ANMELDELSE: [Blank], Donmar Warehouse London ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder et skuespil af Alice Birch, som er en samproduktion mellem Donmar Warehouse og Clean Break.

Ensemblet i forestillingen på Donmar Warehouse. Foto: Helen Maybanks

Donmar Warehouse

18/10/19

4 Stjerner

BESTIL BILLETTER

Alice Birch er en af de mest innovative dramatikere på den aktuelle scene, og dette nye stykke, skabt i tæt samarbejde med Clean Break for at fejre fyrreåret for kompagniet, der arbejder med og for kvindelige fanger, er endnu et bevis på hendes opfindsomhed. Hun inviterer kompagniet – og enhver trup, der opsætter stykket, hvad enten det er professionelt eller som amatørteater – til at vælge frit mellem 100 mulige scener. Det tvinger holdet til at træffe valg og forme en unik forestilling, og her ser vi instruktør Maria Abergs tredive udvalgte scener. Det er blevet til et tankevækkende og intenst medrivende værk, der passer perfekt til det intime rum i Donmar, hvor scenograf Rosie Elnile formår at holde kvinderne adskilt, selv når de befinder sig under samme fængselstag.

Zainab Hasan og Thusitha Jayasundera. Foto: Helen Maybanks Frem for alt fjerner Clean Breaks arbejde og Birchs dramatik os langt fra de glamourøse stereotyper af kvindefængsler, man ser i Bad Girls The Musical eller Orange is the New Black. Scenerne er rå og fragmenterede, og publikum må selv arbejde for at skabe forbindelserne imellem dem. Det, der slog mig, var, hvor få af scenerne der rent faktisk udspiller sig bag fængslets mure; andre mure udenfor, såsom fattigdom, narkomani og voldelige forhold, præsenteres for at demonstrere den nærmest uundgåelige vej mod fængsling. I Abergs udvalg er det også et stykke om mødre og døtre – mødre, der forbliver hjerteskærende resolutte over for deres stofafhængige døtre (Thusitha Jayasundera er fremragende her), mødre, der knækker under lyden af et barns gråd (Joanna Horton er knust og rystende god), og mødre, der forsøger at gøre bod (Lucy Edkins er så god, at jeg fortrød ikke at have set mere til hende før slutscenen).

Ensemblet i forestillingen. Foto: Helen Maybanks Hele ensemblet er dog fejlfrit; selv i de korteste scener formidler de dybder af afsavn og længsel efter kærlighed, mens barriererne stadig er rejst – 'Carrier Bags' er et perfekt eksempel herpå. Den længste scene er 'Dinner Party', hvor en gruppe veninder samles for at fejre et nyt forhold. Her, med overlappende dialog, uafsluttede sætninger og store emner udforsket gennem et rent kvindeensemble, placerer Birch sig sømløst i det kulturelle landskab efterladt af Caryl Churchill. Lige som scenen er tæt på at have varet for længe (det er svært at høre de fleste af samtalerne), ankommer en levering af stoffer uden at afbryde den høflige, larmende middelklasseaften. Det er her, Petra Letangs karakter (B) leverer en monolog, der skærer gennem deres middelklasse-hellighed og hykleriske medfølelse med en kirurgisk præcision, der gav mig lyst til at juble – så kompleks og dygtig er denne tekst. Med en spilletid på 1 time og 55 minutter uden pause er det en udholdenhedstest for bagdelen på Donmars bænke, og meget af materialet er dystert, selvom der er yderst effektive øjeblikke med latter, undertiden af den bitre slags. Men det fremragende skuespil, instruktionen og manuskriptet gør dette til en forestilling, der er hele din tid værd, og som vil blive siddende i dig længe efter, du har forladt teatret.

Spiller indtil 30. november 2019