Anmeldelse: Stephen Ward, Aldwych Theatre ✭✭

Alexander Hanson & Charlotte Blackledge i Stephen Ward. Foto: Nobby Clarke Da jeg har været fan af Andrew Lloyd Webbers musicaler i mange år, så jeg frem til Stephen Ward med stor interesse. Pr-materialet inden premieren antydede, at dette kunne være et brud med Lloyd Webbers traditionelle stil. Wards historie var fængslende, og med de vilde tressere som bagtæppe var der masser af guld for det kreative team at kaste sig over.

Men et eller andet sted i bageprocessen gik denne musical grueligt galt.

Stephen Ward var en succesfuld osteopat og kunstner i tresserne. Han blev venner med ikke bare nøglepersoner i samfundstoppen, men også Soho-personligheder og mere end et par attraktive unge piger, som blev introduceret til hans omgangskreds. Politiske affærer, egoer og personfnidder konspirerede om at gøre Ward til syndebuk, da regeringen blev hvirvlet ind i en skandale af hidtil usete proportioner, netop som formiddagsbladene for alvor fik vind i sejlene. Det er en historie med enormt potentiale, men som forestilling giver Stephen Ward utroligt lidt igen.

Alexander Hanson er køligheden selv i rollen som Stephen Ward. Han fortæller sin egen historie og udtrykker sin forundring over at være endt som en figur i rædselskabinettet på et voksmuseum i Blackpool. Charlotte Blackledge og Charlotte Spencer er overbevisende som Mandy Rice-Davies og Christine Keeler, og resten af ensemblet gør deres absolut bedste med et meget banalt materiale. Nogle af scenerne med politiafhøringer i anden akt leverer de mest dramatiske øjeblikke, og jeg tør godt sige, at man nok ikke skal forvente at se en finere middag udvikle sig til et S&M-orgie i en Andrew Lloyd Webber-musical lige foreløbig.

Det er først i anden akt, at Joanna Riding formår at få Stephen Ward til at lette. Hendes magiske solo, I’m Hopeless When It Comes To You, viser klassisk Lloyd Webber-form, men desværre varer det kun et kort øjeblik. Stephen Ward er Andrew Lloyd Webber i en light-udgave. Der er ikke meget at rose ved partituret; det er banalt, tamt og mangler den melodiske magi, man normalt forbinder med Lloyd Webber. Teksterne er desuden kluntede og langt fra det niveau, der skal til for at få denne musical til at fungere.

Det repetitive partitur er fyldt med dårligt tilpasset recitativ ledsaget af det, der må være det mindste orkester, der nogensinde har spillet til en Lloyd Webber-produktion. Det er et elektronisk og klodset miskmask orkestreret af Lloyd Webber selv.

Scenografien er overvejende elegant med florlette, svævende gardiner, der hurtigt skifter scenerne, suppleret af generiske projektioner af landskaber, der diskret angiver scenen. Som forestillingen skrider frem, bliver projektionerne mere og mere forstyrrende, og de fejler totalt, da de helt ødelægger det afsluttende øjeblik i Wards historie. En note til projektionsdesignere må være, at man ikke kan projicere tekst (i dette tilfælde en avisoverskrift) op på bølgende stof. Et par øjeblikke med gribende stilhed endte som flere minutter med pinlig tavshed, mens vi undrede os over, om der var opstået en teknisk fejl.

Alt i alt får man følelsen af, at Andrew Lloyd Webber har brug for, at folk som Robert Stigwood eller Cameron Mackintosh kommer tilbage i billedet – folk, der ikke er bange for at sige ”NEJ” til en komponist, der måske er blevet for succesfuld for sit eget kunstneriske bedste. Man må spørge sig selv, om Andrew er omgivet af ”ja-sigere”. Det er en ren parodi, at en fantastisk forestilling som Top Hat blev skubbet til side for at gøre plads til denne pauvre undskyldning for en musical. I en tid, hvor producenter klager over kronisk mangel på teaterplads til nye forestillinger, må man undre sig over, hvordan denne nogensinde slap igennem nåleøjet.