KOMMENDE: Summer Street på Old Red Lion Theatre

Julian Eaves tager et kig på en koncertpræsentation af Summer Street, en ny musical-parodi på sæbeoperaer.

Her er en vidunderlig og underholdende nyskabelse: En musical-parodi på 1980'ernes sæbeoperaer, spækket med vaklende pap-dialoger, overbelyste karaktertegninger og en række entré-sange i fortidens pop-stil. Præmissen er, at der afholdes en genforening for en engang så populær serie – titlens 'Summer Street' – og efterhånden som holdet af fortidens stjerner samles, indser vi gradvist, at alt ikke er helt, som det ser ud. Undervejs spidder forestillingen genrens konventioner og klichéer med både vid og en kærlig, satirisk sans for humor.

Mens verden venter på Stiles og Drewes version af 'Soapdish', er dette et særdeles glimrende selskab i mellemtiden. Andrew Norris er skaberen bag, herre over både manuskript, musik og sangtekster, og en energisk fortaler for denne muntre musical-komedie. Ved en koncertopførelse på det altid idérige Old Red Lion Theatre blev vi præsenteret for et pragtfuldt udvalg af værkets mange herligheder.

Skuespillerne Julie Clare, Michael Cotton, Simon Snashall og Sarah-Louise Young påtog sig en række roller – alle med varianter af herligt overdrevne australske accenter – mens Dicky Etons mere dannede, forudindspillede stemme fungerede som et par usynlige roller. I bund og grund er den tilsyneladende uskyldige invitation til en genforening af de udfasede sæbeoperastjerner blot et dække for en relancering i reality-tv-stilen, orkestreret af den usynlige producer (Julie Clare, der morer sig med at spille en falmet stjerne, mens hun skjuler sin sande identitet som den hedengangne series grå eminence). Til sidst gennemskuer holdet planen og optager en rasende jagt på svindleren, men alt ender – naturligvis, vi er jo i musical-land – i god ro og orden.

Imens bliver vi præsenteret for en parade af flashbacks og lune minder om fortidens dramaer. Plotets retrospektive greb får dog en mere umiddelbar nerve gennem de vedvarende lidenskaber og spændinger mellem de overlevende stjerner. De 'rigtige' skuespillere er alle ret ynkelige figurer, som vinder vores sympati på en måde, deres endimensionelle roller aldrig kunne: Det er måske forestillingens mest fantasifulde aspekt – at vi kommer til at holde af de uventet uglamourøse og skuffede skuespillere, hvis skæbne det var at udfylde disse tarvelige roller i et velfortjent glemt dagsprogram.

Forestillingen er i underholdende form og klar til videreudvikling. Det musikalske landskab leveres af kapelmester Duncan Walsh-Atkins, hvis forudindspillede numre fungerede som akkompagnement. Vi hører Norris' egne arrangementer. Han fortæller, at dette er hans første musical-score, og man kan kun undre sig over, hvorfor han har ventet så længe: Hans talent er mangfoldigt, og vi må håbe, han fortsætter med at skrive meget mere. Musiknumrene er med deres vidunderlige melodier, stærke rytmik og fængslende struktur forestillingens største triumf.

Tillykke til ORL for endnu en gang at bringe en fantastisk ny forestilling frem i lyset. Hvem tager teten næste gang?

LÆS MERE OM SUMMER STREET