ANMELDELSE: The Father, Wyndhams Theatre ✭✭✭✭✭

Claire Skinner og Kenneth Cranham i The Father. Foto: Simon Annand The Father

Wyndhams Theatre

2. november 2015

5 stjerner

Køb billetter

Der er meget godt at sige om at vide absolut intet om den teaterforestilling, man skal til at se, udover det trygge gensyn med en skuespiller, man respekterer på plakaten. Forventningerne bliver aldrig pustet op under de omstændigheder, og man er mere tilbøjelig til at holde sindet åbent for nye muligheder. Det er ikke ofte, at effekten af en forestilling midtvejs får én til at sætte spørgsmålstegn ved egen fornuft. Ikke i betydningen "jeg må være skør, når jeg bliver siddende og ser på det her makværk" (det sker med skræmmende hyppighed), men på den der "hvad sker der her, jeg kan ikke, nej, vil ikke kunne regne det ud – er jeg ved at miste forstanden?"-måde.

Ikke desto mindre er det præcis, hvad der sker i James MacDonalds opsætning af Florian Zellers The Father, som nu har sin West End-premiere på Wyndhams Theatre. Zeller er franskmand, så de krøllede vinkler, formen, karaktererne og situationerne er helt hans egne, men ordene her kommer fra Christopher Hampton, hvis oversættelse er knap, direkte og rystende. Det er en berusende blanding af suverænt forfatterskab, og Macdonalds iscenesættelse flår den bevægende sandhed ud af hver eneste passage.

Som min ledsager hviskede ved tæppefald: "Det er barsk". Det er det i sandhed – på smukkeste vis.

Claire Skinner og Kenneth Cranham i The Father. Foto: Simon Annand

I programmet udtrykker Zeller sin ambition med stykket på denne måde:

“The Father forsøger gennem teatret at forstå situationen for en gammel mand, der har mistet alle sine pejlemærker og er nået til det øjeblik, hvor hans kongerige går i opløsning. Hvad der drog mig mod dette emne? Det ved jeg ikke præcis. Men én ting, jeg tror på, er, at teatret på gavnlig vis – og her og nu – kan holde et spejl op for sit publikum, så vi kan genkende og dermed forstå os selv lidt bedre. Derfor var jeg opsat på, at vi på netop denne rejse ikke blot skulle være tilskuere, men at vi også skulle fare vild i denne mentale labyrint – for mere fuldstændigt, indefra, at opleve alderdommens tragedie og den livets skrøbelighed, som gør os alle lige.”

Sjældent er en erklæret ambition lykkedes så fuldkomment, som Zellers gør her, hvor hans værk af Hampton og Macdonald formes til en smuk symfoni af smerte. Faktisk er begrebet symfoni næsten bogstaveligt, da de mange korte scener bindes sammen af Christopher Shutts fængslende lyddesign, som synes at bestå af klassisk klavermusik (i hvert fald for det meste) spillet suverænt, bortset fra en og anden mislydt tone eller uventet pause. Som stykket skrider frem, øges antallet af de sære afbrydelser i musikken, hvilket skaber en lydmæssig analogi for Alzheimers begyndelse og udvikling, som er omdrejningspunktet i Zellers stykke.

Guy Hoares lyssætning er også med til at formidle meningen. Ved hver scenes begyndelse (eller de fleste i hvert fald) opstår der en gnist-effekt, en lille visuel repræsentation af, at der skabes en ordentlig forbindelse, lige før lyset tændes. Gnisten varierer i intensitet, efterhånden som fortællingen skrider frem, og når den udebliver, taler tavsheden i sandhed sit eget tydelige sprog.

Miriam Buethers scenografi gør sit eget tunge arbejde. Buether etablerer ubesværet lejlighedens parisiske karakter og indretter rummet med omhu. Mens scenerne flimrer fra tidspunkt A til B, hensættes publikum nænsomt i en "hvad skete der med alle møblerne?"-tilstand, hvor man overvejer, om fjernelsen af inventar er en metafor for Alzheimers. Det er det naturligvis, men Buethers egentlige mål er klogere: Scenografien og dens ændringer repræsenterer forvirringen hos hovedpersonen, André, der sidder fast og altid spørger, hvor tingene er, fremfor at spørge, hvor han selv er.

Kenneth Cranham og Claire Skinner i The Father. Foto: Simon Annand

Alt ved Macdonalds opsætning er skarpt og gennemtænkt. Vanskelige sceneskift foregår i totalt mørke, hvilket forstærker den rystende fornemmelse, der opstår fra scene til scene. Den samlede effekt af forestillingen er at placere publikum solidt i den perception – den sitrende, usikre og evigt skiftende perception – som André oplever. Det er selve hjørnestenen i Zellers tilgang: Scenerne og karaktererne udspiller sig og tolkes fra Andrés synsvinkel.

I stykkets tidlige faser er denne tilgang både konfronterende og afvæbnende. Jeg tog mig selv i at tjekke programmet for at se, hvem der var hvem, før jeg gennemskuede Zellers greb (fremfor at tro, at jeg havde overset noget). Når først man har indstillet sig på den rette modtagelige bølge og accepteret, at man ikke vil forstå alt, kan man frit lade sig forundre over Kenneth Cranhams ekstraordinære præstation som André og få en vis forståelse for, hvad det vil sige at få sin fornuft udfordret af Alzheimers.

Kenneth Cranham i The Father. Foto: Simon Annand

Det ville være nemt at gøre André til en karikatur af en demenspatient, men Cranham falder ikke i den fælde. Hans præstation er rå, visse steder smertelig at se på grund af sin dybe ærlighed, og brutalt realistisk. Gennem hele forestillingen viser han André i alle nuancer, fra de klare øjeblikke til den totale, tomme hjælpeløshed. Og han formår mesterligt at lade disse nuancer mørkne og lysne og skifte på få sekunder, mens André glider ind og ud af den tåge, der er ved at opsluge ham.

Cranham vrider så meget humor ud af karakteren som muligt, hvilket naturligvis bidrager til Andrés menneskelighed og gør ham nemmere at relatere til. Han viser også sit temperament, sin massive vrede over det, der sker med ham, samt rystende øjeblikke af selvindsigt, som er dybt rørende. En sekvens, hvor André bemærker, at han er som et træ, der har mistet alle sine blade, er fuldstændig hjerteknusende. Slutscenen er lige så rystende som noget i King Lear.

Dette er en sand pragtpræstation af Cranham, uden tvivl en af de største præstationer i dette år og årti.

Resten af holdet er alle sammen fremragende. Nogle, hvis ikke alle, bærer byrden ved at skulle spille både en virkelig person (når André er klar i hovedet) og en erindret/opfattet person (når André mentalt svigter). Claire Skinner (Anne, Andrés datter) er særligt god til dette, men hele holdet mestrer opgaven med stor dygtighed. En fantastisk scene opstår, da Jim Sturgeons karakter truer, håner og angriber André: Det er et meget ubehageligt øjeblik, et eksempel på minde og følelse, der smelter sammen til et udtryk i Andrés tanker, men Sturgeon er formidabelt udtryksløs i scenen.

Dette er et stykke til vores tid. Alle vil en dag blive berørt af de emner, der undersøges her, enten som pårørende, partner til en pårørende eller som den, der har brug for pleje. Cranhams suveræne, subtile spil er grund nok i sig selv til at se stykket, men sandheden er, at selve værket er det centrale.

The Father spiller på Wyndham's Theatre indtil den 21. november 2015. Bestil nu.

Læs mere om The Father