ANMELDELSE: Holy Crap, Kings Head Theatre ✭✭

Holy Crap King’s Head Theatre 13. juni 2017

2 stjerner

BESTIL BILLETTER

Lige netop. Dette er et værk, der bør gribes an præcis som det – tror jeg – er tænkt: nemlig som en smagløs leg med religion, sex og medier, hvor målet er at have det sjovt for enhver pris, uanset hvilke kunstneriske eller dramatiske ambitioner man ellers måtte have. Det opleves nok bedst gennem en salig tåge af alkohol og – ganske muligt – noget endnu stærkere. Jeg mener, vi er trods alt i Islington. Til premiereaftenen sad der en og dampede e-cigaretter gennem hele anden akt, hvilket måske var sigende for de generelle 'tendenser' i salen. Hvem ved?

Hvis du derimod leder efter noget med mere substans i denne forestilling fra 'The Heather Brothers', så gælder det om at lade alt håb fare! I årevis har forfatterne bag bog, musik og sangtekster til denne larmende og vulgære omgang underholdning specialiseret sig i at strikke tarvelige, overfladiske burlesker sammen, som begejstrer publikum ligeså meget, som de provokerer seriøse branchefolk og kritikere. Jeg er ret sikker på, at dette værk vil få en modtagelse i stil med deres tidligere produktioner, såsom 'A Slice of Saturday Night' – en forestilling der ifølge programmet har affødt 'over 400 produktioner på verdensplan og er oversat til 9 sprog' (forhåbentlig ikke alle opført samtidig, selvom det næppe ville gøre den store forskel for stykkets gennemslagskraft). At beskrive deres kreationer som 'overfladiske' og 'tynde' er blot at konstatere det indlysende. Og sådan skal det være, for deres værker har netop specialiseret sig i det samme. Igen og igen. Subtilitet? Nej, det findes ikke her.

Dette er dog mere 'voksen-orienteret' end 'A Slice' (der har spillet i tre lange år ombord på Cunards SS Queen Elizabeth). Scenografen Zahra Mansouri har tydeligvis været på indkøb i sexbutikker, og der bliver viftet med en del erotisk grej – der ser mistænkeligt nyt ud – for næsen af et tålmodigt, om end ikke voldsomt ophidset, publikum undervejs. Der er ikke meget andet, budgettet har rakt til på scenen, udover et sæt hverdagstøj og noget fetish-gear i 2. akt til det altid veloplagte cast: John Addison er den veltrimmede og energiske tv-personlighed Bobby Del La Ray, hvis præstation minder – meget, meget stærkt – om hans rolle som Jojo i 'The Life'; Peter Bindloss spiller et par biroller i stil med dem, han før har leveret i 'Jerry Springer' (et show denne forestilling minder en smule om); Letitia Hector giver os Destiny Jackson (vi finder aldrig ud af, hvad der skete med Harmony, Symphony og Melody – dette er ikke et show, der går op i troværdige baggrundshistorier); og så er der Arvid Larsen i rollen som Rex Bedderman (mon det er 'Bed-man'?); Rachel Marwood har sit alter ego i Clarissa LaFayette, noget der minder om en tøvende femme fatale eller i det mindste en vamp; og Nuno Queimado får en kort, men kærkommen chance for at glimte i italiensk operastil som Vinnie Ginelli. Endelig skal Emma Salvo forestille at være 'fortælleren', men den funktion begrænser sig til et par hurtige bemærkninger til siden, mens hun også spiller en vis Victoria og fungerer som en slags enmands-kor.

Partituret, der bankes kontant igennem af Ben Ferguson og Rickey Long på tangenter samt slagtøj og bas, er for det meste funktionelt, indimellem fængende, men meget sjældent inderligt eller vedkommende. Det fungerer som en uophørlig pastiche over 60'er-pop. Hvorfor netop tresserne? Ingen anelse. Absolut ingen. Men den slags spørgsmål er underordnede her. Harry Linden-Johnson har skruet fint op for instrumenterne, men han gør absolut ikke castet nogen tjenester; næsten alle de (knap så mindeværdige) sangtekster drukner i en næsten uforståelig mumlen. På samme måde virker det til, at Nic Farman har fået besked fra sin instruktør (som vi vender tilbage til om lidt) om at skabe en masse postyr og absolut ingen mening med hurtige og kaotiske lysskift. Det er ét stort, herligt rod. Er det meningen? Tja, det er jeg faktisk ikke helt sikker på.

Stykket er så svagt skrevet – fragmenter af motivation og karaktertegning suser forbi i et stormvejr af en snes plots, hvoraf ingen varer længe nok til, at man føler, man bør skænke dem opmærksomhed – at det er svært at vurdere, om Benji Sperring ved, hvad han laver… eller ej. Det må jeg lade stå hen i det uvisse. Nick Thompson, producenten og lederen bag dette spektakulært billige og humørfyldte projekt, synes at tro på det hele. Men bortset fra et kort øjeblik i anden halvdel, hvor al poseringen (ja, iført små poser og det hele) blev lagt på hylden og showet forsigtigt lod et glimt af 'ægthed' slippe ind, så troede jeg aldrig rigtig på det.

For alle der forventer noget på højde med Sperrings 'Shock Treatment', venter der en slem skuffelse; for dem, der er hamrende ligeglade med, om en forestilling har substans eller ej, så skal denne nok levere varen. Jeg tror, der et eller andet sted midt i alt det her findes en ret interessant forestilling, der kæmper for at komme ud, men den er ikke blevet fundet endnu.

Spiller indtil 8. juli 2017

Fotos: Paul Dyke

BESTIL BILLETTER TIL HOLY CRAP HER