ANMELDELSE: Kathleen Turner - Finding My Voice, The Other Palace ✭✭✭✭✭

Kathleen Turner. Foto: Nick Rutter Kathleen Turner: Finding My Voice

The Other Palace,

Fredag d. 20. april 2018

5 stjerner

Turnéinformation

Dette er en forrygende aften i teatret, hvor en række både kendte og nye sange får en kærlig og kyndig behandling af en af branchens dygtigste skuespillerinder, og – her kommer trumfen – det hele er pakket ind i noget af det mest skarpe og veloplagte vid, man længe har lagt øre til.  De to første numre, 'Where or When' og 'Let's Fall In Love', introducerer os for Turners usædvanligt dybe og mørke sangstemme, men det er, når hendes fortælling for alvor tager fart før den mere løsslupne og elskværdige 'Since I Fell For You', at det for alvor spiller.

Med blot en tætspillet trio i ryggen og instruktør Andy Gales gennemtænkte tempo og regi til at forme aftenen, behøver Turner ikke andet end en sort bluse og et par bukser til at ramme sit mesterlige repertoire af ansigtsudtryk og fagter. Hendes historier udfoldes med en elegance, hvor sangene lægger sig som de fineste godbidder på julebordet.  Scenografien af Robert Jones er enkel og effektiv med en solid sofa og et par stole, der giver hende forskellige steder at lande, smukt lyst op af David Howe i hvert øjeblik. Men hendes rastløse fantasi holder hende så meget i bevægelse, at vores fokus aldrig viger fra hende.

Lige fra den hyldest, der møder hende ved hendes første entré, til den stående ovation, der runder aftenen af, er vi fuldstændig bjergtaget af denne bemærkelsesværdige stjerne og hendes mindste tanke og replik.  Mens Kathleen fører ordet, supplerer hendes inspirerede kapelmester og arrangør, Mark Janas (de har netop afsluttet en turné sammen på Queen Victoria til Cunard Lines favoritdestinationer), med præcise og vittige musikalske kommentarer.  Med eksperter som Jonny Gee eller Jerome Davies på bas og Jonathan Preiss på guitar er den musikalske kvalitet i top. Og med Mic Pool bag knapperne til at finjustere lyden, er oplevelsen komplet.

Det musikalske spændvidde er enormt, præcis som vor hovedpersons livserfaringer og intellektuelle virke.  Vi springer fra venezuelanske hits (leveret på både fejlfrit spansk og engelsk) til en fantastisk 'If You Believed In Me' fra 30'ernes sangbog, og videre gennem 'Any Place I Hang My Hat Is Home' og en række herligt morsomme anekdoter (manuskriptet er Turners eget, og det er fremragende skrevet), til den smukke 'Sweet Kentucky Ham On Your Mind'.  Hun formår endda at gøre 'On The Street Where You Live' til sin helt egen med en ærlighed i hvert nu, som også skinnede igennem i den meget Sondheim-agtige 'Live Alone And Like It'.  Første akt sluttede med den lune 'I'd Rather Be Sailing'.

Anden akt åbnede med et skarpt orkestermellemspil, efterfulgt af samfundskritisk bevidsthed i en bemærkelsesværdig aktuel og vedkommende udgave af 'Buddy, Can You Spare A Dime?'.  Nu var turen kommet til den politiske debat, da vi også berørte Molly Ivens' analyse af den aktuelle politiske situation, især i USA, afbrudt af Rodgers og Hammersteins opgør med mccarthyismen i 'You've Got To Be Taught'.  En lysere tone lød i 'Everybody Has The Right To Be Wrong', der lyder som Jerry Herman, men faktisk er skrevet af Sammy Cahn og Jimmy van Heusen og sunget af selveste Sinatra.  Det her er stor klasse!

Det fører os til en helt ny sang, 'In This Town', bestilt til denne turné, som tager et krads opgør med det nye højres angreb på kvinders sundhed og selvbestemmelse.  Dette leder videre til hendes personlige kamp mod leddegigt og en rørrende fortolkning af ‘Send In The Clowns’.  Herfra bevæger vi os gennem historier om hendes tid i ‘Fars piger’ (The Graduate) i West End og senere på Broadway, hvor hun satte et markant aftryk ved at optræde nøgen som 48-årig!  (Det udløste stort bifald fra publikum, hvoraf de fleste var i samme aldersgruppe.)

Vi kom helt ned i gear med ‘A Foggy Day’ og fortsatte via hendes benhårde skuespilkursus, ‘Shut Up ... and do it!’, gennem ‘I May Have Never Found My Way To You’ og ‘Throw It Away’ til en formidabel afslutning med ‘Ev’rytime We Say Goodbye’. Den startede helt intimt a la Ella Fitzgerald med blot en guitar, før hele bandet satte ind i et arrangement blandet med ‘What’ll I Do?’, og dér, mine damer og herrer, var den hjemme.

Vidunderligt.

KATHLEEN TURNER - FINDING MY VOICE UK TURNÉDETALJER