ANMELDELSE: Personals, Landor Theatre ✭✭✭✭

Nothing To Do With Love – mød holdet bag Personals. The Landor, Clapham – 6. august 2015

4 stjerner

Personals, en musikalsk komedie om at finde kærligheden gennem kontaktannoncer, havde premiere i 1985, og teknologien har sidenhen forvandlet den til et ufrivilligt tidsbillede. Jeg frygtede, at udbredelsen af datingsider og apps ville gøre forestillingen forældet, men mine bekymringer var helt ubegrundede. Ain’t No Other Productions' hjertevarme og livsbekræftende opsætning viste præcis, hvilken overset perle Personals er. Jeg blev fuldstændig fanget af deres fortolkning af den tidløse og forvirrende proces, det er at prøve at skabe intime bånd til fremmede, og hvordan de fremhævede karakterernes sårbarhed med både morsom og rørende effekt. Da manuskriptet er skrevet af skaberne af Friends (Venner), David Crane og Marta Kauffman, er sammenligninger med den ikoniske sitcom uundgåelige. Forestillingens markedsføring spiller da også på dette ved at bruge Friends-seriens karakteristiske skrifttype i titlen. Men bortset fra et ensemble bestående af tre kvinder og tre mænd, stopper lighederne også der. De seks skuespillere spiller hver især en række roller, inklusiv en gennemgående karakter. Sam (Patrick Barrett) og Claire (Lauren Nevin) er de neurotiske naboer, hvis usikkerhed forhindrer dem i at tale fra hjertet, mens Louis (Matthew Chase) og Louises (Rebecca Westberry) tillid til interaktive bånd med dating-råd fører til et temmelig anstrengende og forhastet frieri. Kim (Rebecca Gilliland) og Typesetter (Robert Bannon) har deres egne historier. Førstnævnte begynder tøvende at date igen efter et forlist ægteskab, mens sidstnævnte skriver en joke-annonce for at irritere sin kone, hvorefter han ender i en ménage à trois med hende og en biseksuel dværg.

De centrale fortællinger bliver afbrudt af komiske vignetter og sange, herunder Westberrys hysterisk morsomme videoer fra et datingbureau og den fænomenalt sjove 'Second Grade', hvor de tre mænd synger om, hvordan livet ville være nemmere, hvis de opførte sig som otteårige. Sådanne sekvenser giver publikum et underholdende indblik i menneskelig dating-adfærd. Samtidig fungerer de som modspil til de mere filosofiske plottråde, der tager fat i kløften mellem karakterernes ønsker og deres faktiske handlinger. 'Moving in with Linda' er et særligt vellykket eksempel; vi ser Sam forberede sig begejstret på at flytte sammen med sin nye kæreste, blot for at blive hjemsøgt af minderne om tidligere elskere.

Matthew Chase, Robert Bannon og Patrick Barrett synger Second Grade

Kims historie er uden tvivl den stærkeste, både på grund af fortællingens dybde og Rebecca Gillilands passionerede og hjerteskærende præstation. 'I Think You Should Know' tager os med gennem hendes forsøg på at skabe en seksuel forbindelse med en mand, hun lige har mødt, mens hun indser, at hun stadig er forelsket i sin eks. Denne følelsesmæssige rejse kulminerer med 'Michael', en energisk og frygtsom sang, hvor hun øver sig på at bønfalde ham om at tage hende tilbage, og bryder sammen, som hendes tale bliver mere og mere desperat. De andre fortællinger føles sammenlignet hermed en smule usammenhængende. Louis og Louise fremstår som en anelse todimensionelle karakterer i et ellers fremragende manuskript, og troværdigheden i Sam og Claires lidenskab hviler tungt på Barrett og Nevins fantastiske kemi. Typesetterens mærkværdigt søde historie er nok det mest markante eksempel. Han konkluderer, at kærlighed findes i mange former, men da hans kone og elsker aldrig ses, kræver det en del af publikums forestillingsevne. Desuden bliver pointen undergravet af en lignende vignette, hvor en polyamorøs mand er sine partnere utro med en gruppe fra arbejdet, hvilket gør disse ukonventionelle livsstile til lidt af en pointe-løs joke.

De lejlighedsvise mærkværdigheder blev dog mere end opvejet af de gennemgående stærke præstationer, kyndigt bakket op af Marcelo Cervone og Reuben Stones musikalske akkompagnement. Ensemblets imponerende beherskelse af amerikanske accenter, som aldrig vaklede under sangen, var med til at skabe en intens atmosfære i det intime rum – scenen og den minimale scenografi var kun få meter fra bagerste række. Man blev ikke blot grebet af karaktererne, der blottede deres sjæl på scenen, men selv ansigtstræk og tics hos birollerne – et særligt talent hos Robert Bannon – kunne opleves på tætteste hold. Cameron Halls mindeværdige koreografi, der var bedst under den kaotiske 'Second Grade' og den gådefulde 'I Could Always Go To You', fortalte om karakterernes lidenskaber, der boblede lige under overfladen. Sidstnævnte sang, som på overfladen virker som et letbenet indblik i Claire og Louises skæbnesvangre beslutning om, at livet ville være lettere, hvis de datede hinanden, var særligt dragende. Den negative ændring i deres attitude, mens de bevæger sig ind i denne relation, bliver smukt afspejlet i deres kropssprog, mens de følger hinanden rundt på scenen. Ved at spejle hinanden på en akavet måde understreger de både deres bånd og det morsomme i deres fejlagtige løfte – et beundringsværdigt subtilt øjeblik i en ellers krøllet fortælling.

Med sit enormt talentfulde cast og et formidabelt partitur var Personals en yderst underholdende og tankevækkende aften. Jeg håber oprigtigt, at Ain’t No Other Productions får mulighed for at genopsætte forestillingen i den nærmeste fremtid. Personals spiller på Landor Theatre frem til søndag den 9. august 2015