ANMELDELSE: BU21, Trafalgar Studios ✭✭✭

Clive Keene, Graham O'Mara og Florence Roberts i BU21 BU21

Trafalgar Studios

11. januar 2016

3 stjerner

Køb billetter

Efter sin overførsel fra Theatre 503 præsenterer Stuart Slade et stykke i verbatim-stil, opbygget omkring en fiktiv hændelse: et terrorangreb mod London og seks overlevendes oplevelser. Angrebet er rædselsvækkende – et passagerfly (rutenummer BU21) skydes ned af et missil og styrter ned i Parsons Green. I begyndelsen står stemmerne alene, men som forestillingen skrider frem, danner de en støttegruppe. Teksten har en intens og virkningsfuld enkelhed; kommunikationen føles direkte henvendt til os, og stykket har meget på hjerte om, hvordan sorg konstrueres gennem medier og sociale platforme (”Jeg fandt ud af, at min mor var død via Twitter”). Forestillingen løftes desuden af et fremragende cast.

Roxana Lupu i BU21

Som stykket slår fast, findes der ingen helte eller lykkelige slutninger, udover dem der bliver konstrueret i kølvandet på angrebet. Isabella Laughland åbner fortællingen som Izzy og gør det muligt for os at forestille os hendes mors død, da flymotoren ramte hende. Roxanna Lupu er fængslende som Ana, der blev forfærdeligt forbrændt, da hun lå og solbadede og blev overhældt med flybrændstof. Graham O’Mara er strålende som Graham – en af katastrofens helte, der stifter støttegruppen, men senere afsløres som løgner. Løgnen bliver afdækket af Alex, en selvoptaget og dybt usympatisk karakter, der dog er brutalt ærlig. Hans politiske ukorrekthed spilles med stor fryd af Alexander Forsyth, som hånligt nedbryder den fjerde væg og gør nar af os, fordi vi betaler gode penge for at se ”tragedie-porno”, mens han understreger konstruktionen af teater kontra opfattet virkelighed. Han udstiller også vores racistiske forventninger ved at forudse, at vi tror, at den muslimske karakter Clive (en følsom præstation af Clive Keene) er en af terroristerne. Mest gribende er Florence Roberts som Floss, i hvis baghave en passager lander efter styrtet. Det er en fremragende skildring af chok og sorg, der samtidig indgyder håb gennem hendes spirende forhold til Clive – hvis far netop var den mand, der døde i hendes have.

Alexander Forsyth og Graham O'Mara i BU21

Selvom stykket lyder både intenst og dystert, ligger dets styrke i den kulsorte humor og de interessante pointer om, hvordan vi alle tænker i ”mediesprog”. Især Alex fremkalder store grin med sine nådesløse opsummeringer af situationen. For mit vedkommende kunne man godt have udforsket dette yderligere og sat mere på spil. Alex afpresser Graham på grund af hans løgn, men det ender som en gensidig aftale, der gavner dem begge, og konsekvenserne internt i gruppen eller i samfundet generelt bliver aldrig for alvor udforsket. Samtidig bliver forestillingen holdt lidt tilbage af sin fortid på de mindre Fringe-scener. Selvom koreografien fungerer, føles det som et lidt slidt greb, når skuespillerne flytter rundt på stole til høj house-musik og blinkende lys – det bliver hurtigt både irritabelt og repetitivt. Den nøgne scenografi bidrager heller ikke med meget; faktisk ville dette stykke fungere endnu bedre som radioteater, så stærk er teksten og skuespillet.

Spiller til den 18. februar 2017

Fotos: David Monteith Hodge

BESTIL BILLETTER TIL BU21 PÅ TRAFALGAR STUDIOS HER