ANMELDELSE: Reality, Ovalhouse ✭✭✭

Reality. Foto: Richard Davenport Reality

Ovalhouse

11. juli 2015

3 stjerner

Nutidens teenagere beskrives ofte som den første generation, der er vokset op med reality-tv døgnet rundt. Hvem er så bedre til at opføre en dystopisk udforskning af farerne ved berømmelsesbegær end The Bridge Theatre Company, en gruppe af ambitiøse unge skuespillere?

Reality følger en gruppe berømmelseshungrende unge, der får en sidste callback til 'The Hostage', et nyt reality-show, som de håber vil bringe dem tættere på rigdom og ære. De håbefulde stjerner bliver kastet ud i en række stadigt mere sadistiske og ubehagelige opgaver af den forskruede producer Oscar (Jack Stimpson) for at bevise, at de har det, der skal til.

Stimpsons producer fra helvede er dragende og bliver mere og mere forskruet og uforudsigelig, som stykket skrider frem. De fleste af stykkets stærkeste øjeblikke opstår, når karaktererne for alvor bliver sat under pres – når de håbefulde deltagere tvinges til at udføre ydmygende opgaver, vender sig mod hinanden og bliver udsat for brutal granskning. Snart begynder karakterernes nøje tilrettelagte baggrundshistorier at falde fra hinanden takket være en række chokerende afsløringer.

Selvom stykket har sine glimt af genialitet, føltes manuskriptet (et originalt bestillingsværk fra den anerkendte Georgia Fitch) noget ujævnt. Måske er det fordi, vi lever i en verden, hvor vi efterhånden er nået til sekstende sæson af Big Brother, og det meste komiske og dramatiske materiale om reality-tv allerede er blevet malket (I Can’t Sing, Black Mirror, Game, selv The Truman Show). Som resultat er det en reel udfordring at finde på noget, der føles frisk og skarpt – tåreperserne, de absurde præmisser og udnyttelsen i virkelighedens verden er næsten allerede hinsides parodi. Derfor føltes de indledende scener en anelse forældede, selvom stykket endelig vågner til dåd, da Oscar bliver introduceret.

Selvom det er fuldt forståeligt givet projektets natur, var antallet af karakterer i ensemblet også lidt af en hindring. Store dele af 'auditionen' foregik med tolv forskellige karakterer på en meget lille scene. Udover at det betød, at flere karakterer ofte var ude af publikums synsfelt, fik et par stykker knap nok tid eller plads til at udvikle sig ud over en regional stereotype (hvilket ikke blev hjulpet af, at karaktererne blev omtalt ved deres hjemby!). Det var mærkbart, at efterhånden som karaktererne blev trætte af deres moderne torturkammer og forlod scenen, forbedredes stykket (præcis som i den virkelige Big Brother, når man tænker over det...). Efter en gribende og intens anden akt begyndte Reality at miste retningen lidt mod slutningen, med en finale der ikke helt ydede den forudgående spænding retfærdighed.

Flere af de unge og talentfulde medvirkende i Reality har allerede modtaget tilbud fra prestigefyldte teaterskoler, og det er ikke svært at se hvorfor. Præstationerne var stærke over hele linjen, og ensemblet udviste en utrolig evne til accenter (ros til dialekt-coach Izo FitzRoy, som måske aldrig nogensinde skal undervise i en Grimsby-accent igen). De udviste alle betydelig modenhed og dybde i deres portrætter og brillerede især i de virkelig tunge emner, som f.eks. Scarletts (Nora Lempiere) perfekt afmålte monolog om hendes nylige abort. Førnævnte Jack Stimpson har tydeligvis en lys fremtid foran sig og ramte lige den rette blanding af det overgearede og det uhyggelige som stykkets antagonist. Andre, der faldt i øjnene, var Cameron Essam som den søde særling Darren, Kitty Archer som det uheldige mål for hans opmærksomhed, Anya, og Louie Webb som Tyler, hvis hårde facade begynder at krakelere, da han modtager en chokerende nyhed.

Scenografien var begavet og effektiv hele vejen igennem, og den snedige brug af skærme rundt om på scenen bidrog til stykkets klaustrofobiske stemning. Skærmene streamede ofte live-optagelser, mens de medvirkende skiftedes til at strejfe om med kameraet, hvilket skabte en fantastisk dynamisk effekt. Det blev udnyttet til fulde i nogle af stykkets stærkeste øjeblikke: en række velskabte klip, der udfordrede vores fordomme om karaktererne. Tom Hackleys lyddesign fortjener også ros, med et soundtrack i Big Brother-stil, der hjalp med at bygge spændingen op før forestillingen.

Reality er en produktion fra The Bridge Theatre Company, et forløb drevet af teaterafdelingen på BRIT School. Det er tydeligvis et vidunderligt initiativ, der giver eleverne mulighed for at arbejde med brancheeksperter om at producere, iscenesætte og markedsføre deres egen forestilling. Stykket er desuden blevet støttet økonomisk af Andrew Lloyd Webber Foundation. I en verden, hvor reality-shows tilbyder en hurtigere og lettere vej til berømmelse, er det fantastisk at se spirende unge talenter få de muligheder og ressourcer, de behøver for virkelig at blomstre. Selvom manuskriptet ikke altid havde 'the X factor', er det helt sikkert sandt, at 'BRIT’s got talent'.