ANMELDELSE: Miss Hope Springs - Vegas to Weimar, The Two Brewers ✭✭✭✭✭

Miss Hope Springs: Vegas to Weimar

The Two Brewers

23. februar 2018

5 stjerner

Hope Springs er dragscenens Rolls-Royce, ikke mindst grundet hendes evne til selv at skabe alt sit materiale – især de udsøgt veldrejede og fængende sange – men også for de genialt gennemtænkte og dramatisk fuldendte scenerier, hun udtænker som ramme for hvert show.  Hendes forestillinger synes at blive mere og mere teatralsk udviklede som tiden går, og bevæger sig væk fra blot at være en 'pige ved et keyboard', der synger et par småviser og fyrer campede oneliners af, til i stigende grad at fokusere på karakter- og situationsbaseret komik.  Illusionen her er fortællingen om den pensionsmodne showgirl fra Vegas, der er strandet i arbejdsløshed ved Dungeness' kyster, men pludselig bliver tilbudt en uventet plads på Das Kabarett Vaudelesque i Berlin: Tasken pakkes pligtskyldigt, den sorte regnfrakke bæltes i hast, og vi kastes ud i en beretning om hendes kunstneriske og personlige kampe i hjertet af kabaretens og de geopolitiske skel.  I virkeligheden er det hele en illusion skabt af Ty Jefferies – en uovervindelig skikkelse på scenen med en utrættelig appetit på benhårdt arbejde og flittigt håndværk.

Og resultatet er forrygende underholdning.  Fra det velvalgte åbningsnummer 'There Is Ever A Place To Wander', en romantisk, kromatisk sang i bedste Jerry Herman-stil, bliver scenen sat i en vuggende, men bittersød stemning.  Derefter tager fortællingen fart med en vaskeægte 'I want'-sang: 'I Want To Sing In A Berlin Cabaret'.  Det her er i høj grad musical-territorium, det tilfældigvis bare formidlet af en solist.  For dem, der har set hende før, er der ingen trio denne gang, kun et par behændige hænder og et simpelt klaver.  Og det er alt, vi behøver (selvom man sagtens kunne forestille sig numrene i en større – og dyrere – opsætning, for de er forbandet gode).  Men det er sådan, Hope Springs ofte opleves: både på de glitrende, glamourøse scener og de lurvede barer.

Pointen her er, at Berlinmuren er gået tværs igennem spillestedet.  Hope dukker op i Vestberlin-delen, hvor ingen kender hende, men det tvære personale foreslår hjælpsomt, at hun søger lykken i klubbens østberlinske fløj.  Og så, modig og initiativrig, begiver hun sig over Muren i fuldt udstyr – vel nok den eneste person nogensinde, der er 'flygtet' fra Vestberlin til DDR!  Hun indfinder sig ved scenedøren på DKV-Ost, hvor hun lukkes ind af den høje, meget høje, og robuste, meget robuste (vi kender typen, vi har set ham i Berlin åh så tit!) dørmand: Hans Zoff.  Navnet er ren 'Carry On'-komik... og der følger meget, meget mere i samme stil.  En enkel 'chanson realiste' giver os en dybere forståelse af, hvem man kan møde, og hvad de foretager sig på 'Das Kabarett Vaudelesque'.

Efter lidt underholdende forvirring med en kuffert, skift af boaer og påsætningen af en kejt placeret høj hat (ja, vi VED godt, hvem der plejede at bære sådan en!), kaster vi os ud i en slags digtoplæsnings-version – væk fra klaveret – af 'Marlene Stole My Act'. Det er en afsløring fra en af de ældre stjerner på Hopes nye arbejdsplads, Fifi.  Det er en fortælling om smertelig fortrydelse, som meget af Hopes materiale, men – ligesom i Lorenz Harts tekster før hende – løfter den rene skønhed, de smukke vendinger og rimene indholdet ud over det sentimentale eller vemodige: Der er så meget livsglæde i teksten, så meget gejst, at det er umuligt at blive i dårligt humør af det.

Herefter får vi en charmerende 'liste-sang': 'I Love Berlin', som faktisk handler om stort set alle andre steder END netop den by.  Men pyt med det.  Den er vidittig og en fin optakt til den elegante sorg i 'My Friend The Moon', et nummer med så udsøgt en melankoli, at det vinder alles hjerter.  Så slentrer vi gennem endnu et lille stykke poesi, denne gang i Gertrude Steins stil: 'The Obitch-uary Of Tilly Losch'.  Derefter får vi et nummer fra et show kaldet 'Baby Steps': 'Wanda' er et karakterportræt af den fortabte ungdom, en spinkel historie støbt i jernet fra Hopes kreative vilje.  Mere musik følger, den smukke langsomme foxtrot 'Joe', udført med en forbløffende dobbelt-boa (det lyder som et kunstskøjteløbstræk, og det er præcis lige så kompliceret at gennemføre).  Inden længe er det naturligvis den fraseparerede ægtemand Irving hjemme fra campingvognen i Dungeness, der redder vores heltinde fra hendes fangenskab i det socialistisk-realistiske helvede, og så er det tid til at sige 'Auf Wiedersehen' til dette skønne sted... og få plads til en snigende sidste reprise af Hopes varemærke: 'The Devil Made Me Do It'.

Wunderbar!

LÆS MERE OM MISS HOPE SPRINGS