ANMELDELSE: I Went To A Fabulous Party, King's Head ✭✭

Foto: Francis Loney I Went To A Fabulous Party

King’s Head Theatre, Islington

19. juni 2015

2 stjerner

King's Head har en stolt tradition for at støtte samtidsdrama med homoseksuelle temaer, men desværre, som landet ligger nu, tilføjer dette nye 65-minutter lange stykke af And Davies ikke mange blade til de laurbær. Det er på ingen måde uden potentiale, og med et længere forløb i vente til Edinburgh-festivalen i august, er der rig mulighed for at udvikle og forfine både teksten og dybden i skuespillet. Denne anmeldelses kritiske tone er derfor ment konstruktivt i forhold til det mål, snarere end som en ren forkastelse af det tydelige hårde arbejde, som både holdet på scenen og de kreative bagved har lagt i det.

Teatret er indrettet som en 'traverse stage', hvor publikum sidder på tre sider af en stue. Her er der møbleret i forskellige niveauer, komplet med et sofabord og et bord med en bærbar computer, der kommer til at spille en stor rolle i handlingen. En dør fører ud til et køkken. Forberedelserne til en fest er i fuld gang under ledelse af værten Matt (Piers Hunt), som forsøger at bryde 'den fjerde væg' ved at småsnakke med publikum, mens han gør rent i lejligheden. Han får selskab af sin mand Lee (Mark Ota), der lider af influenza og – som aftenen skrider frem – af en ret ustabil cocktail af alkohol og gigtmedicin. Den første gæst, der ankommer, er Chris (Gregory A. Smith), der fremstår snerpet og indhyllet i en form for selvbeskyttende, 'queen'-agtig camp-stil. Men bag facaden har han stadig stærke, ugengældte følelser for Lee. En potentiel trussel mod husfreden ankommer i skikkelse af Darren (Luke Kelly), en kollega til Matt. Han er flot og veltrænet, og spørgsmålet er, hvor tæt han egentlig er på Matt, og hvorfor han præcis er inviteret? Den næste i rækken er Tom (Stephen Oswald), en 'daddy bear' der er væsentligt ældre end resten af vennerne. Han er ret fåmælt i starten, tynget af at han for nylig er blevet forladt af sin partner. Et par fuldender selskabet, omend de ankommer hver for sig: Paul (Ahd Tamimi) er en fitness-fyr og deltidsstripper – en mand der er meget forelsket i sit eget spejlbillede; og Josh (Carlton Venn), der er en uerfaren og genert 'twink', som netop har mødt Paul i træningscentret.

Efterhånden som aftenen skrider frem, bliver der indtaget store mængder alkohol, hvilket løsner både tunger og tøj. Hæmningerne falder, uvelkomne og ubehagelige sandheder kommer frem, og der er en hel del nøgenhed, som bestemt faldt i publikums smag. Relationer bliver sat på prøve, værdigheden går tabt på ret forudsigelige måder, og der er antydninger af både forsoning af gamle stridigheder og spirende nye forbindelser. Der er nogle gode replikker og jokes undervejs, men at dømme ud fra publikums reaktioner, er der ikke nær så mange, som skuespillerne og forfatteren tror. Som det står nu, føles værket desværre ikke som mere end summen af dets enkelte dele.

Det er der flere grunde til. For det første er der en usikkerhed omkring genren. Det kunne have været en ren og skær løssluppen farce af den herligt overfladiske slags – som man for eksempel så det med succes i Bathhouse: the Musical! for nylig på Above the Stag i Vauxhall. I den type værker kan man slippe afsted med simple stereotyper og gøre tykt grin med dem med både grov humor og finurlig vid. Men dette stykke vil gerne mere end det: en række seriøse temaer berøres undervejs – den moderne narcissisme i træningscentret, dating-appernes ødelæggende overfladiskhed og de selvbedrag og undvigemanøvrer over for ubehagelige sandheder om egen identitet, der findes under den kollektive tryghed i homoseksuel hedonisme. Mod slutningen luftes endda tanken om, at det at 'springe ud' over for sig selv er sværere i dag end at gøre det over for samfundet. Alle disse temaer er vigtige hver for sig, men ingen af dem følges rigtig til dørs med en interessant eller helstøbt konklusion. Det er som om, stykket stræber efter at være en moderne version af My Night with Reg, der blev genopsat så mindeværdigt på Donmar i de seneste måneder, men det formår ikke at fuldføre den kurs.

Hovedårsagen til dette er, at i modsætning til det markante værk fra 1980'erne, bygger teksten her ikke karaktererne gradvist op gennem nuanceret dialog, men præsenterer blot de syv individer som fastlåste stereotyper med funktioner, de skal udføre uden reel udvikling. De fungerer stadig som marionetdukker snarere end karakterer med deres egne liv. Den eneste delvise undtagelse er den unge Josh, der gennemgår en læringskurve fra det kejtede til selvtillid. Det er ikke tilfældigt, at Carlton Venns præstation er aftenens mest mindeværdige – simpelthen fordi han har en historie at fortælle og får det bedste ud af sit materiale. Her ser vi en række modstridende følelser formidlet gennem troværdig dialog, der lader os se hans psykologi i detaljer og følge dens vækst. Desværre gælder det ikke de andre karakterer. Der er intet galt med den tekniske side af opsætningen – den erfarne instruktør Dan Phillips sørger for, at bevægelserne er flydende og naturlige, og han skaber et indtryk af, at rummet er større, end det er, hvilket er svært med syv voksne, der skal spille fulde på trang plads. En publikummer bliver inviteret med i en dansesekvens, og det forløber glat uden at blive et akavet 'Dame Edna'-øjeblik. De enkelte scener brydes op af stiliserede discomomenter, som giver handlingen en effektiv rytme. Nej, problemerne denne aften ligger i en usikkerhed i både koncept og udførelse.

Mit forslag ville være enten at arbejde videre med stykket i en workshop og udvide det, så de andre karakterer og de seriøse temaer får mere plads til at trække vejret og vokse; eller at forenkle det til en rendyrket farce og fokusere på at opdyrke de visuelle komiske situationer og det sproglige vid, så det bliver et rent stilstykke. Begge dele ville være hæderlige og interessante løsninger, hvorimod det nuværende drama forbliver uforløst på næsten alle planer.

I Went To A Fabulous Party spiller på King's Head indtil 5. juli 2015