ANMELDELSE: Doctor Faustus, Duke of York’s Theatre ✭✭

Craig Stein, Tom Edden og Kit Harrington i Doctor Faustus. Foto: Marc Brenner

Doctor Faustus Duke of York’s Theatre 22. april 2016

2 stjerner

Bestil billet | Mere info

Den tyske legende om Faust har inspireret adskillige opsætninger gennem årene, men formodentlig ingen så blodig og hæsblæsende som denne version fra Jamie Lloyd Company.

Der er tale om en slags hybridversion, der byder på de oprindelige åbnings- og slutscener fra Marlowes stykke, men med en nyskrevet midterdel. Kernefortællingen er dog bevaret: En talentfuld læge sælger sin sjæl for at opnå berømmelse og rigdom, men prisen er, at han konstant hjemsøges og hånes af Djævelen.

Kit Harrington i Doctor Faustus. Foto: Marc Brenner

Den nye midterdel opdaterer stykket (både i tone og sprog) og skaber en lignelse over tidens reality-tv-kultur, hvor Faustus optræder som en illusionist i stil med Derren Brown, der må kæmpe med opmærksomheden fra et forgudende publikum.

Denne omskrivning er et prisværdigt forsøg; Marlowes originale midterdel er berygtet for at være tyndbenet og virker som et oplagt mål for en bearbejdelse. Hvis man vælger at tilføje nyt til en klassiker, bør det dog være væsentligt bedre end det oprindelige. På trods af enkelte inspirerede øjeblikke, føles meget af den nye dialog langtrukken, og den formår sjældent at fremprovokere andet end en lejlighedsvis følelse af væmmelse.

Karakterudvikling er i vid udstrækning valgt fra til fordel for chok-effekter og popkulturelle referencer i samme stil som en julepantomime. Der er så mange konkurrerende idéer i spil, at hele produktionen ofte føles som et noget rodet sammensurium. Selvom jeg kender teksten ret godt, var det ofte svært at følge med i det nye plot.

Forestillingens konstante mørke og dysterhed blev forstærket af en del voldsomt hysterisk overspil. Ensemblenes evige skrigeri og grimasserende spillestil blev i længden trættende; den mere afviede og følelsesladede anden akt stod langt stærkere end den forvirrende første del.

Jenna Russell havde tydeligvis forstået opgaven og var et lyspunkt som Mephistopheles. Hendes afdæmpede og underspillede ondskab var langt mere kraftfuld end meget af det kaos, der udspillede sig omkring hende – især i kontrast til Forbes Massons næsten karikerede Lucifer.

Jenna Russell og Kit Harrington i Doctor Faustus. Foto: Marc Brenner

Meget af opmærksomheden var forståeligt nok rettet mod Game of Thrones-stjernen Kit Harington i hovedrollen som Faustus (ikke mindst da seriens skaber George R. R. Martin var at finde blandt publikum). Harington leverede en fremragende præstation som den splittede titelkarakter og fik det maksimale ud af et ofte tungt manuskript. Det er en følelsesmæssigt og fysisk krævende rolle, og Harington skifter ubesværet mellem det 16. århundredes vers og moderne dialog.

Det meste tiltalende ved denne opsætning er, usædvanligt nok, Soutra Gilmours scenografi og Jon Clarks lysdesign. Scenen er i konstant bevægelse og blotlægger både dybden og højden i rummet bagved.

Kit Harrington i Doctor Faustus. Foto: Marc Brenner

De skiftende perspektiver kombineret med en skarp og ildevarslende belysning skabte en dybt foruroligende atmosfære. Der er også nogle fine bevægelsessekvenser og effekter af Scott Penrose og Polly Bennett, omend disse virkemidler med fordel kunne have været brugt mere sparsomt for at opnå maksimal effekt.

Doctor Faustus er en opsætning, der vil rigtig meget, men kun delvist lykkes. Det er en kunstnerisk iscenesættelse med høj intensitet, men den mangler desværre både hjerte og sammenhængskraft.

BESTIL BILLETTER TIL DOCTOR FAUSTUS HER