangskat i USA – ligesom han har påtaget sig rollen som kapelmester og forfatter af bindeledsteksterne.

Loud er som skabt til denne type arrangementer. Han leverer materialet tørt og med god komisk timing, han forfalder ikke til det overdrevent indsmigrende, og han bringer en forfriskende ærlighed og intelligens til historierne bag det musikalske samarbejde.

Hvis formålet med serien er at fremhæve tekster og tekstforfattere, så er Sondheim/Prince-kombinationen bestemt en rig kilde at øse af. De seks musicals, de samarbejdede om som instruktør og tekstforfatter/komponist, spænder vidt i stil og udtryk, og hvert show rummer talrige numre, der understreger Sondheims lyriske mesterskab.

Derfor virker det en smule besynderligt, at sangvalget her er mærkværdigt forudsigeligt og ikke rigtig giver et dybere indblik i det mirakuløse håndværk bag Sondheims pen på tværs af de seks musicals. Han skriver aldrig rygende dårlige tekster, men der er bestemt sange, hvor lyrikken er klogere, smartere og mere rutineret end musikken. Hvis man vil fremhæve tekstforfatterens evner, tvivler jeg på, at førstevalget ville være Being Alive fra Company, Beautiful Girls fra Follies, Send in the Clowns fra A Little Night Music, Poems eller Pretty Lady fra Pacific Overtures, Johanna fra Sweeney Todd eller The Hills of Tomorrow og Our Time fra Merrily We Roll Along.

Det er ikke fordi, det ikke er fantastiske sange – det er de fleste af dem – men i de fleste tilfælde rummer hvert partitur sange med mere gnistrende, kløgtige eller vidittige tekster.

Pointen er formentlig, at koncerten skal være en publikumsbasker, og derfor foretrækker man de velkendte melodier. Naturligvis. Men der er masser af store melodier i disse seks shows, der følges ad med fantastiske tekster, som kunne og burde have været valgt i stedet. For blot at nævne ét eksempel, så har både Someone In A Tree og Please Hello langt stærkere tekster end Poems eller Pretty Lady fra Pacific Overtures.

Til en vis grad kan sangvalget dog have været begrænset af de performere, der skulle levere stoffet. Når det er sagt, så befinder vi os i New York, og man skulle mene, at der var en uudtømmelig kilde af talent at tage af.

Der var ingen problemer med kvaliteten hos de kvindelige solister: Liz Callaway, Kate Baldwin og Heidi Blickenstaff. De var hver især sublime.

Callaway var magisk i sin levering af Not Getting Married Today; hendes artikulation og intonation sad lige i skabet, mens hun forcerede Sondheims forhindringsbane. Det er meget muligt den bedste fremførelse af den sang, jeg nogensinde har hørt. Hun bragte ægte følelse til Old Friends og gåpåmod til Now You Know. Hendes Send In the Clowns var smukt enkel. Eftermiddagens nok bedste sangpræstation kom fra Kate Baldwin, der efter en knivskarp og herligt komisk Bless This Day gav en lækker, sødmefuld solo-jazz-version af You Could Drive A Person Crazy, som sendte publikum ud i en sand ekstase af begejstring. Hun fulgte op med en sexet og tør Could I Leave You?; åndeløst godt. Hun trak det korteste strå med Hills of Tomorrow, men hendes talent og sublime charme gav nyt liv til det ellers oversete nummer. Som den sidste i trioen af vokale femme fatales åbnede Heidi Blickenstaff sit bidrag med en energisk og vokalt overlegen levering af tungebrækkeren Another Hundred People. Selvom hun sang den glimrende, er Blickenstaff simpelthen for ung til at yde smerten i teksten til Losing My Mind fuld retfærdighed, men hun viste sig at være en forrygende og unik Mrs. Lovett i den store finale på første akt af Sweeney Todd, A Little Priest. Hun gjorde det fremragende i Not A Day Goes By, især i den version, der indgik i finalen. Disse fantastiske kvinder bidrog også væsentligt til ensemblenumrene, herunder A Weekend In The Country, Remember, Our Time, The Advantages of Floating In The Sea og The Ballad of Sweeney Todd. Bravo til dem alle.

Mændene var knap så lysende.

Den bedste af dem var James Clow, en høj mand med autoritet og et solidt bas-baryton-register. Uforklarligt fik han ikke sin egen solo, men han var en fremragende Todd i A Little Priest og burde have fået lov til at synge Sorry-Grateful alene. Han var desuden den bedste sanger i Pretty Lady. Det er en skam, han ikke for alvor fik lov at vise sit vokale overskud.

Både Jeremy Jordan og Jason Danieley virkede totalt på udebane i Sondheim-repertoiret.

Danieleys stemme er ikke sikker nok i mellemikéet og har tendens til en ulden skarphed i højden; han virker fuldstændig uden kontakt med teksterne. Hans udgave af Good Thing Going var tæt på at dræbe showet, før det overhovedet kom i gang... Intet af det, han foretog sig efterfølgende, var en reel forbedring. Velplejet hår gør det ikke alene. Jordan var udstyret med et skæg, der fik ham til at ligne en, der lige var trådt ud af synagogen i Brooklyn, og en aura af arrogance, som var helt malplaceret. Han smilede sig gennem sang efter sang uden at finde hverken meningen i ordene eller passionen i melodierne. Mystisk. Jordan kan være ganske imponerende i de rette roller – men Sondheim er tydeligvis ikke det rette match for ham. Hans Being Alive var dødssyg, hans God-Why-Don't-You-Love-Me-Blues besvarede sit eget spørgsmål, og hans duet med Danieley, Poems, var helt forfærdelig. Og mind mig endelig ikke om deres accenter i Pretty Lady. Ak og ve... Der var dog en strålende finale, hvor alle seks performere arbejdede hårdt på at smelte sammen og skabe noget nyt. En sekstet baseret på et mash-up af Not A Day Goes By, Send In The Clowns, Could I Leave You, Pretty Lady, Being Alive og Sorry Grateful: seks performere og seks sange fra seks shows. Sondheims 666-kombination fungerede smukt. Alt i alt var det en fornøjelig eftermiddag med fantastisk Sondheim-materiale. Bedre casting af mændene og et skarpere sangvalg ville have givet et større afkast. Men for 25 dollars, med et orkester og nogle fabelagtige kvinder, der sang deres hjerter ud, var det et absolut fund til prisen. Faktisk var prisen retfærdiggjort alene ved at høre Loud læse det brev op, som Richard Rodgers skrev til Prince og Sondheim efter debuten på Company.

Dette var en koncert med dyb indsigt og flere stjernepræstationer. Hvis bare mændene ikke havde trukket niveauet ned.