ANMELDELSE: The Chemsex Monologues, King's Head Theatre ✭✭✭✭

The Chemsex Monologues.

King’s Head Theatre.

23. marts 2017

4 stjerner

Bestil billetter

Endelig taler det homoseksuelle miljø åbent om chemsex-fænomenet, der ødelægger og kræver liv i samme omfang som AIDS-epidemien gjorde i 1980'erne – især i London. Med Matthew Todds fremragende bog, ‘Straight Jacket’, der undersøger emnet, og de mange artikler om ensomhed blandt homoseksuelle, melder det store spørgsmål sig: Når nu 'skabet' er unødvendigt, og samfundet er blevet mere lige, hvorfor føler så mange bøsser sig stadig isolerede og selvmordstruede? Udbredelsen af meth og Tina har ødelæggende konsekvenser.

Patrick Cash er en dygtig forfatter, og dette søsterværk til hans ‘HIV Monologues’ minder om det i både stil og form. Monologerne er direkte, eksplicitte, ærlige og uden løftede pegefingre. Stykket fungerer i kraft af en stærk karaktertegning og et fremragende cast, der i samarbejde med instruktør Luke Davies skaber smukt nuancerede, fejlbarlige og sympatiske karakterer. Cash bevæger sig bag om de affærdigende mærkater som ‘twink’, ‘druggie’ og ‘whore’ og rammer selve kernen af nøgen skam og ensomhed. Det er intet tilfælde, at Queen-sangen, der spilles, er ‘Someone To Love’.

Skuespillerne brillerer. Fortælleren, Kane Surry, rammer produktionen smukt ind og fører os ind i nattelivet, hvor han møder en sexet fyr, der introducerer ham til glæderne ved G. Surry viser dygtigt den ulmende spænding under overfladen, drengens unge alder, den stille desperation og det genoptagne møde med den sexede fyr i slutningen af stykket – under helt andre omstændigheder, hvor fortælleren nu er ædru og forsøger at hjælpe. Den navnløse dreng spilles smukt af Denholm Spurr; han er både sexet og sårbar, et vidne til ødelæggelsen omkring sig, men stadig i stand til at feste videre uden at kunne stoppe. Det er hjerteskærende, at næsten alle karaktererne bliver i dette miljø, blot fordi de føler, at der ikke er andre steder at gå hen.

Charly Flyte leverer en varm og morsom præstation som ‘fag hag’ Cath, der befinder sig til chill-out-fester med sin bedste bøsseven, blot for at opdage, at det nu kun handler om sex, og at vennen er blevet misbruger og er ved at sygne hen. Det afholder hende dog ikke fra selv at drive en klub – en nuanceret karakterbrist, der spilles overbevisende. Hun er dog den mindst tegnede af karaktererne, og selvom hun ikke falder i stereotyp-fælden, føler jeg, at lidt mere tid med Cath kunne have udviklet hende yderligere.

Bedst af alle er den fantastiske Matthew Hodson i rollen som sundhedsmedarbejderen Daniel; en camp, hylende morsom og rørende præstation. Hvis forestillingen lyder en anelse tung og dyster, så er det Daniel, der for alvor letter stemningen uden at gå på kompromis med emnets alvor. Han tager til en sexfest af ren og skær ensomhed, og hans reaktioner er både skarpe og komiske, men monologen slutter med, at han forsøger at hjælpe den navnløse dreng, netop som Pride-paraden skydes i gang udenfor.

Det er netop denne blanding af stolthed og skam, som Cash mestrer så flot. Det er en tankevækkende produktion og et levende og værdifuldt udgangspunkt for seriøs debat og handling. Det var desuden et privilegium at se stykket på det historiske og stemningsfulde King’s Head Theatre – det perfekte sted for forestillinger som denne, der bør værdsættes og bevares.

BESTIL BILLETTER TIL THE CHEMSEX MONOLOGUES