ANMELDELSE: Cinderella And The Beanstalk, Theatre 503 ✭✭✭✭✭

Askepot og Bønnestagen (Cinderella And The Beanstalk). Foto: Jack Sain Askepot og Bønnestagen Theatre503 29. november 2015

5 stjerner

Pantomimer har potentialet til at være helt unikt pinefulde. Børn er nådesløse kritikere, og årtiers forventninger hviler tungt på svage produktioner. Genrens status i britisk populærkultur er så stærk, at det er meget svært for enhver forestilling at opnå bred folkelig appel – den skal være original nok til at skille sig ud fra hundredvis af andre pantomimer, men samtidig inkluderende nok til at appellere til flere generationer af familier. Det, der gør Sleeping Trees’ Cinderella and the Beanstalk så fantastisk, er, at den ikke baserer sig på kendis-skuespillere, aktuelle jokes eller endeløse tvetydigheder. I stedet bliver vi præsenteret for tre ekstremt talentfulde komikere, der både undergraver og hylder genren med afsindigt morsomme resultater. Cinderella and the Beanstalk kombinerer fortællingerne fra to af vores mest elskede pantomimer, mens den propper scenen med "så mange eventyrfigurer, som man kunne Google". De joviale og smokingklædte forfattere (James Dunnell-Smith, Joshua George Smith og John Woodburn) åbner ballet ved at forklare, at deres stykke vil vise snesevis af skuespilleres talenter. Problemet er bare, at den eneste person, de huskede at hyre, er musikeren Mark (Mark Newnham), hvilket efterlader dem med én mulighed – at spille hver eneste karakter selv og håbe på, at det på en eller anden måde går. Dette satte tonen for den herligt absurde præstation, der fulgte.

De tre skuespillere er ganske pragtfulde, for ikke nok med at de leverer deres utallige roller med stor vid og energi, de er også ekstraordinært godt selskab. Selvom det centrale greb ikke dominerer fortællingen, giver det kontekst til produktionens kunstnerisk amatøragtige karakter. Vi blev vidner til adskillige paniske skænderier om, hvem der skulle spille de enkelte roller, og de uundgåeligt kaotiske scener, der følger, er ikke kun hysterisk morsomme i sig selv, men præsenterer også de medvirkende i et meget indtagende lys. Øjeblikke som Woodburns heroiske forsøg på egen hånd at skildre en samtale mellem Prince Charming og begge de onde stedsøstre, og den samtidige løsladelse af beboerne i Rumleskafts pantomime-fængsel, forstærkes af skuespillernes udtryk af total forvirring. Parret med deres adrætte dans – åbningsscenen i prinsens hof, hvor det kommende bal diskuteres, sætter en meget høj standard – tilføres forestillingen en herligt uberegnelig fysik, der vil appellere til både unge og gamle.

Askepot og Bønnestagen. Foto: Jack Sain

Selvom den professionelt leverede slapstick fik os alle til at fnise – fra Smiths manglende evne til at styre sin Rumleskaft-dukke til den absurd undervældende "onde" skov ("Åh nej, en faldende mand!") – kom den højeste latter fra en række henkastede (og oprigtigt overraskende) komiske øjeblikke. Skuffelsen i Woodburns ansigt, da hans prins indså, at han havde spist sin sodavandsis, Dunnell-Smiths gæsteoptræden som Klokkeblomst (en Barbie med vinger på en pind, der taler med tyk cockney-accent) og Smiths tåbelige sang om teamwork ("simpel, men umuligt god") er den type scener, der får en til at grine længe efter forestillingen. Uanset om vi hjælper med fødslen af en kalv, danser en munter juledans eller udspiller nøglescener fra 'Alene Hjemme', sikrer deres ukuelige fjollethed, at vi alle er med på spøgen.

Som i enhver god farce er stykket upåklageligt koreograferet, og rekvisitter bruges med yderst underholdende effekt – den vandrette bønnestage og Dunnell-Smiths brug af en enorm dyne vil leve længe i hukommelsen. Det glade, pastelfarvede set-design er også et værdifuldt komisk aktiv, både som et surrealistisk drømmelandskab og som en arena, hvor de medvirkende kan boltre sig. Dørene til venstre på scenen bruges med fremragende effekt, da en skuespiller kan brase, tumble eller kravle gennem den ene og dukke op gennem den anden som en helt ny figur, til det unge publikums store begejstring. Men når det kommer til at sætte stemningen, skal den største ros gå til Mark Newnhams afdæmpede musiker. Han viste ikke kun exceptionelle evner på en række instrumenter, men hans konstante udtryk af stille rædsel var næsten ubeskriveligt morsomt. Dette faldt smukt i tråd med den 'overraskende' slutning, hvor omstændighederne tvinger ham på scenen for at bringe pantomimen til en herligt latterlig afslutning.

Cinderella and the Beanstalk er en åndeløst vittig produktion, spækket med jokes, som hele familien vil nyde. James Dunnell-Smith, Joshua George Smith og John Woodburn er sublime komiske talenter, der leverer enestående præstationer, som løftes af koreografien og Mark Newnhams dejlige musikalske akkompagnement. Tag jeres kære med ind og se det, og jeg garanterer, at I får en fantastisk tid sammen. Cinderella And The Beanstalk spiller på Theatre 503 frem til 2. januar 2016