ANMELDELSE: The Realistic Joneses, Lyceum Theatre ✭✭✭✭

Foto: Sara Krulwich The Realistic Jonses

Lyceum Theatre

13. april 2014

4 stjerner

Jeg kan ikke huske, hvornår der sidst har været et stykke på Broadway, der har leget så meget med teaterformen som 'The Realistic Joneses'. Det er et nyt stykke af Will Eno, som netop nu har premiere på 'The Great White Way' på Lyceum Theatre i en opsætning instrueret af Sam Gold.

Castet er stjernespækket: Toni Collette, Michael C. Hall, Tracy Letts og Marisa Tomei. Med fire så store navne på plakaten forventer man naturligvis et dramatisk festfyrværkeri.

Det skulle man i hvert fald tro.

Men stykkets store styrke er dets evne til at være fuldstændig hverdagsagtigt og dvæle ved livets trivielle detaljer, alt imens det udforsker den snigende rædsel ved degenerative sygdomme, der langsomt nedbryder både sindet og sjælen.

Det geniale ved teksten er, at den dramatiske fortælling præsenteres fragmenteret og usammenhængende, hvor den lineære handling serveres i brudstykker. Mens vi hører om sygdommens effekter og ser dem udspille sig i karakterernes liv, får publikum sin egen sanselige oplevelse. Det tvinger os til at sætte spørgsmålstegn ved det, vi tror, vi ved eller har hørt – man må stoppe op og gentænke handlinger og reaktioner, som først langsomt, og med bagklogskabens klare lys, giver mening.

Eno sørger for, at publikum mærker elendigheden ved det forsvindende sind ved selv at føle, at de ikke har fulgt ordentligt med. Informationen er rodet og ofte pirrende uklar; en hvirvelvind af indtryk og tanker, der aldrig rigtig finder fodfæste, men bævrer og toner ud, hver gang nye fakta dukker op.

Heldigvis sørger det tårnhøje skuespilsniveau for, at dette dristige spil med publikum aldrig kammer over.

Hver eneste præstation er eksemplarisk. Der er ikke et kedeligt øjeblik eller en scene, der rammer ved siden af. Alt spilles med præcision, teknisk overskud og en følelse af storhed – sidstnævnte er afgørende, når man tænker på, hvor almindelige disse menneskers liv er.

For sygdomme i sindet rammer naturligvis alle, høj som lav, og de kan være ødelæggende og ydmygende uanset social status. Simple opgaver bliver til uoverstigelige forhindringer – at glemme hvordan man går, kan være lige så stor en udfordring for en syg elektriker som for en statsmand.

Handlingen centrerer sig om to par: Colette og Letts (familien Jones) og Hall og Tomei (en anden familie Jones). Parrene ser ikke ud til at have andet til fælles end nabolaget, men det viser sig hurtigt ikke at være helt sandt.

I løbet af de ca. 100 minutter, gennem scener der fungerer som små vignetter af parrenes liv og de måder, de flettes sammen eller kolliderer på, giver stykket et realistisk portræt af liv levet med svigtende evner. Nogle scener er rædselsvækkende, andre er komiske, og nogle er så akavede og ubehagelige, som noget man nogensinde vil se på en scene.

Men det hele føles ægte og realistisk, præcis som stykkets titel lover.

Ingen af skuespillerne jagter stjernestatus eller forsøger at gøre stykket til deres eget soloprojekt. Alle arbejder sammen for at få dette komplekse værk til at fungere. De er alle vidunderlige.

Som ensemblespil er det svært at sætte en finger på noget. Fire skarpe, rene og fokuserede portrætter af et helt almindeligt liv, der er gået i hårdknude, og parforhold splittet af smerte og plejeansvar.

Visse passager er decideret lyriske trods deres hverdagsagtige karakter, og det er især i den samlede fremmaning af følelsen af kontroltab ved degenerativ sygdom, at Eno brillerer.

Det er et stykke, der er svært at elske ubetinget, men det er et klogt og fascinerende værk på alle punkter.