ANMELDELSE: Licensed To Ill, Southwark Playhouse ✭✭✭

Simon Maeder, Adam El Hagar, Tope Mikun, Daniel Foxsmith i Licensed To Ill Licensed To Ill

Southwark Playhouse

2. december 2016

3 stjerner

Bestil billetter

Denne forestilling kunne meget vel vise sig at være den nye 'Jersey Boys'. Den har alt, hvad man behøver for et hit om populærmusik: en flok sympatiske, hyperenergiske knægte; et indblik i showbusiness' mere luskede bagside med svindel og fup; og musikalsk uskyld og oprigtighed op mod massernes anonyme og intetsigende hyldest. Indtil videre varer showet omkring 80 minutter og præsenteres her af det tidligere billetbureau, Corner Shop, som nu er begyndt selv at promovere 'events'. Og de har gjort det flot med en fed produktion af skaberne og de medvirkende, Adam El Hagar (MCA) og Simon Maeder (Mike D), samt kompagniet (Daniel Foxsmith som Ad-Rock og den sublime Tope Mikun som DJ og i 'forskellige' andre roller), alt sammen overvåget af 'konsulentinstruktør' Tid. Hvis man allerede føler sig overvældet af de komplekse spørgsmål om ophavsret i denne kunstneriske skabelse, så velkommen til popverdenens uvirkelige virkelighed.

Adam El Hagar, Daniel Foxsmith, Simon Maeder i Licensed To Ill

Som et udstillingsvindue for knægtenes højintense og næsten post-adolescente, febrilske energi, er dette yderst underholdende. De spiller på instrumenter (ganske udmærket, selvom deres repertoire og stilistiske rækkevidde virker en smule begrænset); de 'synger' – hvis det er det rette ord – rap-sange til DJ'ens mix i en hævet pult, der er designet til formålet i den spraymalede scenografi (tak til Rosie Murray) skabt af Jemima Robinson. Det er en legeplads af testosteron. Indimellem efterligner gutterne forældrefigurer – som i det tidligere 'Punk Play', der blev opført her for få måneder siden – men generelt spiller de bare drengene i bandet.

Dramatisk set er forestillingen en række kraftfulde nedslag. Hver scene, hver bevægelse er tegnet med tyk streg, bestemt og selvbevidst, intenst deklarativ og selvhøjtidelig. Det, der mangler, er en følelse af det modspil, der løfter disse faste slag: Vi aner ikke, hvor karakterernes sårbarhed ligger – det virker som et manifest for stærk, hvid teenage-power. Og det klinger en smule hult. Der er simpelthen for meget selvtillid til skue. Historien tørster efter mere lys og skygge, efter mere skrøbelighed, så karaktererne bliver mindre som de monotone messer, der udgør deres rap-materiale, og mere som rigtige mennesker, man kan investere sig i.

Tope Mikun i Licensed To Ill

Ellers fortæller stykket historien om, hvordan man det ene øjeblik er ingenting, så er man stjerner, og så bliver man forbigået som 'uafhængig' og må overlade pladsen til mere succesfulde aktører. Det er således ikke så meget en 'Og så skrev jeg...'-fortælling, som en 'Og så blev jeg vurderet som...'-fortælling. Entusiastiske læsere af branchebladene og besatte samlere af band-trivia vil finde det spændende, men hvem andre, om jeg må spørge, bekymrer sig om det?

Adam Al Hagar, Daniel Foxsmith og Simon Maeder i Licensed To Ill,

Nej, dette er et stykke, der er på vej et sted hen, og det kunne ende med at blive rigtig, rigtig stort, men lige nu er det som en dreng, der er gammel nok til at lugte, men endnu ikke gammel nok til at barbere sig. Det kræver mere udvikling, før det bliver for alvor fængslende. I øjeblikket spejler det sig konstant og sætter håret på forskellige måder, men det har i virkeligheden så meget mere at byde på. Interessant nok er der i programmet en belysende artikel om Trump-tidens USA af Adam Horovitz (en flink jødisk dreng, alias Ad-Rock), som antyder, at folkene bag dette 'event' har mere på hjerte, end de endnu har inkluderet i stykket.

Spiller indtil 24. december 2016

Fotos: Helen Maybanks

BESTIL BILLETTER TIL LICENSED TO ILL PÅ SOUTHWARK PLAYHOUSE