ANMELDELSE: Amour, Charing Cross Theatre London ✭✭✭✭

Danny Coleman-Cooke anmelder Michel Legrand og Jeremy Sams' musical Amour, som i øjeblikket spiller på Charing Cross Theatre.

Ensemblet i Amour. Foto: Scott Rylander Amour

Charing Cross Theatre

9. maj 2019

4 stjerner

Bestil billet her Amour er uden tvivl min absolutte yndlings-flop i musicalhistorien. Jeg nød Royal Academy of Musics fremragende elevforestilling for fire år siden så meget, at jeg straks efter hjemkomsten gennemsøgte internettet for at finde cast-indspilningen (som viste sig at være overraskende svær at opstøve).

Mange gennemlytninger senere er det stadig et af mine foretrukne partiturer, og jeg har altid følt, at det var en uretfærdighed, at den fik så lunken en modtagelse på Broadway, hvor den lukkede efter kun to uger.

Derfor var det en stor glæde at høre, at Amour ville få sin professionelle britiske premiere i London. Som tekstforfatter Jeremy Sams indrømmer i programmet, var Amour nok for finurlig og intim til et stort Broadway-teater, og den føler sig langt mere hjemme under jernbanebuerne ved Charing Cross.

Gary Tushaw i Amour. Foto: Scott Rylander

Sangene af den Oscar-vindende komponist Michel Legrand (som desværre gik bort tidligere i år) er fortsat en ren fornøjelse og vækkes sublimt til live af Jordan Li-Smiths orkester. Legrands sange er karakteristisk drømmende og fortryllende med en række iørefaldende melodier.

Musikken løftes af Jeremy Sams' vidtige og intelligente tekster. Ikke nok med at der er nogle geniale rim (som f.eks. “seen conferring with Hermann Goering” og “When I saw you at your desk/ I thought that you were Kafka-esque"), men der er også tilpas meget humor og kynisme i teksterne til at holde forestillingen jordnær, så den ikke bliver for sukkersød.

Ensemblet i Amour. Foto: Scott Rylander

En gennemkomponeret musical er ingen nem bedrift, men forestillingen suser afsted med en dygtig blanding af det rørende og det morsomme, afsluttet med en uventet bittersød finale, der tog publikum med storm.

Forestillingens stjerne er Dusoleil (Gary Tushaw), en venlig men grå kontorfunktionær, der opdager, at han kan gå gennem vægge. Det er ikke let at skabe en engagerende karakter ud af en mand, der beskriver sig selv som "en simpel embedsmand, slet ikke værd at nævne". Men Tushaw gør det formidabelt med en kraftfuld sangstemme og en sikker komisk timing.

Andetsteds er Anna O’Byrne som sædvanlig strålende i rollen som Dusoleils udkårne, Isabelle, mens Elissa Churchill dækker flere roller med masser af overskud som en del af ensemblet.

Elissa Churchill og ensemblet i Amour. Foto: Scott Rylander

Mit eneste forbehold ved denne opsætning er, at den skarpe satire indimellem måtte vige pladsen for ren falde-på-halen-komik, hvilket tog brodden af nogle af de morsomste scener.

For eksempel er numrene 'Office Life' og 'Dusoleil’s Revenge' begge skarpe satirer over arbejdslivet, der i min optik lægger sig op ad samme komiske stil som Terry Gilliams Brazil.

Der var dog en tendens til lidt for meget overspil og slapstick i både skuespil og koreografi (især chefen, spillet af Steven Serlin), hvor en mere underspillet tilgang kunne have fremhævet humoren i Sams' tekster mere effektivt.

Overordnet set er dette dog en livsbekræftende forestilling, der virkelig er i sit rette element som en intim kammermusical. Ved at kombinere gallisk charme og elegance med bidende britisk vid, er Amour en eventyrlig aften i teatret; se den mens du kan.

BESTIL BILLETTER TIL MUSICALEN AMOUR