ANMELDELSE: The Boys In The Band, Netflix ✭✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder filmatiseringen af Mart Crowleys The Boys In The Band, som nu kan streames på Netflix.

The Boys In The Band The Boys in the Band.

Kan streames nu på Netflix.

5 stjerner

Mart Crowleys skuespil har haft en spændende vej til denne Netflix-film. Da det havde premiere off-Broadway i 1968, var det banebrydende i sin skildring af homoseksuelt liv – både vidtigt, spydigt og med fokus på en gruppe mænd underlagt både samfundsmæssig og selvforskyldt undertrykkelse. Der kom en film i 1970, men med tiden faldt stykket i unåde. I takt med at kravene om ligestilling voksede, insisterede homoseksuelle mænd på, at de ikke lignede karaktererne i filmen, og under AIDS-epidemiens højdepunkt var de ikke den type mænd, aktivister ønskede at promovere (spydige, klichéfyldte, selvhadende og affundet med deres plads nederst i fødekæden). Nu har en yngre generation sagt: "Jo, vi er faktisk sådan," og de årlige verbale slagsmål i RuPaul’s Drag Race har manet den diskussion til jorden. Stykket er gradvist vendt tilbage med off-Broadway-opsætninger og en fremragende spilleperiode på Park Theatre i 2016 med Mark Gatiss som Harold. Dette er Joe Mantellos 50-års jubilæumsforestilling, som blev opsat på Broadway i 2018 med et åbent homoseksuelt cast, og som vandt en Tony for bedste genopsætning i 2019.

Præmissen er enkel. Michael holder fødselsdagsfest for sin "frenemy" Harold, og den pludselige ankomst af hans gamle studiekammerat Alan – en muligvis skabsbøsse, der er ved at blive separeret fra sin kone – bliver katalysatoren for masser af sprit og en anspændt selskabsleg. Her udfordrer en beruset Michael mændene til at ringe til én, de altid har elsket, og tilstå deres følelser. Jim Parsons er fremragende som Michael, der tilsyneladende er gruppens samlingspunkt, men som hurtigt afsløres som en modbydelig fulderik, der projicerer sit selvhad ud på gruppen med stor brutalitet. Fra det sekund han viser sig, er Zachary Quinto enestående som Harold; stenet og kølig, uden nogensinde at hæve stemmen over et sardonisk tonefald, men med en knivskarp opfattelse af de andre mænd og gruppedynamikken. Ensemblet, der er slebet helt til efter måneder på Broadway, fungerer fejlfrit sammen, og der er ikke et svagt led. Robin de Jesus stjæler billedet som den vittige og flamboyante Emory, Tuc Watkins er strålende som den tillukkede Hank, Charlie Carver er hylende morsom som den smådumme trækkerdreng Cowboy (der skal forestille at være Midnight Cowboy, men ankommer for tidligt), og Brian Hutchinson formidler Alans empati og overbevisende forvirring, så det er op til publikum at afgøre hans seksualitet.

Et stykke som dette vil altid bære præg af sit ophav på én enkelt lokation, men Mantello åbner det begavet op med flashbacks i selskabsleg-scenerne, fantastiske åbnings- og slutmontager, og ved at vise mændene i deres egen boble, mens livet passerer forbi i Manhattan. Jeg har hørt det omtalt som den homoseksuelle udgave af Hvem er bange for Virginia Woolf?, og i scenerne med druk og psykologiske spil er der en stærk sammenhæng, men det er også en tydelig forløber for Kevin Elyots klassiker fra 1994, My Night With Reg. Denne produktion sætter stykket i et skarpt lys og er en smukt genskabt tidskapsel fra en periode, hvor disse mænd kunne være blevet fængslet for deres handlinger – præcis som det stadig er tilfældet for mange LGBTQ-personer verden over. Det føles som om, stykkets tid endelig er her, og det er en kærkommen tilføjelse til Netflix' LGBTQ+ indhold. Og så elsker jeg det faktum, at kagen faktisk blev efterladt ude i regnen...