Status, Pulse Festival, New Wolsey Theatre ✭✭✭

Paul T Davies anmelder Chris Thorpes Status, som præsenteres som en del af Pulse Festival 2019 på New Wolsey Theatre.

Chris Thorpe i Status. Foto: The Other Richard Status

Pulse Festival på New Wolsey Theatre.

30.05.19

3 stjerner

Chris Thorpes Status, der åbner Pulse Festival og er udviklet sammen med og instrueret af Rachel Chavkin, er forestilling om en mand, der ikke længere ønsker sin nationalitet eller status. Det er en fortælling om en mand, der vil flygte fra den nationale fortælling og de kulturelle konstruktioner, han er blevet tildelt. Thorpe, som er en medrivende historiefortæller, understreger, at dette ikke er et stykke om Brexit – selvom det begynder på selve aftenen for folkeafstemningen og løbende stiller spørgsmålstegn ved opfattelsen af det britiske – og at karakteren, selvom han hedder Chris, ikke er Thorpe selv.

I stykkets prolog genfortæller Thorpe et besøg i Kroatien, hvor han overværede en mand blive banket af to betjente på en pub. Måske lidt uklogt greb Thorpe ind, og han blev kun reddet fra en omgang tæsk af det faktum, at han er britisk – og hvid britisk vel at mærke. Karakteren Chris er en mand med (juridisk set) to pas, og han tager dem med på en rejse Jorden rundt i en fortælling, der har karakter af en klassisk skrøne. Han forsøger at begrave sine pas i Navajo-ørkenen, møder en statsløs mand i et rædselsvækkende kommercielt højhus i Singapore, taler med en prærieulv, der engang var østtysker, og opdager, at papfigurer repræsenterer ånderne fra migranter, der er druknet på havet.

Chris Thorpe i Status. Foto: The Other Richard

Forestillingen er krydret med sange, der minder mig om den store Billy Bragg, og værket står stærkt i sin udforskning af glemte lande og vores egen rodede historie med imperiebyggeri og invasioner. Grafikken og videodesignet skaber en suveræn kulisse for Thorpes fortælling. I sidste ende følte jeg dog, at forestillingen manglede et element af fare og direkte konfrontation; karakteren ser quizshowet Jeopardy, men føler sig aldrig selv i fare, og han rejser ud med to pas og vender hjem med begge. Det er en effektiv pointe, at status handler om privilegier snarere end pas, men det føltes som en noget langstrakt udforskning af en surrealistisk fortælling.

PULSE FESTIVAL 2019