ANMELDELSE: Consent, Harold Pinter Theatre ✭✭✭

Paul T Davies anmelder Nina Raines skuespil Consent, som er flyttet fra National Theatre til Harold Pinter Theatre i West End.

Adam James som Jake i Consent. Foto: Johan Persson Consent

Harold Pinter Theatre.

30. maj 2018

3 stjerner

Bestil billetter nu

Nina Raines nyeste stykke, der er flyttet fra Nationals Dorfman Theatre til West End, er både aktuelt og rettidigt i forhold til vor tid og #MeToo-bevægelsen. Men på trods af sin aktualitet fokuserer stykket mere på middelklasse-angst end på de faktiske forhold – nemlig at retssystemet i den grad modarbejder kvinder, der trækker mænd i retten for seksuelle overgreb. Det er et stykke, der bærer præg af grundig research, hvilket paradoksalt nok bliver en hæmsko, da karaktererne er så usympatiske og frastødende, at man som publikum aldrig rigtig føler empati med dem.

Clare Foster (Zara), Stephen Campbell-Moore (Edward) og Lee Ingleby (Tim) i Consent. Foto: Johan Persson

Kitty (Claudie Blakeley) og Edward, fremragende spillet af Stephen Campbell Moore som et studie i mandlig arrogance og privilegier, har lige fået deres første barn, og ægteskabet knager. Deres venner, Jake og Rachel (Adam James og den eminente Sian Clifford), oplever deres eget ægteskab implodere på grund af utroskab, og midt i det hele forsøger de alle at splejse ungkarlen Tim (Lee Ingleby) med skuespillerinden Zara (Clare Foster) – en karikatur af en bekymret middelklasse-skuespillerinde i trediverne, der naturligvis mærker det biologiske ur tikke. Raine elsker middagsselskaber, og den alt for lange første akt har et for mange. Hvor stemningen var intim i Dorfman, går det tabt i den større sal, hvor skuespillerne bruger meget tid på at kigge på hinanden frem for mod publikum. Med undtagelse af Kitty og Zara er alle karaktererne advokater, og Edward og Tim arbejder på en voldtægtssag på hver deres side. Deres attitude over for ofrene er nedladende og affærdigende, og stykket viser effektivt, hvor rædselsvækkende det er for en kvinde at skulle bevise spørgsmålet om samtykke eller mangel på samme. En flot præstation af Heather Craney giver os et indblik i denne smertelighed, selvom det er skuffende, at hendes karakter er den mindst udviklede. Hun optræder for lidt, men en stærk scene, hvor hun braser ind til endnu et middagsselskab og afslører hykleriet i det lukkede herrevælde, får endelig sat gang i de dramatiske indsatser lige før pausen.

Claudie Blakley som Kitty og Stephen Campbell-Moore som Edward i Consent. Foto: Johan Persson

Da Tim og Kitty indleder en affære, bønfalder Ed hende om ikke at forlade ham. Han og Kitty har sex, mens de er ved at gå fra hinanden; hun siger, det var uden samtykke – han siger, det var med. Vennerne tager parti, og her bliver stykket for alvor interessant, da det emne, de før behandlede som ren jura, pludselig rammer deres egen vennekreds. Ser man bort fra den lidt for tydelige symbolik i, at holdet sidder på plasticmøbler til børn, mens Ed har et barnligt sammenbrud, bliver man lovet et gribende retssalsdrama. Men Raine viger udenom sit centrale tema; Kitty dropper anklagerne, kortene bliver blandet igen, og alle par ender nogenlunde, hvor de startede. Stykket løber ud i sandet og får ikke rigtig taget fat om det centrale drama.

Adam James (Jake), Stephen Campbell-Moore (Edward), Claudie Blakley (Kitty) og Sian Clifford (Rachel) i Consent. Foto: Johan Persson

Et stærkt hold skuespillere holder publikum fanget, og Raine har skrevet nogle fantastiske oneliners, der får dialogen til at gnistre visse steder. Jeg havde dog svært ved at føle noget for nogen af dem, og ofrene får ikke en stærk nok stemme. Set gennem et lidt for tykt filter af middelklasse-problematikker forbliver Roger Michells opsætning problematisk, da den viger uden om den største konfrontation.

BESTIL BILLETTER TIL CONSENT HER