ANMELDELSE: Nora: A Doll's House, Young Vic ✭✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Nora: A Doll's House – en genfortælling af Stef Smiths klassiker, der lige nu spiller på Young Vic

Anna Russell Martin, Amaka Okafor og Natalie Klamar. Foto: Marc Brenner NORA: A Doll’s House.

Young Vic.

11. februar 2020

5 stjerner

Bestil billetter

Ibsen og Tjekhov kæmper fortsat om de londoniske scener, og mens vi stadig venter på Jamie Lloyds opsætning af Et dukkehjem, bliver publikum her forkælet med Stef Smiths radikale og bjergtagende gendigtning af stykket. Selvom integriteten i Ibsens struktur og tematikker er bevaret, har Smith skabt tre tidslinjer, der hver især markerer et historisk vendepunkt for kvinder: 1918, året hvor kvinder fik stemmeret; 1968, hvor p-pillen blev hverdag og abort blev legaliseret; og 2018 under #MeToo-bevægelsens storhedstid. Der er tre Noraer, adskilt af årtier og et århundrede, tre Christiner, tre Thomas’er (Torvald) og så videre. Alligevel er Smiths tekst krystalklar, og ensemblet yder fuld retfærdighed til et manuskript, der sitrer af relevans og styrke – hvad har ændret sig for kvinder, og hvad er forblevet det samme?

Luke Norris, Natalie Klamar, Anna Russell Martin og Amaka Okafor. Foto: Marc Brenner

Anna Russell-Martin er en stærk, moderne Nora, der tør sige sin mand imod, men som ultimativt er fanget af sin omsorg for ham efter hans (psykiske) sygdom. Natalie Klamar er en fremragende Nora 2 fra de glade 60’ere – måske den karakter, der ligger tættest på datidens stereotype af den tomhjernede og "boblende" blondine, som bruger humor for at gøre alle tilpas. Amaka Okafor ligger tættest på Ibsens original som 1918-Noraen, overvældet af begejstring over netop at have afgivet sin stemme for første gang i historien. Luke Norris er fremragende som Thomas i alle tre tidszoner; han glider ubesværet fra nutidens mærkede, bandende mand til 60’ernes ægtemand, der ikke forstår, hvordan samfundet hastigt flytter sig væk fra ham, og videre til 1918-udgavens stive britiske herre, der er granatchokket efter krigen og ude af stand til at begribe, hvorfor hans kone ikke bare kan være lykkelig i hans perfekte hjem. Mark Arends er den perfekte Nathan, der truer Nora med afpresning, mens han skjuler sin egen smerte og forsøger at skabe et nyt liv med Christine, og Zephryn Taitte er en vidunderlig Daniel gennem alle tidsspringene – en sand ven for Nora, der selv må se døden i øjnene. Smith leger ikke kun med Ibsens feministiske vinkel; hun viser også, hvordan patriarkatet, maskuliniteten og kapitalismen kvæler og ødelægger mændene.

Anna Russell Martin, Amaka Okafor og Luke Norris. Foto: Marc Brenner

Instruktør Elizabeth Freestone har arbejdet sublimt med kompagniet om at lege og udforske, hvilket glider sømløst over i EJ Boyles fremragende bevægelsesinstruktion. Lee Currans lysdesign danser med Michael John McCarthys lyddesign og atmosfæriske musik, der også forstår præcis hvornår stilheden taler bedst. Smiths greb er genialt – Noras hemmelighed, at hun forfalskede sin fars underskrift for at skaffe penge til at redde familiens hjem under mandens sygdom, er et lån i 1918, et kreditkort (et nyt fænomen i Storbritannien) i 1968 og et kviklån i 2018. Hun behøver aldrig at skære sit budskab ud i pap. Hun er dykket direkte ned i Ibsens kilde, har skabt bølger af opfindsomhed og følelser, og beviser her, at hun er en ordsmed på toppen af sin poetiske formåen. Tag ind og se et klassisk stykke genopfundet til vores tid, mens der stadig ydes respektfuld hyldest til originalen fra en anden æra.