ANMELDELSE: Flames, Waterloo East Theatre ✭✭✭

Flames

Waterloo East Theatre

14. maj 2015

3 stjerner

En kirkegård med forfaldne gravsten på skrå, nøgne buske, visne blade, der hvirvler rundt, og den konstante lyd af vinternedfald skaber en stemningsfuld ramme om FLAMES – det nyeste værk fra Stephen Dolginoff, som lige nu spiller under jernbanebuen ved Waterloo East Theatre. Dolginoff er bedst kendt for Thrill Me, hans stærke musical fra 2005 om Leopold & Loeb-sagen, som også inspirerede film som Rope og Compulsion. Men tunge tordenskrald og anslag på et klaver, der lyder mere som en honky-tonk end en Steinway, signalerer fra start, at vi her befinder os på Highgate Cemetery i London frem for Hyde Park i Chicago. Vi er på vej mod rendyrket kirkegårdsgys snarere end jagten på Nietzsches overmenneske og det perfekte mord.

Et par træder frem fra skyggerne for at ære en grav midt på scenen. Meredith (Abi Finley) sørger over tabet af sin forlovede, Edmund, der døde i en brand for præcis et år siden. Hun ledsages af Edmunds bedste ven og kollega, Eric (David O’Mahony), som i et indsmigrende åbningsnummer forsøger at overbevise hende om, at det er tid til at komme videre – og at de to måske burde finde sammen. Men omstændighederne omkring branden og Edmunds død nager hende stadig og bliver drivkraften bag de mange plotdrejninger, der udfolder sig i løbet af aftenen. Da Eric går tilbage til deres bil, dukker en anden mand op (Bradley Clarkson), som påstår, at han er Edmund, vendt tilbage fra en grav, han aldrig har ligget i. Han præsenterer en helt anden version af begivenhederne, hvor han undslap flammerne. Han ønsker at rense sit navn for den anklage om svindel, der hang over ham ved hans formodede død, genoptage sit liv og konfrontere sin formodede morder. Denne udvikling etablerer musicalens centrale tema og spændingsmoment: Hvilken karakter taler sandt – hvis nogen overhovedet? Skal Meredith tro på denne historie, og er karaktererne i det hele taget dem, de udgiver sig for at være?

Gyset findes derfor i relationerne snarere end i selve forbrydelserne. Dette afspejles i balancen mellem dialog, musik og handling. Kirkegårdsmiljøet er primært dekorativt: effekter med flydende ilt og tordenskrald (suppleret af et forbipasserende tog ovenover) punkterer hvert nyt twist, men formår ikke for alvor at få det til at løbe koldt ned ad ryggen. I stedet er fokus på ordstriden mellem karaktererne, der forsøger at overbevise hinanden og os om deres skyld eller uskyld. Meget af musikken består af solosange, der glider over i komplekse, debatterende duetter. I de forkerte hænder kunne dette blive temmelig statisk, men instruktør Garry Noakes holder flowet i gang på trods af den tætpakkede scenografi. Og uden at afsløre for meget, sørger kampinstruktør Cristian Valle for, at de tre skuespillere i de afsluttende scener kommer i håndgemæng på yderst overbevisende vis. Da Dolginoff selv står bag både bog, musik og sangtekster, må værket bedømmes som en helhed. Først og fremmest er det et sofistikeret og håndværksmæssigt stærkt stykke arbejde. Dialogen er præcis, stram og vittig, men også naturlig og indfølt, når det kræves. Dolginoff forstår at opbygge de følelsesmæssige konflikter, så overgangen fra tale til sang føles helt organisk. Sangteksterne kan være ordrige og bevidst kløgtige, men musikken bærer de mange ord uden at snuble, primært fordi teksterne altid driver plottet fremad frem for at dvæle for længe i én stemning. Musikken har fremdrift og prioriterer ordene, men har også passager med ro, hvor en følelsesmæssig nuance får lov at stå rent. En arioso-stil svæver over de bankende rytmer i bunden. Der er opsigtsvækkende akkordforløb og harmoniske skift i stil med Sondheim, som effektivt markerer stemningsskift. Der er dog en vis usikkerhed i stykkets overordnede tone. Aftenen starter som en klassisk thriller, men som plottwistene tager til, ændrer den karakter til en mere selvbevidst parodi på genren. Det er der i sig selv intet galt med, men i de hurtige, næsten farceagtige scener til sidst var det uklart, om man skulle føle med karaktererne eller bare grine af dem. Ved forestillingen, jeg overværede, opstod der latter de forkerte steder, og publikum virkede i tvivl om den følelsesmæssige tone. Hvor Dolginoffs tidligere værk mindede om de temaer, man finder i Sweeney Todd, lægger denne thriller sig tættere op ad den gotiske skævhed i The Rocky Horror Picture Show. Om det skyldes præstationerne eller materialet, ligger nok et sted midt imellem. Det er et mindre tungtvevende værk end Thrill Me, fordi det simpelthen prøver på for meget mod slutningen. For at lykkes med de hurtige toneskift kræves det også, at skuespillerne leverer dialogen med det lynhurtige og dødsensalvorlige fokus, som Noel Coward mente var hemmeligheden bag den bedste komik. Mit indtryk er, at efterhånden som forestillingen skrider frem, og spillerne bliver mere trygge ved hinanden, vil dette falde på plads. Når det er sagt, sang alle tre skuespillere overbevisende og ramte både den ægte og den falske intensitet, som plottet kræver. Ved tangenterne sørger Mathew Eglinton for at holde tempoet og skabe den helt rette uhyggelige og skæbnesvangre atmosfære. Flames spiller frem til den 31. maj 2015 på Waterloo East Theatre