ANMELDELSE: The Simon and Garfunkel Story, Vaudeville Theatre ✭✭✭✭

Douglas Mayo anmelder The Simon and Garfunkel Story med Sam O'Hanlon og Charles Blyth i hovedrollerne på Vaudeville Theatre.

Charles Blyth og Sam O'Hanlon i The Simon and Garfunkel Story The Simon and Garfunkel Story

Vaudeville Theatre

4 Stjerner

Information om den britiske turné Hvis man forventer en teaterforestilling i stil med Buddy eller Jersey Boys, bør man lede andetsteds efter historien om Paul Simon og Art Garfunkel. Det, der præsenteres på Vaudeville Theatre og på turné i Storbritannien (og resten af verden), er snarere en musikalsk hyldest i koncertform med kun den tyndeste fortælling til at adskille den fra en ren livekoncert.

Men hvis man, som jeg selv, er Simon og Garfunkel-fan, er det man får her en sand fejring af noget af den bedste populærmusik nogensinde, kærligt vækket til live af en lille gruppe talentfulde kunstnere og musikere. Det er en chance for at høre dette fantastiske materiale fremført i intime, behagelige rammer, hvilket efter min mening kun gør oplevelsen bedre. Når man tænker på, at duoens største koncert i Central Park samlede 500.000 mennesker, tør jeg godt sige, at man her oplever Simon og Garfunkel i en ramme, som de færreste har prøvet, medmindre de frekventerede 60'ernes folk-klubber.

Sam O'Hanlon (Simon) og Charles Blyth (Garfunkel) er det perfekte makkerpar. De harmonerer smukt og virker vidunderligt afslappede, mens de leverer det ene nummer efter det andet. Lukker man øjnene, ville man det meste af aftenen sværge på, at man stod over for den ægte vare – og for en produktion som denne er det ingen lille bedrift.

De bakkes op af Will Tuckell, Leon Camfield, Mat Swales og Kyla Brown, som i anden akt suppleres af blæserne Tim Bloomer, Dominik Told og Christiano Castellitto. Det er et funky ensemble, der giver et herligt swing til numre som Mrs. Robinson og The 59th Street Bridge Song (Feeling Groovy), og korarbejdet fra Camfield og Brown giver god dybde til de udødelige klassikere.

Den sande prøve for O'Hanlon og Blyth står, når det kun er de to på scenen med en enkelt guitar. Det er en prøve, de består med bravur, og det er en ren nydelse at lytte til.

Showets største svaghed ligger i formatet. Det er halvt biografisk fortælling, halvt projicerede tekster, og det finder aldrig helt sin plads. At dømme ud fra programmet virker det til, at halvdelen af den levende fortælling er hentet direkte fra teksterne, og det er i bedste fald banalt. Det hjælper heller ikke, at Simon og Garfunkel egentlig ikke har en voldsomt dramatisk historie at fortælle. At de spiller sammen og går fra hinanden igen og igen, er stort set det hele. Det eneste, jeg fandt rigtig interessant, var historien om, hvordan Garfunkel vendte tilbage til at undervise i matematik i gymnasiet efter sin succes.

Produktionen benytter sig af nogle fikse projektioner det meste af tiden, hvilket ikke er så ringe endda, når man tænker på performernes ellers statiske natur. Der er et mærkeligt optaget interview i anden halvdel, som var både uforståeligt og unødvendigt. Det er også en æmme, at O'Hanlon og Blyths ansigter det meste af tiden er dækket af mikrofoner, hvilket fjerner ethvert håb om dramatisk udtryk i deres mimik.

The Simon and Garfunkel Story er i virkeligheden et show for de inkarnerede fans. På linje med navne som Bernie Taupin og Leonard Cohen viser Simon og Garfunkels materiale styrken ved poetiske tekster kombineret med enestående harmonier. Uanset om de fremføres med en simpel guitar eller et helt ensemble, er dette tidløse sange. Som publikum bliver man ført tilbage i tiden, mens hver sang omslutter en som en yndlingsstriktrøje på en kold dag. Man kan ikke løbe fra, hvor fænomenalt gode disse sange er, eller hvor dygtigt de bliver fremført. Efter afslutningen med Bridge Over Troubled Water er man ikke i tvivl om storheden i det, der måske er deres største hymne. Fyrre år senere findes der stadig intet, der kan måle sig med dem.

INFO OM THE SIMON AND GARFUNKEL STORY TURNÉ I STORBRITANNIEN